Voldemort-syndromet og den manglende undervisningsfrihed

”Det vil næsten uundgåeligt være sådan, at hvis man underviser ordentligt, kommer man også til at krænke nogle elever, fordi man skal føre dem steder hen, som for nogen vil opleves som ubehagelige eller grænseoverskridende. Men man har samtidig en pligt til ikke at gøre det vilkårligt eller for enhver pris. Det skal give pædagogisk mening.” Sådan siger retsfilosof, lektor ph.d. Jakob v. H. Holtermann. I dagspressen er han siden Muhammedkrisen kendt som en vedholdende fortaler for ytringsfriheden. Senest vakte han opsigt i medierne, da han i efteråret 2025 argumenterede for at hån, spot og latterliggørelse kan være nødvendig for, at vi har en fri demokratisk debat. I undervisningen mener han, at fx blasfemiske ytringer kan tjene som nødvendige krænkelser af elevernes følelser og forestillinger, som fremmer deres åndsfrihed og selvstændige tænkning. Derfor skal vi værne bedre om lærernes undervisningsfrihed.

Varm kartoffel

Hvordan skal vi begynde et tema om lærernes suverænitet til at beslutte metode og materialer – deres undervisningsfrihed? Mine tyndhudede tastaturfingre egner sig egentligt ikke til at jonglere med varme kartofler, men lad os alligevel tage fat i Muhammed-tegningerne. Selvom de måske ikke længere er glohede, gløder de stadig som ulmende tørv under landets klasseværelser. Tidligere kunne man nemt sætte fuld blus under samtalen ved selv det stiveste middagsselskab ved at smide, om ikke Muhammed-tegningerne, så debatten om karikaturerne på bordet. Skulle Jyllands- Posten have bragt dem eller ej? Var en officiel undskyldning fra Danmark på sin plads? Og hvad med Flemming Rose – var kulturredaktøren gal eller genial? Men selvom ilden efter mere end 20 år har lagt sig, breder gløderne sig. Spørger man Jakob v. H. Holtermann, er komplekset ikke bare intakt. Med mordet på den franske lærer Samuel Paty, som viste Muhammed-tegningerne i sin klasse i 2020, har det bredt sig til en endnu dybere og strukturel udfordring for ytringsfriheden.

Voldsmandens veto 2.0

Da historiekanonen senest skulle revideres, kom de blasfemiske blyantstreger ikke med på listen. Årsagen var hverken fagligt eller pædagogisk begrundet. Undervisningsministeren begrundede beslutningen med hensynet til sikkerhed og udenrigspolitik. Det skræmmer Holtermann, der som universitetslektor selv bruger Muhammed-tegningerne i sin undervisning: ”Siden mordet på Samuel Paty er der sket en gearing af problemet til det, jeg vil kalde voldsmandens veto 2.0. Begrebet dækker oprindeligt den situation, hvor truslen om vold får folk til at afstå fra lovlige ytringer. Nu ser vi så en ny variant, hvor også dem der bare omtaler eller diskuterer andres blasfemiske ytringer i undervisningen trues.”

Selv er Holtermann ikke [længere] bange for sin sikkerhed, når han bruger tegningerne i undervisningen. Til gengæld har han følt sin karriere som lektor truet, blandt andet efter ledelsen på Københavns Universitet indsatte konsulenter til at undervise i, hvordan lærerkollegiet undgår at krænke de studerende. Det skete efter mottoet ”if it felt wrong, it was wrong” og er ifølge Holtermann de facto en symptomatisk indskrænkelse af undervisningsfriheden, fordi folk i princippet kan føle sig såret eller krænket af uendeligt mange ting. Dermed opstår et credo, hvor undervisningens indhold underordnes de studerendes følelsesmæssige reaktioner: ”Op gennem nullerne røg uskylden, da vi blev sådan nogle smiley-universiteter, hvor de studerende ligesom i Elgiganten trykker på en knap, når de går ud af butikken. Og hvis kunden ikke er glad, er det butikkens fejl. Så evalueringstyranniet i kombination med den sidenhen stærke betoning af de studerendes rettigheder og sociale justitsbevægelser som wokeness har myndiggjort de studerende i en grad, så det går ud over undervisernes frihed til at forvalte læreplanerne.”

Den unævnelige

Men lad os vende tilbage til grundskolen, hvor VIVE i 2025 på bestilling af Børne- og Undervisningsministeriet undersøgte undervisningen i såkaldt ’kontroversielle emner’ og kom frem til nøgletallet 23 procent. Det er den andel af lærere, som angiver at have afholdt sig fra at undervise i et emne, fordi de fandt det kontroversielt. Mens kritikere af undersøgelsen og dens metode hævder, at rapporten ikke reelt afdækker problemets omfang, mente ministeren at resultaterne var alvorlige nok: ”Det bekymrer mig […], at næsten hver fjerde lærer undgår bestemte emner i undervisningen. Det gælder for eksempel undervisning i Muhammedkrisen som er en central begivenhed i nyere danmarkshistorie, men samtidig det emne, som flest lærere har undladt at undervise i,” udtalte Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse. Altså en bekymring for undervisningsfriheden på grundskolens vegne, som Holtermann genkender og forklarer med, at selve folkeskolens formålsparagraf om åndsfrihed er på spil:

”Hvis vi tager ytringsfriheden først, så ligger kompleksiteten mellem indre og ydre frihed i den samme person. Den er egen-rettet. Du kan i negativ forstand være fri til at sige noget, fordi ingen forhindrer dig. Men i positiv forstand være ufri, fordi du ikke tør eller føler, at du kan. Åndsfriheden opstår først, hvis begge dele er til stede i den samme person. Undervisningsfriheden er til gengæld andre- rettet. Her ligger den negative frihed hos underviseren, som har ret til ikke at blive forhindret i at vise Muhammedtegningerne. Men formålet er ikke lærerens egen selvudfoldelse. Det er at fremme eleveres indre, positive frihed.”

Holtermann tager altså udgangspunkt i en klassisk filosofisk skelnen mellem negativ frihed forstået som fravær af ydre hindringer, og positiv frihed forstået som den indre evne til faktisk at bruge sin frihed. Og det er dér, konflikten opstår, forklarer Holtermann og bruger et billede af ærkeskurken Voldemort fra Harry Potter-universet, hvis enorme karismatiske autoritet betyder, at ingen blot tør nævne hans navn og derfor går under pseudonymet Den unævnelige.

”Selvom man er negativt fri, kan man være ufri, fordi man har internaliseret et tabu, der gør, at man oplever stærk og måske irrationel modstand. Så undervisningsfriheden handler i virkeligheden om, hvorvidt lærerens ydre frihed kan bruges til at arbejde med den indre frihed hos eleverne. Det kan den jo ikke, hvis lærerens ydre frihed er truet af voldsmandens veto,” forklarer Holtermann om Voldemort-syndromets væsen i undervisningen, dog uden at kunne svare på, om det er tilfældet for de 23 procent af lærerne som i VIVE-rapporten udtrykker at have begrænset sig selv i behandlingen af kontroversielle emner i undervisningen.

Den frisættende krænkelse

Holtermann anerkender, at elever kan føle sig sårede eller krænkede, hvis læreren for eksempel inddrager Muhammed- tegningerne i undervisningen. Men han mener også, at krænkelser kan tjene som en kognitiv forudsætning, der aftabuiserer internaliserede dogmer og i sidste ende hjælper eleverne med at tænke frit.

”Ingen fødes jo med at være bange for at se en tegning af Muhammed,” slår Holtermann fast og uddyber. ”Hvis man ser det fra det perspektiv, kan det, at en underviser benytter sin negative frihed til at vise Muhammed-tegningerne, have den effekt, at eleverne bliver friere til at se, tænke og ytre noget, de ellers er blevet socialiseret til at være positivt ufri overfor. Det minder om tankegangen i kognitiv terapi. Hvis man vil overvinde en irrationel angst, må man gradvist eksponeres for det, man frygter. Efterhånden opdager man, at det, man er blevet socialiseret til at opleve som farligt, ikke nødvendigvis er det. Når angsten slipper sit greb, kan man tænke friere. Det handler ikke om at provokere, men om at lære eleverne at stå i deres ubehag og ikke længere være irrationelt bundet. Man kan tænke klart, tage stilling og forholde sig kritisk.”

På spørgsmålet om læreren ligefrem har pligt til at hævde sin undervisningsfrihed, refererer Holtermann til sociologien: ”Det er i det lys, man skal læse Max Weber, når han skriver, at en nyttig lærer har som sin fornemmeste opgave at lære sine elever at anerkende ubekvemme kendsgerninger. Mange videnskabelige teorier og kendsgerninger vil på grund af kulturel og religiøs socialisering kunne opleves som krænkende eller ubehagelige. Den form for krænkelsesparathed kan gøre studerende positivt ufrie: De oplever et tabu, et næsten instinktivt stop for tanken, når bestemte emner overhovedet bringes på bane. I den forstand kan der ligge en form for anskuelsespædagogik i at blive udsat for noget, man oplever som krænkende. Undervisningssituationen er en beskyttet kontekst, hvor tanken kan bevæge sig derhen, hvor den ellers er blevet begrænset.”

Senere på året publicerer Jakob v. H. Holtermann den videnskabelige artikel ’Undervisningsfrihed i skyggen af voldsmandens veto 2.0’ i antologien Åndsfrihed, dannelse, identitet, redigeret af Sune Lægaard og Michael Agerbo Mørch