Artikel af Morten Thaysen og Ingrid Ank
Morgensang har fred i mund
5/2025
INTERVIEW. I 2024 tog kulturministeren initiativ til at udbrede morgensangen på danske skoler. Et år senere fejrede han på sine sociale medieprofiler projektet som en overvældende succes. Men det kan være svært at få øje på en samtale om, hvorfor sang i skolen egentlig skulle være så godt. Skaber det fred i verden? Ikke helt. Men som leder af en multietnisk musikskole i Københavns Nordvest-kvarter, mener Henrik Goldschmidt, at sang har helende kræfter, som i sidste ende er udgangspunktet for overlevelse og sameksistens
”Forestil dig livet i en fangelejr, hvor cellen sejler i urin, og du ikke har fået mad i tre dage. Jeg har jødisk baggrund, og flere af min fars onkler sad i Kz-lejr. Det kræver et vist abstraktionsniveau for ikke bare at dø ud efter tre uger. Så de sang. Det har vi altid gjort i min familie. Sang er medicin, som du kan overleve på.” ”Jamen Henrik,” indvender jeg, ”nu handler det jo om velnærede danske skolebørn, som kulturministeren vil have til at synge morgensang.” Manden over for mig tøver ikke: ”Børn i velfærdsdanmark har så mange komplekser og problemer som aldrig før, fordi de sidder med hovedet nede i en skærm. På samme måde som fangerne har de brug for en genvej ind til drømmeverden. Til abstraktionsverden.” Og så bryder han ud i sang: ”Voi-voi-voi - voi-voi-voi ... Syng nu med for pokker, selvom du er voksen.” Både fotografen og jeg må give efter, og interviewet på Henrik Goldschmidts kontor glider over i melankolske jødiske klange. Så er vi ligesom i gang.
Scenen er Goldschmidts Musikakademi i København NV, et tidligere arbejder- og industrikvarter, som i dag er blevet hipt i den kreative klasse. Det var det endnu ikke, da Henrik Goldschmidt i 2011 stiftede skolen. Og der bliver heller ikke skænket naturvin eller lysristet kaffe i de hyggelige lokaler, hvor elevernes egne kunstproduktioner over temaet håb pryder væggene. Persiske tæpper dækker gulvet i Guldsalen med plads til større orkestre og kor (ja, den er opkaldt efter Goldschmidt selv). Men først og fremmest er eleverne ikke børn af den kreative klasse. Eller – det er nogen af dem måske og i øvrigt er det slet ikke relevant, må vi forstå. Kendetegnende for elevsammensætningen er nemlig, at deres baggrunde er vidt forskellige. På skolen trives fællesskabet mellem børn, forældre og lærere, også selvom de kommer fra lande, der aktuelt ligger i krig mod hinanden.
Hvad synger man?
”Vi har 34 forskellige sprog i koret,” forklarer Henrik Goldschmidt, som er klassisk uddannet oboist med en fortid i Det Kongelige Kapel. ”Så min erfaring er, at man kan synge alt. Vi synger på både arabisk og hebraisk. Der er ikke noget, som er finere end andet. Mariehønen Evigglad kan være lige så god som en salme af Grundtvig. Det er jo en god historie, ik’? Selvom der er trængt i sneglehuset, bliver de jo kærester,” uddyber han i samtalen om, hvad de synger med børnene på Goldschmidts Akademi. Filosofien er i tråd med det ministerielle morgensangsprojekt, hvor Phillip Faber som en slags mentor for projektet netop anbefaler et utvungent sangvalg. Den lystbetonede tilgang lader til at være bærende for pædagogikken, da fotografen og jeg senere deltager i en korprøve på akademiet. Spontant begynder en elev at lave piruetter under stemmeopvarmningen, som gjalder ud i rummet: ”Ay, ay, ay, ay … Tikke-takke- tikke-takke-tik.” Ugen forinden optrådte skolens ukrainske kor ved en ministeriel begivenhed i forbindelse med EU-formandskabet og Goldschmidt indleder med at takke børnene for deres indsats, som angiveligt skulle have løsnet en slipseknude eller to på det ellers stive selskab. Nu skal koret lære Leonard Cohens Halleluja, som har en helt særlig plads i den goldschmidtske sangskat. Allerede under interviewets indledende fotosession fortalte Henrik Goldschmidt os om mindehøjtideligheden efter terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen i København, hvor dræbte Dan Uzans efterladte søster inviterede det multietniske og -religiøse kor op at synge netop den hymne som forløsende faktor til ”at dele hinandens sorg,” som han udtrykker det og fortsætter: ”Ord skiller, men musikken samler. Jeg optræder tit ved begravelser og ser det selv.”
Morgensang i skolen
I 2024 satte kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) – sammen med komponist og dirigent Phillip Faber – sig for at få morgensangen tilbage i folkeskolen. En pulje på 15 millioner kroner blev øremærket til instrumenter, sangbøger og efteruddannelse, og et korps af musikere drog landet rundt. Målet var, at en fjerdedel af skolerne skulle være med inden for et år. Ifølge ministeriet synger nu over halvdelen af landet skoler morgensang. Dog foreligger ingen oplysninger om, hvor mange der i forvejen sang morgensang.
Sang i skolen: Obligatorisk - men under pres
Musikpædagogisk kan man skelne mellem sang og syngning. Sang kan forstås som selve repertoiret – de sange, vi vælger at synge. Syngning derimod peger på selve handlingen: at bruge stemmen, at erfare musikken i kroppen, at være til stede i et fælles klangrum. Det er en praksis, hvor eleverne ikke blot lærer en tekst eller en melodi, men lærer at synge – med alt hvad det indebærer af åndedræt, klang, fællesskab og mod til at bruge sin stemme. Begge dele er obligatorisk i folkeskolen fra 1. til 6. klasse, hvor formålet med musikfaget fastslår, at eleverne skal udvikle kompetencer til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik – ”herunder synge danske sange” (uvm.dk).
Musikdidaktikeren Frede V. Nielsen (1942-2013) beskriver tre tilgange på feltet: sang som indhold (repertoire og kulturarv), sang som middel (vej til musikforståelse, improvisation, komposition) og sang som aktivitet i sig selv (syngning – glæden ved at synge, mødet med stemmen, det at turde). Samtalen om sangens plads i skolen, må derfor handle både om hvad vi synger, men også om hvordan vi arbejder med syngning – for dermed at skærpe den didaktiske bevidsthed om hele formålet med øvelsen. I musikfaget, som også er teoretisk, instrumentalt og motorisk, er der afsat 1-2 lektioner om ugen i 1.-6. klasse und nichts weiter. Anskuer man sangen som mere end en gemytlig aktivitet med børnene, er morgensang naturligvis (!) et kærkomment supplement, men næppe et tiltag som indfrier det potentiale, Henrik Goldschmidt advokerer for. Hvis regeringens planer om åndelig oprustning og afdigitalisering af folkeskolen er alvorlige, kunne de passende begynde med at give sangen højere prioritet.
“Men tænk hvor pragtfuldt det ville være, hvis brudeparret sagde: De her sange lærte vi begge to i skolen, så dem skal vi selvfølgelig synge. Og så synger hele bordet med, for gæsterne har også lært dem i skolen.”
Plutonium, millirem, millirem
For Henrik Goldschmidt kan morgensangsprojektet blive mere end et festligt indslag og en god måde at begynde dagen på. Som et billede på, hvordan mere sang i skolen kunne gå hen og blive kulturforandrende, tager han udgangspunkt i sin egen jødiske kultur. ”Til jødiske bryllupper spiller vi vores egen musik og danser. Det gjorde man også tidligere i dansk tradition. Carl Nielsen tog rundt til bal og spillede i Sønderho. Så dansede de med træsko og det hele. I dag er vi på vej hen mod amerikanske tilstande, hvor brudeparret kører limousine og byder på fin mad indtil der kommer en DJ og så kører den bare. Oinki-oinkioinki-oinki-oink.”
Henrik Goldschmidt virker ikke forarget, men snarere uforstående overfor, at sangskatten ikke fylder mere ved danske fester. ”Men tænk hvor pragtfuldt det ville være, hvis brudeparret sagde: De her sange lærte vi begge to i skolen, så dem skal vi selvfølgelig synge. Og så synger hele bordet med, for gæsterne har også lært dem i skolen.” På spørgsmålet om han tror det kommer til at ske, svarer han optimistisk: ”Du kommer nok til at møde en masse modstand, men der er jo ikke andet at gøre. Der går nok en hel generation, før det virker. Vi kom til at smide det væk i 70’erne, hvor det hele skulle laves om.” For Gud ved hvilken gang, bryder Goldschmidt under interviewet igen ud i sang. Denne gang en protestvise: ”Vi akkumulerer, vi akkumulerer. Plutonium, millerem, millerem …” For på den måde at komme frem til sin næste pointe. ”Vi bruger ikke protestsange. Vi synger om Vorherre og naturen. Da vi havde en jødisk korleder, sang vi på hebraisk om rosenbede, solnedgange og kærlighed. Og med den mellemøstlige korleder var det bare på arabisk.”
Grænser for godheden
Som besøgende på Goldschmidts Akademi føler jeg mig løftet af ånden i huset. Elever, forældre og medarbejdere med vidt forskellig baggrund lader til at købe ind på Henrik Goldschmidts mellemfolkelige musikfilosofi. Ukrainere og russere. Jøder og palæstinensere. De synger sammen og bliver ifølge idémageren bag det hele højst uenige om, hvorvidt grundrytmen i en tango egentlig har rødder på Balkan, om den er jødisk eller arabisk – eller måske ligefrem stammer fra Tyrkiet. Alligevel er ikke alt bare fred og kærlige harmonier. Med sin jødiske baggrund, har Henrik Goldschmidt oplevet dødstrusler mod sin egen person. Og selvom han mener, at Isam B’s Ramadan i København har en naturlig plads i Højskolesangbogen, skal kunstneren ikke forvente at blive inviteret til at åbne korets årlige koncert på Den Røde Plads på Nørrebro. Det har han nemlig gjort tidligere, og det var ikke en succes: ”Det duer ikke for os med en person, der har så skarpe holdninger til den konflikt, når vi også har jødiske børn med. Alle børn skal også være indstillede på at synge med til julekoncerten. Ord skiller os ad. Sangen samler.”
Henrik Goldschmidt er uddannet oboist og har spillet i Det Kgl. Kapel. I 2011 grundlagde han musikskolen Goldschmidts Musikakademi i Københavns nordvestkvarter, som han i dag er leder af. Akademiet har omkring 280 elever og 28 lærere. Børn med forskellige baggrunde både socialt, etnisk og religiøst får adgang til musikundervisning, gratis instrumenter, undervisning og et stærkt fællesskab. Undervisningen og skolens aktiviteter fungerer som et frirum, hvor musik bliver en vej til livsglæde, selvtillid og sammenhold. Stifter af Middle East Peace Orchestra i 2003. Her spiller musikere med jødisk, kristen og muslimsk baggrund sammen som en fredsskabende mission på tværs af kulturer.
