“Hvad vi end giør, saa staaer Almuens og Folkemængdens Regieringstid for Døren, saa vi maa skynde os alt hvad vi kan at opdrage og oplyse dem til at blive i det hele Kloge og naadige Herrer”
Der er brug for oplysning
Da Grundtvig blev født, var mennesker i Danmark ikke samfundsborgere. De var undersåtter. I løbet af Grundtvigs liv blev folkestyret indført i Danmark med grundloven fra 1849.
Grundtvig var i udgangspunktet ikke jublende ved tanken om, at ’folket’ skulle have magten. Han skrev – med ubehag – om Paris i revolutionstiden i 1789-1799 og ikke mindst om ’rædselsregimet’ i Frankrig i 1793-1794. Vold og kaos og medløberi var, hvad han kunne få øje på. Men Grundtvig reagerede på sit ubehag på en måde, der siger meget om Grundtvig: Han sagde ikke: Vi må standse udviklingen. Han sagde: Når disse idéer slår rod i Danmark, så skal vi være sådan nogle, der er i stand til at bygge samfund sammen. Og det kræver noget af os.
Grundtvig mente, at svaret på, hvad der skulle til, for at et folk kunne styre et land, var oplysning, Han fik en idé til en skole, der havde oplysning som omdrejningspunkt: folkehøjskolen.
Grundlæggende for tanken med højskolerne var idéen om, at man ikke kan tvinge selvstændighed frem. Og selvstændighed var, hvad der var brug for. Derfor måtte højskolen være fri og lægge op til frihed – og gennem frihed udvikle selvstændighed, myndighed og ansvarlighed. Den helt radikale tanke, som Grundtvig insisterede på, var, at højskolen skulle være eksamensfri.
Det betød ikke bare, at der ikke var nogen eksamen til slut. Det betød, at hele undervisningsformen blev en anden. For der var ikke nogen grund til at lege ’gæt-hvad-læreren-tænker’ eller at forsøge at virke klog på den kloge måde. Læreren havde ikke eksamens- og årskarakter-magten, og alle kunne derfor mødes og forsøge sammen at forstå mere af livet og verden og historien og samfundet. Det betød en ligeværdighed – som jo også var den, alle skulle ud i samfundet og praktisere.
Men det betød også en større alvor (på den muntre måde). For dermed er det nu og her, og ellers er det ikke. Man kan ikke sidde i timen og sove – og tænke, at man indhenter det, når man læser til eksamen. Det er nu og her, og der er hverken pisk eller gulerod. Hvis man vil forstå mere, så må man tage del i det – og være med til at skabe det, der er.
Frihed handler om sandhed
For Grundtvig handler frihed om sandhed. Intet mindre. Frihed er en forudsætning for ærlighed, mente Grundtvig, og uden ærlighed kan vi ikke diskutere, hvad der er sandt.
“…om saa end hele Folket lægger sin dumhed sammen, bliver der dog ikke Visdom derudaf…”
For Grundtvig handler frihed om sandhed. Intet mindre. Frihed er en forudsætning for ærlighed, mente Grundtvig, og uden ærlighed kan vi ikke diskutere, hvad der er sandt.
På Grundtvigs tid var der diskussioner om, hvorvidt jøder skulle have stemmeret. Grundtvig argumenterede for, at det skulle de (ligesom han også forsvarede andre minoriteter i sin samtid). For Grundtvig var det en forfærdelig tanke, hvis jøder i Danmark begyndte at konvertere til kristendommen, fordi de ville opnå de samme borgerlige rettigheder i samfundet som alle andre. Den form for kristendom ville være uærlig – og uden ærlighed kan vi ikke tage en oprigtig diskussion af, om kristendommen, jødedommen eller noget helt tredje er ’sandheden’.
Grundtvig så det som afgørende, at vi lever i et frit samfund, hvor man kan stå ved, hvad man mener og tror og tænker. Det gælder også, når man mener, tror og tænker noget, der er helt anderledes end det, flertallet mener, tror og tænker. Selv når man mener, tror og tænker noget, der måske endda kan være destruktivt, hadefuldt eller farligt. Vi skal kæmpe for det, vi tror på. Den kamp er vigtig, mente Grundtvig, og kampen skal kæmpes med ord. Som politikeren Bertel Haarder har sammenfattet Grundtvigs insisteren på åndsfriheden: ”Munden fri, hånden bundet.”
Man kan ikke tro på en bog
Er kristendom noget med at tro på Bibelen? Ikke hvis man spørger Grundtvig. Eller i hvert fald ikke efter han gjorde sin store ’mageløse opdagelse’ i 1825. Det var også i den forbindelse, han fik en dom for injurier, der satte ham under livslang censur (som ikke blev livslang – den blev ophævet igen i 1837).
Historien er kort fortalt sådan her:
Teologiprofessor H.N. Clausen havde udgivet et stort værk, der hed Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus. I den bog skrev han på den ene side, at Bibelen var et temmelig sammensat værk og dermed svært at gå til for menigmand (hvilket man jo udmærket vidste). På den anden side skrev han, at Bibelen var grundlaget for kristne menneskers tro. Og så konkluderede han, at almindelige mennesker ikke kunne forstå Bibelen – og dermed grundlaget for deres tro – uden en præst eller professor, der kunne forklare, hvordan det hele hang sammen. Så blev Grundtvig vred. Og han skrev i al hast en lille pamflet, der hed Kirkens genmæle. I denne pamflet gik han direkte til angreb på Clausen, og det var derfor, han fik en dom for injurier – med censur til følge.
Men det, der måske er mere interessant i dag, er, at han også nåede frem til et nyt bibelsyn og kirkesyn. Man kan ikke tro på en bog, sagde han (sådan cirka). Bibelen er derimod skrevet af mennesker, der havde tro, og troen kommer dermed først.
Livet er godt
Inden for den kristne tradition er mennesket op igennem tiden blevet opfattet som ondt. Som en synder, som det hedder. I kirken har det gennem tiden fået mange til at mene, at det gælder om at komme godt herfra. Forsøg at opføre dig ordentligt, og håb på Guds nåde og barmhjertighed for resten. Inden for den lutherske tradition er det endda i nogle udlægninger blevet sat kraftigt på spidsen: Livet er egentlig godt, men mennesker gør det hele skidt. Og vi kan ikke andet, for vi er fanget i arvesynd og er overladt til troen på, at Gud er barmhjertig. Livet er en gave – men det er også surt slid og slæb, og det er din egen skyld, og du skal sige tak for det. Sådan cirka.
Men der løber også en anden tradition ved siden af, som også er en del af kristendommens tankegods. En, der siger, at vi er skabt i Guds billede. Eller – som Grundtvig sagde – at vi er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Det insisterede han på. Og han insisterede derfor også på, at det ikke bare gælder om at komme godt herfra.
“Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed.”
Grundtvig var på livets side. Han sagde ikke, at mennesker bare altid er gode. Men han sagde, at menneskelivet også er godt, og at himlen når helt ned til jorden.
I øvrigt: Grundtvig var præst i Vartov Kirke i 33 år.
