Opslag
Et udvalg af salmer

Dejlig er den himmel blå

Kongernes tilbedelse. Ukendt kunster. Dateret mellem 1500-1599. (SMK Open)
af Peter Brandt Baumgartner, kommunikationsmedarbejder, Brøndbyøster Kirke og Glostrup Provsti

I denne artikelserie tager Peter Brandt Baumgartner dig med bag om et udvalg af N.F.S. Grundtvigs kendte salmer. I salmerne gemmer der sig et væld af anekdoter samt et indblik i Grundtvigs kirkesyn.
Her kan du læse om Dejlig er den himmel blå.

“Dejlig er den himmel blå
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig”
N.F.S. Grundtvig, 1810/1853

Med Grundtvigs tanker, digtning og salmer opstod der et opgør med en rationalistisk teologi og verdensopfattelse. Med Grundtvig kom der en ny måde at beskrive verden, menneskelivet og kristendommen på, og Grundtvig præsenterede en ny måde at skrive salmer på: en helt ny salmegenre. Det var en genre, hvor Bibelens historier, og menneskets historie med mytologierne som drivkraft, fyldte langt mere. Menneskelivet foldede sig ud i Guds historie.

Grundtvig skrev sin første vellykkede salme Dejlig er den himmel blå (Den Danske Salmebog 136) i 1810. Den blev udgivet i 1811. Grundtvig forsøgte i denne periode at gendigte og nydigte salmer, og dette skabte grobund for en helt ny salme-bevægelse. Dejlig er den himmel blå kan betragtes som et opgør med den moralske salme, der prægede oplysningstiden og pietismen. Den var kort sagt Grundtvigs opgør med den rationalistiske teologi, som prægede første del af 1800-tallet.

Salmetekstens overskrift var til at begynde med “De hellige tre konger. (En Barnesang)”, og den blev trykt i april 1811 i tidsskriftet Sandsigeren af æstetikprofessor Knud Lyhne Rahbek. Teksten havde oprindeligt 19 vers, og var snarere en bibelhistorisk vise, end en decideret salme. Teksten var en fortælling om de hellige tre kongers rejse til Jesusbarnet i Betlehem og sluttede med, hvordan børnene kunne tage ved lære af historien om de hellige tre konger. Først 40 år senere fjernede Grundtvig de mange stykker om de hellige tre konger, samt historien om stjernemanden og kongen og kongens søn. Sådan fik salmen sine nuværende 7 vers.

I tidsskriftet Sandsigeren, hvor Dejlig er den himmel blå blev offentliggjort, skrev Grundtvig også et indlæg om selve salmedigtningen, og om hvordan salmedigtningen så ud på den tid. Grundtvig beskrev Dejlig er den himmel blå som en art sange, der var historisk-kristelige. Grundtvig skrev, at den historiske – eller det, vi måske vil kalde den narrative – salme, i sin tid, havde domineret de lutherske sangbøger, og nu helt var forsvundet til fordel for de dogmatiske eller moralske salmer, som var de dominerende i den Evangelisk-kristelige Psalmebog. Den Evangelisk-kristelige Psalmebog fandt Grundtvig for rationalistisk, og alt for præget af den moralske salme. På den måde fik Grundtvig genindført den historiske salme i kirkelig kontekst i Danmark.

Grundtvig skrev selv om sit ønske for salmesangen, at han håbede, han ville være i stand til, at: “…formere de Danske gammeldags Psalmer, og i det Hele at lade endeel gamle gode Venner, ved hjelp af Rim-Staven, krybe op af Graven, i det Haab, ved kærlig Pleie af den ømme Danne-Kvinde, at samle kræfter til et nyt Levnets-Løb" (Grundtvig, 1824/2018, s.16).
Værket, hvorfra citatet stammer, er fra forordet til værket Nyaars-Morgen af Grundtvig. I Nyaars-Morgen beskriver han også salmesangen som en Fugl Fønix, der vil rejse sig af asken.

Grundtvig var en del af den bevægelse indenfor teologien, der ved indgangen til det 19. århundrede, måtte finde en måde at håndtere balancen mellem tradition og fornyelse i kirken og kristendommen. De måtte også finde en måde, hvorpå folket kunne komme til orde i kirken, som folket i øvrigt begyndte at gøre i samfundet.

Flere har skrevet melodi til Dejlig er den himmel blå. Bl.a. kan melodierne af C.E.F. Weyse fra 1837, J.G. Meidell fra 1840 og Thomas Laub 1917, nævnes. Den mest kendte, og den som Grundtvig i notatet referererede til som “egen melodi”, er J.G. Meidells melodi.
Lyt til melodierne på dendanskesalmebogonline.dk

Dejlig er den himmel blå

Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

N.F.S. Grundtvig, 1810/1853

Litteratur

Jørgen Kjærgaard. Salmehåndbog.
Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2003

N.F.S. Grundtvig. Nytaars-Morgen.
Gyldendal, 1824/2018

Peter Balslev-Clausen. Det vingede ord. Om N.F.S. Grundtvigs salmedigtning.
Materialecentralen. 1991.