ÅND er Årets Ord

Sønderjyder ved godt, at 1800-tallet ikke er langt væk. For hvis du spørger en sønderjyde – uanset om hun er 15 eller 95 år gammel – så vil hun stadig kunne huske nederlaget i 1864, hvor Danmark tabte krigen til Preussen og Østrig og 2/5 af riget blev tysk. Hun husker det på egen krop. Hun vil også have stærke minder om 1. verdenskrig, minder om hvordan hendes brødre døde i skyttegravene i en krig, de blev sendt afsted til, fordi de som sønderjyder hørte til Tyskland, nu da grænsen til Danmark gik helt oppe ved Kongeåen.

Også i den grundtvigske bevægelse i Danmark har man en OK hukommelse. For grundtvigianismen og højskolebevægelsen voksede sig stærk midt i en højspændt udenrigspolitisk tid. Og sandheden er nok den, at uden nederlaget i 1864, som gjorde det påtrængende at samles om det nationale fællesskab, er det ikke sikkert, den åndelige vækkelse havde fået så stor tilslutning. Sagt med andre ord: Inden for en grundtvigsk tradition ved vi godt, hvad ’åndelig oprustning’ vil sige. Det er det, vi kommer af.

Eller rettere: Det kan diskuteres! Og det bør diskuteres. For selvom 1800-tallet ikke er langt væk, så er nutiden og fremtiden altid også ny og åben. Vi er ikke i gang med en gentagelse af fortiden. Og i en grundtvigsk forståelse af, hvad et menneske er, har mennesker både rødder og vinger. Rødderne forbinder os med fortiden, historien, fortællingerne, klangen af sang fra dem, der ikke er mere. Vingerne er vores fantasi, som kan flyve om kap med både ørne og engle – og vinde. Vi arver et sprog, som vi får af de voksne, før vi selv ved af det, men det er også gennem sproget, at vi kan kaste nye ideer ind i verden. Og det paradoksale er, at man flyver godt, når man har tykke, knoklede og kringlede rødder. Dybe rødder giver stærke vinger.

Det er derfor ikke sikkert, at vi skal sige: Yes, åndelig oprustning har vi prøvet før, så vi gør bare, som vi plejer. Måske skal vi tale om ånd på andre måder. Eller måske skal vi i det hele taget udforske de tre bogstaver meget mere: Å N D. Søge både i ældgammel visdom og folde fantasiens vinger ud. Og ja, vi skal også tale om forsvarspolitik og udenrigspolitik. Ja, vi skal tale om fred, frihed og demokrati i Europa og verden. Men hvem siger, det fungerer bedst, hvis det følges af en fornemmelse af krisetilstand alle steder og inde i vores hoveder? Måske skal vi først og fremmest tale om ånd.

Ånd

Professor i idéhistorie, Hans Jørgen Schanz (1948-2022), skrev, at det er Grundtvigs skyld, at danskere har så let ved at tage ordet i deres mund. I Sverige og Norge taler man ikke om ånd, sagde han. Den beskyldning skal nordmænd og svenskere selvfølgelig have mulighed for at forsvare sig imod, men sandt er det i hvert fald, at ordet ’ånd’ optræder mange gange hos Grundtvig – blandt andet i hans sange og salmer.

”Mennesket er et guddommeligt eksperiment af ånd og støv” – skriver han. ’Ånd og støv’ betyder ikke ’ånd og skidt’, men ’ånd og krop’, og henviser til Det gamle Testamente, hvor Gud former Adam af ler (altså jord – dvs. støv) og blæser livsånde i ham. Og det betyder, at mennesket er et åndsvæsen. 

At mennesket er et åndsvæsen kan man faktisk også se i de juridiske spilleregler for vores demokrati. Fx kan man sige, at når vi har sådan noget som ytringsfrihed, så er det selvfølgelig, fordi det er vigtigt, at alle – rig og fattig, høj og lav – har frihed til at bruge sin stemme, fx når vi vil protestere mod uretfærdighed. Men det ville ikke være så vigtig en frihedsrettighed, hvis vi allerede på forhånd vidste alt om, hvad et menneske kan finde på at sige. Og sådan er det heldigvis ikke! Det sidste ord er ikke sagt endnu, det sidste digt er ikke skrevet. Vi er ikke lige originale hele tiden, men vi har alle et originalitetspotentiale. Vi er alle åndsvæsner.

En anden sætning om ånd, som Grundtvig ofte citeres for, lyder sådan her: ”Ånd er i mennesket, hvad penge er i verden.” Det betyder, at det ikke giver mening at tale om ånd som noget, vi hver især går rundt og har for os selv. For selv det rigeste menneskes penge ville være værdiløse, hvis han var helt alene i verden. Ånd er et forbindelsesmiddel. Vi udveksler ånd. Vi forbinder os med andre i ånd. Ånd er at forstå sig selv i sammenhænge – historiens sammenhænge, verdens sammenhænge, transcenderende sammenhænge.

Derfor er den kristne forestilling om Gud også en forestilling om treenighed: Fader, Søn og Ånd: Det er mystikkens måde at sige, at Gud er relationel og i sig selv er en relation. Der er noget, der forbinder. Et fælles tredje.

Okay, så samtaler om ånd kan føre os ud i det mystiske og gyngende. Men de kan også begynde i det helt nære: Kan der være ånd i mad? I sang? I mursten? Er der brug for mere ånd andre steder? Og er ånd altid noget godt?

Show it and tell it 

Hemingways romaner har lært os betydningen af ”show it, don’t tell it”. Han skriver ikke om en mand, der engang gik op ad en trappe med en tung kuffert og bankede på en dør. Han skriver manden. Han viser os det, så vi ser det for os. Så det er der. 

Men måske kan det nogle gange også være okay med lidt: “show it and tell it.” At vise, hvad der er vigtigt, i ord og handlinger, men også tale om det, reflektere over det, diskutere det.  ”Tell it, don’t show it,” er derimod virkelig, virkelig skidt. 

Hvis den offentlige diskussion af ’åndelig oprustning’ indimellem er et eksempel på ’tell it, don’t show it’, så er den aktuelle Himmelblå Festival i det historiske hus Vartov noget andet. Ånd er ikke noget, vi taler om imens vi samtidig er en rungende demonstration af åndløshed. Ånd er. I sangene, i fortællingerne, i erkendelserne, i møderne, i uenighederne, i maden, i hjælpsomheden, i drinken, i dansen.