Opslag
Et udvalg af salmer

Giv mig, Gud, en salmetunge

af Peter Brandt Baumgartner, kommunikationsmedarbejder, Brøndbyøster Kirke og Glostrup Provsti

I denne artikelserie tager Peter Brandt Baumgartner dig med bag om et udvalg af N.F.S. Grundtvigs kendte salmer. I salmerne gemmer der sig et væld af anekdoter samt et indblik i Grundtvigs kirkesyn.
Her kan du læse om Giv mig, Gud, en salmetunge.

“Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
Sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig”
N.F.S. Grundtvig, 1836/1868

Digteren og litteraturkritikeren Poul Borum skriver i sin bog Digteren Grundtvig: “Grundtvigs salme er først og fremmest lovsang, skrevet af een for mange, for en menighed. Samtidig er den bøn og meditation. Den fungerer individuelt som forkyndelse og kollektivt som bekendelse” (Borum, 1983, s. 144). Med denne definition, fungerer en salme også som en del af en større helhed: f.eks. en menighed under en gudstjeneste.

Salmesangen hos Grundtvig er et eksempel på den dynamik, der findes mellem det enkelte menneske og fællesskabet – mellem det individuelle og det kollektive. Salmen fungerer som forkyndelsens genlyds-ord, samtidig med at den står som et indtryk hos det enkelte menneske. Den er både forkyndelse og svar, en bevægelse frem og tilbage. Salmen er også lovsang, og det kan f.eks. ses i denne salme, Giv mig, Gud, en salmetunge (Den Danske Salmebog 4).

Tungen er som udgangspunkt skabt til talen. Det er med tungen, vi former de ord, som vi vil udtrykke os med, og det er med tungen, vi formulerer vores sprog. I Giv mig, Gud, en salmetunge tager begrebet “salme” initiativet, og tungen bliver dermed til noget, vi synger med. Tungen sættes her i stand til at gøre mere end blot at udtrykke sig med talen. Denne mulighed ender med lovprisningen og lovsangen, som vi også møder det i Salmernes Bog 92 i Det Gamle Testamente. Her står: “Det er godt at takke herren og at lovsynge dit navn, du den Højeste, at forkynde din godhed om morgenen og din trofasthed om natten, til tostrenget lyre og til harpe, og til strengespil på citer.” (Salmernes Bog 92).

Grundtvig skrev flere gendigtninger af salmerne af David fra Det Gamle Testamente i sit liv. Grundtvig var derfor også en vigtig fortolker af Davids salmer og Det Gamle Testamente, og man kan derfor sige, at denne gendigtning indebærer to visioner: nemlig både salmistens og Grundtvigs visioner. Når Grundtvig gendigtede Davids salmer, og fortolkede dem i sin tid, betragtede han teksterne i Det Gamle Testamente i en lang sammenhæng med Det Nye Testamente – teksterne fra Det Gamle og Det Nye Testamente blev læst ud i ét stykke hos Grundtvig. Midtpunktet i denne lange fortælling er Jesu historie. Med Jesu historie får både fortiden og fremtiden deres betydning.

Med romantikken og den idealistiske filosofis indtog i Danmark, stiftede Grundtvig bekendtskab med begrebet Universalhistorie: dét, at menneskehedens historie er forbundet, og er ét sammenhængende forløb. Grundtvig brugte Universalhistorien teologisk, hvor historien var en udvikling med Kristus som midtpunkt. Luther og reformationen var nøglepunkter. Denne sammenhængende historie betød, at begivenheder forbinder sig med hinanden i tiden. Historien er en dimension, mennesker lever i, og ytrer sig igennem.

Grundtvig nåede i sit liv til en erkendelse af (den såkaldt mageløse opdagelse), at det var i det “levende ord”, den ægte kristendom fandtes. Det var, så at sige, ikke i Bibelen (i skriften), man skulle lede, men i den eksisterende menighed, som samledes om dåb og nadver. Dette var et enormt opgør med en eksisterende kristendomsopfattelse, og opgøret kom til syne i menigheden og under salmesangen.

Giv mig, Gud, en salmetunge udkom for første gang i 1836 i Nordisk Kirke-tidende. Den udgør sammen med fire andre udgivne salmer en lille samling gendigtninger af gamle Davids salmer fra Det Gamle Testamente. Grundtvig offentliggjorde den i Nordisk Kirke-tidende som en gendigtning af Salmernes Bog 92.

Salmen har to melodier: en førreformatorisk julevise, og Thomas Laubs melodi fra 1896. Lyt til begge melodier på dendanskesalmebogonline.dk

Giv mig, Gud, en salmetunge

Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

Himlene din glans forkynde,
lad hver morgen mig begynde
dagen med din pris!
Og når aftenklokken ringer,
lad min sang på lærkevinger
stige ligervis!

Aldrig noksom dig kan love
mand på mark og fugl i skove
for din miskundhed;
lige god i ny og næde
gør du, os til gavn og glæde,
mer end engle ved.

Hvert dit værk er stort vidunder,
i din visdom ingen bunder,
som af den har øst.
Kun en dåre tør det nægte,
at hos dig er alting ægte,
alting mageløst.

Græsset lig er hver en synder,
ender, før han ret begynder,
visner i sin vår;
himle selv forgå af ælde,
men i grundfast guddomsvælde
evig du består.

Dine fjender gå til grunde,
ja, som avner skal de onde
hvirvles, vejres hen,
mens i alderdommens dage
herlig kræfterne tiltage
hos din gode ven.

Se! fra dine drivehuse
i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.

8 Om end gennem dage hårde,
blomstre skal i dine gårde
hvert et hjerteskud,
bære frugt på gamle dage,
medens bjerg og skov gentage:
Ejegod er Gud!

N.F.S. Grundtvig, 1836/1868.

Litteratur

Jørgen Kjærgaard. Salmehåndbog.
Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2003

Poul Borum. Digteren Grundtvig.
Gyldendal, 1983

Svend Bjerg & Søren Holst. Den gyldne harpe. Poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer.
Alfa, 2011