Kærlighed

Hos Grundtvig er det kærligheden, der ligger som den faste grund under alt, hvad der bevæger sig. Der er næppe noget andet ord, der er så hyppigt forekommende i Grundtvigs værk eller noget begreb, der spiller så stor en rolle i hans livs univers som kærligheden. Og det helt uanset, om der er tale om kærlighed fra Gud eller kærlighed til Gud eller om kærlighed til folket, til friheden, til sproget, til Danmark eller – sidst men ikke mindst – kærlighed til kvinden.

Det særegne ved Grundtvigs brug af kærlighedsbegrebet er ikke dette, at han lader den være den helt afgørende faktor i alle livets forhold, himmelsk såvel som jordisk, kirkeligt såvel som verdsligt, evigt så vel som timeligt, åndeligt så vel som legemligt.

Det særegne ved Grundtvigs brug af kærlighedsbegrebet er, at han lader al kærlighed – af hvad art den end er – have den samme kilde. Hos Grundtvig har derfor såvel kærligheden til kvinden som kærligheden til fædrelandet et selvfølgeligt fælles udspring, nemlig i kærligheden fra Gud. Det er den gudgivne kærlighed, der giver al anden kærlighed sit liv, sin kraft og sin glød.

Der er derfor hos Grundtvig ikke nogen egentlig væsensforskel mellem den kærlighed som den kristne tro taler om og sætter sit håb til, og så den kærlighed som forbinder en mand og en kvinde. For det er kærligheden fra Gud, der fylder også den erotiske kærlighed med fryd, og lader de elskende i et glimt opleve den alt tilgivende og altid varende kærlighed hos Gud, den evige salighed.

Grundtvig gik i sit lange liv gennem mange faser, kirkeligt såvel som folkeligt, og han var hele livet kvindekær. Ikke blot i erotisk forstand, men også på den måde, at han var overbevist om kvindernes intellektuelle resurser og åndelige betydning også for mandens udvikling.

Det er derfor også helt i tråd med denne opfattelse, at man i den nyeste udgave af salmebogen har taget sangen Kærlighed til fædrelandet (DDS 710) med fra Højskolesangbogen og gjort den til en salme. Alene ordene ”kærlighed i pagt med Ånden, den får altid overhånden” berettiger hertil. Nu mangler der blot, at også forlovelsesdigtet til hans anden hustru Marie Toft også får sin plads der:

De fyndige citater om kærligheden og al dens livgivende væsen er utallige. Her skal derfor blot anføres et par citater fra en af Grundtvigs helt store gudstjenestesalmer O kristelighed! (DDS 321). Det hedder her allerede i første strofe: ”mit land siger Herren er Himmel og jord, hvor kærlighed bor”. I næstsidste strofe: ”O kærlighed selv! du rolige kilde for kræfternes elv!” Og endelig i sidste strofe: ”O kærligheds Ånd! Det evige liv i fuldkommenheds bånd! O, smelt du vort hjerte ved højalterets ild, og klar du jordklimpen i solglansen mild, så glade vi føler, os skabes i bryst de levendes lyst.”