Viden
Et udvalg af salmer

Velkommen igen, Guds engle små

Vinteraften i en skov. Vilhelm Kyhn, 1853
af Peter Brandt Baumgartner, kommunikationsmedarbejder, Brøndbyøster Kirke og Glostrup Provsti

I denne artikelserie tager Peter Brandt Baumgartner dig med bag om et udvalg af N.F.S. Grundtvigs kendte salmer. I salmerne gemmer der sig et væld af anekdoter samt et indblik i Grundtvigs kirkesyn.
Her kan du læse om Velkommen igen, Guds engle små.

“Velkommen igen, Guds engle små
fra høj Himmel-sale,
med dejlige solskinsklæder på,
i Jordens skyggedale! Trods klingende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale”
N.F.S. Grundtvig, 1824

Velkommen igen, Guds engle små (Den Danske Salmebog 99) har otte vers, og salmen blev for første gang trykt i 1830, i Grundtvigs Christelige Prædikener: eller, Søndags-Bog. Salmen blev dog skrevet allerede julenat 1824, idet Grundtvig, efter sin prædikenen citerede den ved gudstjenesten juledag i Vor Frelsers Kirke, hvor han på det tidspunkt var præst.

Velkommen igen, Guds engle små er en salme om englenes tilbagevenden til jorden. En grundtvigsk fortolkning kan være, at kirken er vågnet op af den vintersøvn og dvale, som oplysningstiden og rationalismen har skabt. I 1820’erne påvirkede rationalismen stadig kirken og samfundet i høj grad – og dette var til Grundtvigs store forargelse. Kirken (her forstået som en kristenhed, og ikke som et kirkerum) vågner med glæde og lovsang ved englenes genbesøg.

For Grundtvig er engle forbindelsesled mellem Gud og mennesker og mellem himlen og jorden. Englene kommer med solskinsklæder på til jordens skyggedale, som det lyder i teksten, Det er et smukt billede, men det er også en heftig kontrast, der findes her. Det vidner om, at det ikke kun er vinteren, der rummer mørket; mørket er også i mennesket. Den første strofe i salmen åbner for længslen og håbet. Og dette “velkommen” lyder på trods af vinterens mørke og frosten.

Englene viser sig i bibelhistorien for hyrderne på Betlehems mark – men for Grundtvig gentager dette sig for mennesker hvert eneste år ved juletid: Guds engle viser sig igen. Bibelhistorien giver derfor menneskelivet en dimension i Grundtvigs salmer. Historien er nemlig den dimension, som mennesket lever i, og som bidrager til alle livets ytringer.

Det hører til Grundtvigs kristne selvforståelse og bibelsyn, at der findes en profetisk sammenhæng mellem Det Gamle og Det Nye Testamente; Bibelen i sin helhed og den efterfølgende tid. Der findes i salmerne derfor en historisk struktur, der forbinder den kirke- og verdenshistoriske og den personligt-menneskelige dimension. Det er derfor Grundtvig vender tilbage til bibelsteder og -citater i sine tekster og salmer. Der findes nemlig, ifølge Grundtvig, en historisk og åndelig forbindelse mellem dengang og nu. Dette viser sig i den historisk-poetiske salmedigtning, som Grundtvig er katalysator for. I salmerne er det dogmatiske stof byttet ud med det fortællende.

Der findes flere originalkompositioner knyttet til Velkommen igen, Guds engle små. Den mest kendte og udbredte er A.P. Berggreens melodi fra 1838 – en salme, der egner sig godt til fællessang. C.E.F. Weyses melodi fra samme år, er mere forfinet, og egner sig godt til kor.
Lyt til melodierne på dendanskesalmebogonline.dk

Velkommen igen, Guds engle små

1 Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje Himmel-sale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.

2 Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!

Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.

Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge;
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!

Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet,
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

Da vågne de mildt i morgengry
og tælle mer ej timer,
da høre vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.

Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige.

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!

N.F.S. Grundtvig, 1824.

Litteratur

Peter Balslev-Clausen. Det vingede ord. Om N.F.S. Grundtvigs salmedigtning.
Materialecentralen. 1991.

Jørgen I. Jensen. Mødepunkter. Teologi – Kultur – Musik.
Anis, 2004

Theodor Jørgensen. En Grundtvig-salme teologisk fortolket.
Grundtvig-Studier. Grundtvig-selskabet af 8. september 1947.
2007

Jørgen Kjærgaard. Salmehåndbog.
Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2003