Gudstjenesten

Gudstjenesten er et mødested mellem Gud og mennesker. Gud kan man møde mange steder – som et spor i naturen, som en stemme i ens indre, som et glimt af nærvær mellem to elskende. Det ville Grundtvig også kunne tale med om.

Men for Grundtvig er gudstjenesten et særligt sted for et gudsmøde. Her bliver hele mennesket involveret, både sanserne, hjertet og hjernen. Grundtvigs gudstjenestesalmer i Den danske Salmebog (nr. 402-411) giver et indblik i hans gudstjenestesyn.

Det særlige ved gudsmødet i gudstjenesten er, at her får mennesket både en anden tids- og rumfornemmelse. Vores almindelige digitale tid, hvor tiden bare går, ophæves. I en ”times tid” bliver man sat ind i evighedens flow, der rækker tilbage til urtiden og frem mod afslutningen af tiden. Det hedder i kirkens bøn ”fra evighed til evighed”. Vi sættes ind i en evighedshistorie, der overbyder vores livshistorie, nationalhistorie og verdenshistorie.

Den kristne evighedshistorie skal ifølge Grundtvig ind i menneskets krop og sjæl. Man skal høre, tale, synge, bede, føle, smage Gud. Den evige histories ånd (ånden fra Kristus) må have krop, hvis mennesket skal mærke dét, Grundtvig kalder ”Gudslyset” (sandheden om Gud) og ”Gudslivet” (at denne sandhed om Gud kan blive menneskets sandhed). I gudstjenesten hører man Bibelens fortællinger og præstens aktualisering af historien. Man ser, når barnet døbes. Man smager, når man spiser brød og vin ved alterskranken. Man ser og hører, når præsten med løftede arme velsigner. Man mærker rytmen i kroppen, når man synger salmer.

Gudsmødet i gudstjenesten betyder ifølge Grundtvig, at man oplever et slags identitetsskifte. Han taler i en salme om, at mødet med Jesus fører til, at ”du er min, og jeg er din”. At Jesu historie er min historie, betyder, at jeg kan læse min historie i lyset af Jesu historie, bruge den som fortolkningsmønster. At min historie omvendt også er Jesu historie, betyder, at jeg aflastes fra min historie. Jeg er mere end min private historie, jeg er del af en anden og større historie. Jeg er ikke alene, men del af en fælles historie.