Giv mig, Gud, en salmetunge

Digteren og litteraturkritikeren Poul Borum skriver i sin bog Digteren Grundtvig: “Grundtvigs salme er først og fremmest lovsang, skrevet af een for mange, for en menighed. Samtidig er den bøn og meditation. Den fungerer individuelt som forkyndelse og kollektivt som bekendelse” (Borum, 1983, s. 144). Med denne definition, fungerer en salme også som en del af en større helhed: f.eks. en menighed under en gudstjeneste.

Salmesangen hos Grundtvig er et eksempel på den dynamik, der findes mellem det enkelte menneske og fællesskabet – mellem det individuelle og det kollektive. Salmen fungerer som forkyndelsens genlyds-ord, samtidig med at den står som et indtryk hos det enkelte menneske. Den er både forkyndelse og svar, en bevægelse frem og tilbage. Salmen er også lovsang, og det kan f.eks. ses i denne salme, Giv mig, Gud, en salmetunge (Den Danske Salmebog 4).

Tungen er som udgangspunkt skabt til talen. Det er med tungen, vi former de ord, som vi vil udtrykke os med, og det er med tungen, vi formulerer vores sprog. I Giv mig, Gud, en salmetunge tager begrebet “salme” initiativet, og tungen bliver dermed til noget, vi synger med. Tungen sættes her i stand til at gøre mere end blot at udtrykke sig med talen. Denne mulighed ender med lovprisningen og lovsangen, som vi også møder det i Salmernes Bog 92 i Det Gamle Testamente. Her står: “Det er godt at takke herren og at lovsynge dit navn, du den Højeste, at forkynde din godhed om morgenen og din trofasthed om natten, til tostrenget lyre og til harpe, og til strengespil på citer.” (Salmernes Bog 92).

Grundtvig skrev flere gendigtninger af salmerne af David fra Det Gamle Testamente i sit liv. Grundtvig var derfor også en vigtig fortolker af Davids salmer og Det Gamle Testamente, og man kan derfor sige, at denne gendigtning indebærer to visioner: nemlig både salmistens og Grundtvigs visioner. Når Grundtvig gendigtede Davids salmer, og fortolkede dem i sin tid, betragtede han teksterne i Det Gamle Testamente i en lang sammenhæng med Det Nye Testamente – teksterne fra Det Gamle og Det Nye Testamente blev læst ud i ét stykke hos Grundtvig. Midtpunktet i denne lange fortælling er Jesu historie. Med Jesu historie får både fortiden og fremtiden deres betydning.

Med romantikken og den idealistiske filosofis indtog i Danmark, stiftede Grundtvig bekendtskab med begrebet Universalhistorie: dét, at menneskehedens historie er forbundet, og er ét sammenhængende forløb. Grundtvig brugte Universalhistorien teologisk, hvor historien var en udvikling med Kristus som midtpunkt. Luther og reformationen var nøglepunkter. Denne sammenhængende historie betød, at begivenheder forbinder sig med hinanden i tiden. Historien er en dimension, mennesker lever i, og ytrer sig igennem.

Grundtvig nåede i sit liv til en erkendelse af (den såkaldt mageløse opdagelse), at det var i det “levende ord”, den ægte kristendom fandtes. Det var, så at sige, ikke i Bibelen (i skriften), man skulle lede, men i den eksisterende menighed, som samledes om dåb og nadver. Dette var et enormt opgør med en eksisterende kristendomsopfattelse, og opgøret kom til syne i menigheden og under salmesangen.

Giv mig, Gud, en salmetunge udkom for første gang i 1836 i Nordisk Kirke-tidende. Den udgør sammen med fire andre udgivne salmer en lille samling gendigtninger af gamle Davids salmer fra Det Gamle Testamente. Grundtvig offentliggjorde den i Nordisk Kirke-tidende som en gendigtning af Salmernes Bog 92.

Salmen har to melodier: en førreformatorisk julevise, og Thomas Laubs melodi fra 1896. Lyt til begge melodier på dendanskesalmebogonline.dk