Grundtvig og Islam

Det er som historiker, at Grundtvig først og fremmest beskæftiger sig med Muhammed og islam. Det sker bl.a. i hans Haandbog i Verdens-Historien, hvor han i traditionen fra oplysningstiden skriver historie på grundlag af kildestudier.

Grundtvig anlægger en historisk betragtning og tegner et nuanceret billede af den tidlige islam som historisk fænomen. Han overtoner ikke sit portræt af Muhammed med religiøs fordømmelse – i kirkehistorien er Muhammed at betragte som en falsk profet, men Grundtvig frakender ham hverken ånd eller samfundsmæssig betydning. Han afviser islam som tro men fraskriver ikke muslimer mulighed for en form for naturlig gudserkendelse, som også kan sætte sig aftryk i en samfundsmæssig sammenhæng.

Han erindrer om, at Koranen er en bog, der udtrykker arabernes højeste forestillinger og ædleste følelser, bogen er båret af besindighed parret med begejstring, så Muhammed kunne godt bilde sig ind, at det var en engel, der havde hvisket ham ordene i øret. Så må vi, som Grundtvig skriver, blot beklage, at ”selv den bedste Arabiske Engel havde en skrue løs”.

Grundtvig beskæftiger sig i sin historieskrivning også med korstogene, som ellers ikke behandles nævneværdigt af 1800-tallets historikere. Han er vanligt protestantisk-skeptisk over for romerkirken, som sætter korstogene i gang blandt andet med det formål at styrke den katolske kirke og pavemagten – men Grundtvig ser også korstogene som et udtryk for en kristen folkelighed, der peger frem mod hans egen tid.