Kristenhedens syvstjerne

Christenhedens Syvstjerne er et læredigt om kirkens historie, som Grundtvig udgav i 1854-55. Det består af 833 vers, delt op i syv sange og en indledning. Navnet henviser til Johannes Åbenbarings begyndelse, hvor Johannes fortæller, at han ser “en menneskesøn” med syv stjerner i sin hånd, som er de syv menigheder i Lilleasien, som åbenbaringen skal sendes til.

Syv folkemenigheder

I sin høje alder nåede Grundtvig – efter mange tilløb – frem til den tolkning, at de syv menigheder i Lilleasien er at forstå som profetiske billeder på kirkehistoriens syv “folkemenigheder” – den jødiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og den syvende, der endnu ikke er trådt frem, men som Grundtvig gætter på vil være indisk.

Kristendom i pagt med folkene

Digtet er en hovedkilde til at forstå Grundtvigs kristendom og livssyn, sammenfattet med alderdommens klarsyn. Det gælder helheden, at kristendom er en levende historisk virkelighed, der gennem århundrederne har bevaret sin kerne, men har udfoldet i overensstemmelse med folkenes særpræg, og det gælder de grundtemaer, som Grundtvig udfolder inden for denne helhed, tro, håb, kærlighed, vækst, sprog og meget mere.

Tolkninger

Dette store digt er ofte dunkelt. Th. Balslev har i 1955 på Kirkeligt Samfunds Forlag genudgivet det ledsaget af præcise tolkninger. Med støtte i dem er det muligt at trænge dybt ind i hele Grundtvigs profetisk-historiske kristendomstolkning, uden at reducere den til systematisk teologi.