Økumeni

Grundtvigs forståelse af trosbekendelsens udsagn om Kirkens almindelighed – at den er ”et bedehus for alle folk”, gjorde, at hans kirkelige udsyn aldrig var snævert nationalt, men omfattede den kristne kirke i dens verdensomspændende mangfoldighed.

Et skrift, hvor Grundtvig med særlig omhu gør rede for kirkens almindelighed, er alderdomsværket Kristenhedens Syvstjerne. Den noget egensindige tolkning, han i dette skrift giver af 7 menighedsbreve i Johannes Åbenbaring, bæres af den frugtbare erkendelse, at der sker noget, når evangeliet møder et folk med dets erfaringer (historie) og sprog. På dobbelt vis. Mødet har betydning for vedkommende folk; evangeliet sætter sine tydelige spor i dets historie og sprog. Men mødet har også betydning for evangeliet. Det afslører nye side af det. Så rigt er evangeliet, at ét folk ikke alene kan gribe hele dets hemmelighed. Forståelsen af det bliver, som historien skrider frem, stadig dybere. Folkemenighederne udgør, som Grundtvig udtrykker det, en krans af vidner, som hver har sit at bidrage med.

Synspunktet spiller en bærende rolle i 1. bind af Sangværket fra 1837. Det er opbygget efter et dobbelt princip: kirkeårets hovedhøjtider og kirkehistoriens foreløbig 6 folkemenigheder. Grundtvig ville med Sangværket skænke det danske folk hele den kristne kirkes salmeskat, ”menighedens fulde kor”. Han så det samtidig som en særlig opgave for den nordiske menighed at være opmærksomme på mangfoldigheden i evangeliets nedslag i det historiske forløb og udfolde den.

For Grundtvig var det lige så afgørende, at kirken i sin almindelighed og mangfoldighed er båret af en fundamental enhed. En enhed, der udspringer af, at kirken – med endnu et udsagn fra trosbekendelsen – er hellig, ikke på grund af medlemmernes hellighed, men fordi det alene er Gud, der, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, med sin Ånd skaber den og opretholder den. Der er med andre ord ikke tale om enhed, der kan etableres ved kirkeligt diplomati eller ved kirkeligt magtsprog. Den er der allerede!

Det var sansen for kirkens almindelighed og fundamentale enhed, der gjorde, at Grundtvig var så åben over for andre kirkelige traditioner. Det er også den, der gør, at han opfordrer til, at man, hvor man har tro og dåb fælles, lade de skillerum falde, der gør kirken splidagtig (Den danske Salmebog 333).

Åbenheden betød imidlertid ikke for Grundtvig, at kirkerne skal tale hinanden efter munden eller lade to og fem være lige. Selv kunne han udtrykke sig meget kritisk om de forskellige kirkesamfund. Det gjaldt f.eks. både den romersk-katolske kirke med dens ”paveløgn og munkedrømme” og en stivnet luthersk skrift-teologi.