Mytologien

Forholdet mellem den kristne tro og den nordiske mytologi var et hovedtema for Grundtvig hele hans liv. To gange, i 1808 og 1832, udsendte han et skrift med titlen: Nordens Mythologi, hvor det tema er en hovedsag, men også i en række andre skrifter arbejder han med at gennemspille det samme tema.

Kristendommen har han som arv fra sit hjem. Den nordiske mytologi kommer til at stå som det dybeste udtryk for dansk og nordisk livssyn. Hans spørgsmål er, hvordan de to hovedstrømme kan forenes. Grundtvigs romantiske vækkelse i 1806 førte til, hvad han selv kaldte sin “Asa-rus”, som kulminerede i et højstemt “Høje Odin! Hvide Krist, slettet ud er jeres Tvist. Begge Sønner af Alfader” (Maskeradeballet i Dannemark 1808), hvor han er nær ved at sætte lighedstegn mellem indholdet i den nordiske mytologi og kristendommen. Senere lægger han afstand til formuleringer af den art, men spørgsmålet består.

Allerede hans læsning af de nordiske myter i 1808 var et pionerarbejde som mytetolkning ved, at han forstod myterne “poetisk” som livstolkning. Med Nordens Mythologi 1832 når han frem til en afklaring, idet han får skilt tro og livsanskuelse fra hinanden. Han forstår mytologien som livsoplysning, mens tro er et spørgsmål om frelse. Den nordiske mytologi ligger derfor i et andet plan end den kristne tro, og han er fri til at bruge nordens myter som en uudtømmelig kilde til sand livsforståelse i Norden, uden at det bliver til konkurrence med den kristne tro.

Adskillelsen af tro og anskuelse forhindrer ikke, at han kan bruge figurer og fortællinger fra den nordiske mytologi profetisk, så de peger frem mod frelsen i Kristus. I den henseende kan den nordiske mytologi undertiden få en rolle som et nordisk Gammel Testamente. I Christenhedens Syvstjerne (1854-55), hvor han skildrer kristendommens vej gennem “hovedfolkene” bruger han de forskellige folks mytologi, navnlig den græske og den nordiske, som en forudforståelse for kristendommen, der bidrager til at give kristendommen den særlige skikkelse, den har i de enkelte folk.