Salmemelodier

Grundtvig havde ikke ry for at være særlig musikalsk. Han har flere gange udtrykt sine tanker om sin mangel på musikalitet og påpeget, at han ikke forstod sig på musik. Samtidig må man sige, at Grundtvigs salmetekster i sig selv, rummer en musik og en særlig tone, der kommer til udtryk i poesien og i versenes rytme. Og på trods af denne påståede umusikalitet kom Grundtvigs virke som salmedigter til at skabe et nybrud i den danske salmesang. Fællessangen blomstrede, og kendetegnende for det 19. århundrede er Grundtvigs store produktion af salmer og de store komponisters betydning for kirkemusikken. En betydning som rækker helt frem til gudstjenesten og salmebogen i dag.

I løbet af 1830’erne blomstrede fælles- og salmesangen i Danmark. Det skyldes nok bl.a. skolens undervisning i sang og salmer samt den voksende bevidsthed om sangen, som bærer af et kirkeligt, folkeligt og nationalt fællesskab. Grundtvigs virke som sang- og salmedigter var i sig selv en afgørende faktor ind i dette.

Noget af det mest indflydelsesrige, og en kilde til inspiration på denne tid, var den nordiske “folketone”. Folketonen viste sig både i Grundtvigs salmetekster, men også i musikken, altså i måden man komponerede melodier på. Mange vendte blikket bagud og brugte folkeviser, den nordiske mytologi, folkesagn etc. i deres inspiration til tidens kunst og i det musiske udtryk. Disse inspirationskilder gjorde sig alle sammen gældende i den tid, vi betegner som romantikken og guldalderen. Det er også melodierne fra denne tid, der er bedst repræsenterede i Den Danske Salmebog.

Det er ofte blevet beskrevet, hvordan der i Grundtvigs kirke og menighed i Vartov blev sunget de såkaldte “Vartov-galopader”. Grundtvig var præst i Vartov i over 30 år, og fungerede der indtil sin død i 1872. 

Læs mere om Vartov

Menigheden i Vartov sang Grundtvigs tekster på kendte, verdslige melodier; navnlig visemelodier, og i et for samtiden højt og livligt tempo. Manglen på nyskrevne melodier skyldtes, at Grundtvigs produktion af salmetekster hastigt hobede sig op pga. hans enorme produktivitet. Man kunne simpelthen ikke nå at komponere musik til alle salmerne i det tempo, de blev skrevet. Grundtvig skrev derfor ofte sine tekster til melodierne fra f.eks. Thomas Kingos salmer, men han skrev også sine tekster over versefødderne fra kendte verdslige melodier. Salmesangen, som den tog sig ud ved menigheden i Vartov, satte sine spor med dens livlighed i de officielle og halvofficielle salmesamlinger, der blev udgivet på denne tid.

Der opstod en bølge af nye salmemelodier i det 19. århundrede. Efter Grundtvig udsendte sit Sangværk i 1836-1837, der rummede over 400 salmer, begyndte kompositionerne i 1840’erne at spire og tage til. Der blev desuden udgivet flere koralbøger til de forskellige salmebøger, der fandtes og blev brugt, på det tidspunkt – autoriserede og uautoriserede.

Komponisterne

Forskellige komponister har skrevet melodier til Grundtvigs salmer i 1800-tallet. Der skrives stadigt salmer og salmemelodier på livet løs, også til Grundtvigs salmedigtning. I det følgende stykke findes et udvalg over nogle af komponisterne, der har haft betydning for Grundtvigs salmedigtning og tiden efter:

C.E.F. Weyse (1774-1842) er nok mest berømt for sit samarbejde med B.S. Ingemann – selvom de to efter sigende aldrig mødtes rent fysisk. Weyse skrev melodier til Ingemanns morgen- og aftensange. Weyse skrev også tonerne til Grundtvigs berømte salme Den signede dag med fryd vi ser (DDS 402).

Henrik Rung (1807-1871) var komponist til mange af Grundtvigs salmer. Nogle eksempler er Kimer i klokker (DDS 100) og Tag det sorte kors fra graven (DDS 241). Rung var syngemester på Det kgl. Teater og nærede dyb sympati for Grundtvigs salmedigtning og for “Vartov-sangen”. Dette skyldtes den tydelige folkelighed, der prægede Grundtvigs salmer og sange. Rungs sympati for Grundtvig i Vartov udviklede sig til en fejde med komponisten Berggreen. Fejden fyldte det meste af året 1855.

A.P. Berggreen (1801-1880) var organist i Trinitatis Kirke i København fra 1838 til sin død i 1880. Berggreen var en vigtig og betydningsfuld skikkelse i dansk kirkemusik – både med sine melodier og sine koralbøger. Han komponerede f.eks. melodier til Brorsons Her vil ties, her vil bies (DDS 557) i 1854, og til Grundtvigs Vær velkommen, Herrens år (DDS 74) i 1852. Berggren skrev i sin afhandling Om menighedssangen følgende: 

Heri ligger en kritik af måden, man sang Grundtvigs salmer på; nemlig på vise- og verdslige melodier. Berggreen står som mellemmand i tiden mellem den meget langsomme salmesang og melodierne til Grundtvigs salmer. Han opponerede ofte imod salmernes tempo, skønt vi nok i dag også, vil betragte tempoet for “Vartov-galopaderne” som meget langsomt.

Thomas Laub (1852-1927) nåede i sit liv at være organist ved Helligåndskirken og ved Holmens Kirke, begge i København. Han er inddraget her, fordi han, i opgøret med den romantiske tone fik betydning for tiden efter Grundtvig. 
Laub komponerede orgelmusik og liturgisk musik, men også salmer og danske sange. Laub er bl.a. kendt for sin kritik af musikken til Grundtvigs salmer og af den genre, som kaldes de kirkelige romancer, som han fandt for patetiske. Tiden fra slutningen af 1800-tallet og frem var, set fra et kirkemusisk perspektiv, især påvirket af Laubs tanker om kirkemusik og salmesang. Laubs udlægning af salmesang var en nøgtern og upatetisk salmesang, som var en slags tilbageføring til folkevisetraditionen fra middelalderen, og til en melodirytme og -form fra omkring år 1600. Laub ville væk fra det følelsesladede udtryk, og dette resulterede sig i salmemelodier som Sov sødt, barnlille (DDS 674) og I kvæld blev der banket på Helvedes port (DDS 213). 

Der skulle ifølge Laub foretages en renselse af den danske salmesang som en nødvendighed for salmens fremtid. Arthur Arnholtz sagde om Thomas Laubs syn på salmesangen:
"Romantikens første frugt var dens kunst; den anden, senere modne, var den historiske kunstforskning, herunder den poetiske og musikalske hymnologi. Dens repræsentanter herhjemme var de to lærde kunstnere: Grundtvig og Laub. Som Grundtvig havde nedbrudt rationalismens produkter, nedbrød Laub romantikens…" (1950, s. 34)

Selvom Grundtvig ikke opfattede sig selv som musikalsk, giver hans salmedigtning stadig genlyd i dag. Han er den salmedigter, der har flest salmer i Den Danske Salmebog, og salmemelodierne fra 1800-tallet er stadig den mest repræsenterede stilart i salmebogen.