Bibelsyn

Grundtvig var mere fortrolig med sin bibel end de fleste. Når man synger hans salmer eller læser hans digte og teologiske afhandlinger, er de fyldt med mere eller mindre åbenlyse henvisninger til både Det Gamle og Det Nye Testamente. Mange bibelcitater er ligefrem gledet ind i hans sprog på den måde, at de efterhånden har antaget helt deres egen selvstændige betydning og ad den vej er blevet til faste byggesten i hans teologi og livssyn.

Men Grundtvig var ikke bibelfundamentalist i den forstand, at han mente, at hvert et ord i den hellige skrift er dikteret af Gud, og at bibelen er en slags facitliste, som man kan dømme verden og menneskene efter. Det vil sige, en kort overgang i sine yngre år hældede han faktisk til den overbevisning. Men fra omkring 1824 anså han i stedet menighedens levende trosbekendelse for, at være indgangsdøren til den kristne tro.

Nu siger han: Det er i trosbekendelsen, som den altid har lydt, og som den lyder ved hver gudstjeneste, den kristne tro lever. Ikke i bibelens døde bogstav. Et synspunkt Grundtvig holder fast ved og nyformulerer gennem hele sit forfatterskab, men som bestemt ikke betyder, at han fra nu af frakender bibelen værdi. Tværtimod. Selvom bibelen i sig selv ikke er det kristne liv, så forklarer eller oplyser den om det.

Man kan også sige det på den måde, at i bibelen oplyser Ånden selv om det liv, den har givet. Derfor er bibelen også uundværlig for menigheden såvel som for den enkelte kristne. Bibelen er som en ledsager, der gør kristne mennesker klogere på det liv, de skal leve. Eller som en vejviser på rejsen frem imod det evige liv engang.