Den kristne børnelærdom

Navnlig to af Grundtvigs bøger opsummerer hans syn på kristendom. Den ene, Kirkens Gienmæle fra 1825, er en forudsætning for at kunne forstå den anden, Den christelige Børnelærdom, en serie artikler fra perioden 1855-61, samlet som bog 1868.

Grundtvig jagter tidligt et fast helle at stå på for den kristne tro, fri fra en bibelkritik, som sår tvivl om sandheden. Han finder et dobbelt fristed for troen: For det første i den apostolske trosbekendelse, der sammenfatter den kristne tros hovedpunkter, forståelig for enhver, sikker og vis.

For det andet i kirkens sakramenter, dåb og nadver, der fungerer som en gribende handling, hvor Jesus kommer menigheden nær med sine ord, ritualets ord. Det er kernen i Grundtvigs ”mageløse opdagelse”, som han beskriver i Kirkens Gienmæle. I bekendelsen og sakramenterne flyder den kristne tro frit.

I Den christelige Børnelærdom udfolder Grundtvig sin forståelse af kristendom ud fra en tro på, at mennesket ligner Gud. Det kan tale og handle som Gud og komme til at ligne Gud mere og mere. Mennesket er altså ikke færdigt fra fødslen af, men det skal vokse og blive et sandt menneske.

Lige som Gud er tre personer, Fader, Søn og Ånd, skal mennesket vokse i tre trin. Væksten hjælpes på vej ved at tage del i menighedens dåb, bøn og nadver. Derved vokser den kristne i livskraft, sandhed og kærlighed. Ved historiens ende venter der os en endelig vision af Gud, ansigt til ansigt, og dette utilslørede møde er det kristne håbs fuldbyrdelse.

Den kristne børnelærdom er ikke noget, man lærer af præsten eller den lille katekismus, men noget man tilegner sig gennem gudstjenesten. Troens vækstmiljø er menighedens gudstjeneste, samlet om sang og sakramenter, ord og handling. Det er, som vender gudstjenesten verdens gang i nadveren, måltidet, som forener menigheden med sin herre og frelser.