I al sin glans nu stråler solen

I al sin glans nu stråler solen (Den Danske Salmebog 290) er en pinsesalme. Salmen er ikke naturlyrik, men den virkeliggjorte pinse i menighedens lovsang. Jørgen Kjærgaard skriver i sit store værk, Salmehåndbog: “Netop erfaringerne fra dansk skærsommer som billeder på det paradisiske Himmerig og Helligåndens nærvær i sproget i form af ord som “skær, blid, sødt, hjemligt, herlighed, Himmerig” beskriver både Jesu Kristi og hvert menneskes vej fra fødsel, barndom, voksenliv til salig evighed” (Kjærgaard 2003, s. 299). Sommeren bliver således brugt metaforisk, men også som en sanselig og følelsesmæssig erfaring for Helligånden og pinsetiden. Billedet af sommeren, bringer pinsen ind i verden – alt er næsten som paradis.

Pinse har en betydning af “fest” på oldgræsk, og pinsen er den højtid i kristendommen, hvor Helligåndens komme fejres. I Det Gamle Testamente sættes pinsen både i relation til høsten af korn og hvede, og til hellige pagtslutninger såsom Moses på bjerget og Noas ark. Ifølge Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente, blev apostlene 10 dage efter Kristi Himmelfart ramt af Helligånden. Mange betegner pinsebegivenheden i Apostlenes Gerninger som den kristne kirkes “fødsel”. Apostlene fik her evnen at “tale på andre tungemål”, og de kunne derfor forkynde, udbrede og berette om kristendommen til andre folkeslag og gøre sig forståelige på alverdens sprog. For Grundtvig er Helligånden essentiel, idet Helligånden er tilstede i menigheden ved gudstjenesten. Hermed bliver selve kirkerummet sekundært, den virkelige kirke findes i menigheden.

En levende kristendom

Ifølge Grundtvigs syn på kristendommen er kristendommen levende. Kristendommen er nutid og levende og kan ikke isoleres til en begivenhed i historien og som noget der udelukkende var engang. Dette gør Grundtvigs historiebegreb yderst komplekst. Det er nemlig Helligåndens gerning, at kristendommen bliver levende for nutidens mennesker, og dette ses i Grundtvigs mange helligåndssalmer, pinsesalmer og kirkesalmer. Grundtvigs såkaldt “mageløse opdagelse” var, at kristendommen ikke kunne læses ud af døde bogstaver i Bibelen, men er en levende og nutidig relation. Det er dette, der gør sig gældende, og bliver manifesteret, ved pinsen og Helligånden.

Vi hører ofte vendingen, at vi skal: “Se pinsesolen danse…”. Det er pinsesolen, der danser på himlen den morgen, hvor der kun er kort tid imellem nat og dag. Så kort tid at selv fuglene synger. Denne smukke sol minder også meget om første linje: I al sin glans nu stråler solen! Og selvom de to sole ligner hinanden, kan solen i salmen både forstås som en decideret fysisk sol og som et tegn eller et billede. Et billede på Kristus og et billede: “…der viser frem fra den skabte verden til den evige sommer” (Thomsen 2015, s. 36). Herved danner solen en forbindelse herfra til evigheden – fra det jordiske til Himmerig.

Der blevet komponeret en originalmelodi af Henrik Rung i 1859.
Lyt til melodien på dendanskesalmebogonline.dk