Menu
Viden
Grundtvig i kirken

Grundtvig i konfirmationen

Konfirmation i Nørresundby Kirke. Fotograf: Christian Roar Pedersen
af Andreas Christensen, sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro, orlogspræst i Søværnet, og stabspræst ved Forsvarsakademiet

Andreas Christensen om N.F.S. Grundtvigs spor i konfirmationen

En charmeoffensiv med forsinket evighed

Konfirmander burde have et gult skilt i panden, hvor der står: Under ombygning. Ligesom en butik eller et magasin eller restaurant, som man så kan glæde sig til at gense, når ombygningen er overstået. Skiltet kunne så være en formaning til den, der tror at det er pædagogisk muligt at læsse store mængder af viden ind i dette hoved. Det er nemlig muligt, bare ikke lige nu.

En præstepraktikant spurgte mig: “Hvad er den pædagogiske strategi i dit konfirmandarbejde?” hvortil jeg svarede: “ikke at være en idiot”. For når man taler med unge forældre, brudepar og andre brugere af kirken, som har konfirmationen som forrige station, kan de huske noget fra deres tid som konfirmand: De kan huske, om præsten var en idiot eller om præsten ikke var en idiot.

Ambitionen under dette ombygningsscenarie må altså være at give konfirmanderne det indtryk, at samtalen kan fortsættes under gode forudsætninger og med et særligt indhold: Gud findes og vi er evige på grund af noget med hans søn.

Grundtvig har skrevet salmen: Han som på jorden bejler (DDS 479), og dermed givet et frugtbart billede på Guds henvendelse: Det er ligesom en et frieri. Det er en invitation til kærlighed.

På Grundtvigs tid har man næppe haft konfirmandforældremøde, hvor det blev debatteret, hvorvidt det er upassende for to konfirmander at kysse og score i kirken eller hvilken holdning man har til sex på konfirmandtur. Grundtvig ville nok synes at rygeforbud var hysterisk, men resten ikke.

For konfirmander på Grundtvigs tid var næste station: Ud og tjene/arbejde! Herefter: bejle, dvs. gennem sin tjenestetid at kvalificere sig som partner og følgesvend i et langt liv.

På den måde kan man sige, at salmen er aldeles aktuel: vi er klar, når I er klar ved næste station!

Det er altså starten på et følgeskab. Et følgeskab, som indeholder evigt liv, en stav at støtte sig til, når man vakler, en Ånd, som er selve den ånd der lader livet blive til og samtidig vidner om evigheden og så en grab, der får fat i kraven på dig, når du er på vej ned i mørket.

Det kan godt være, at konfirmandens Ja burde være et okay eller et whatever (de voksne gør mere og mere ud af at styrke passivendelsen S i konfirmeres – så det snart hedder: er det okay for dig at der kommer en masse mennesker og siger at det er fedt for dig at du er døbt?) og det kan også godt være at konfirmanden ser sig som udelukkende en del af et kulturkristent flow – det vigtigste er, at der er noget i den anden ende og at vi vil ELSKE at fortælle videre.