Når klasseværelset bliver et bur

I dokumentarfilmen Mr. Nobody Against Putin vender kameraet flere gange tilbage til skolens morgenritualer i den lille russiske by Karabasj i Ural-regionen. Eleverne står opstillet på rækker i samlingssalen, mens de ældste elever går flagparade med patriotisk sang ud over pladsen fra skolens højtalere. Nogle elever synger med, andre står stille med blikket rettet mod gulvet. Enkelte entusiastiske lærerne lever sig ind i ritualet og holder øje med, at rækkerne står, som de skal. For filmens publikum bliver scenen en genkendelig ramme for filmens centrale spørgsmål: hvad sker der med en skole, når statens politiske fortællinger begynder at definere undervisningen?

Filmens hovedperson, Pasha Talankin, arbejdede på grundskole nr. 1 i Karabasj som lærer med ansvar for medier og aktiviteter uden for skemaet. Kameraet, der følger begivenhederne, var oprindeligt tænkt som et redskab til skolens egne projekter – små film, elevforestillinger og reportager fra skolens hverdag. Skolens ældste elever hjalp ham med at filme de sjove og kreative arrangementer, som eleverne i hverdagen kunne glæde sig over at se frem til. Men efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 begyndte optagelserne at dokumentere noget helt andet. 

“Jeg elskede virkelig mit arbejde før krigen,” fortæller han. 

“Jeg tilbragte det meste af mit liv på skolen. Jeg kom på arbejde omkring klokken tolv og blev ofte til ni eller ti om aftenen. Hele mit liv var der, sammen med eleverne.”

Skolen fungerede tilsyneladende som et pædagogisk fællesskab, hvor lærere og elever arbejdede sammen om projekter og aktiviteter også ud over den almindelige undervisning. I al fald tegner filmen et billede af en frihedselskende kult, som mødtes i Pasha Talakins hyggelige klasseværelse, hvor de skabte et frirum af nysgerrig respekt for hinandens individualitet, tro og håb for fremtiden. Det ændrede sig hurtigt efter invasionen.

“Efter krigens begyndelse blev det ret tydeligt, at alt det, der var før, var væk.”

Vigtige samtaler med eleverne

Kort efter invasionen indførte de russiske myndigheder et nyt element i skoleskemaet. Hver uge skulle lærerne inddrage eleverne i såkaldt ”vigtige samtaler” og give dem lektioner i patriotisme og nationale værdier. Undervisningsprogrammet blev udsendt fra undervisningsministeriet og bestod af færdige præsentationer, tekster og instruktioner til lærerne om, hvordan krigen skulle udlægges for eleverne. Ironisk nok for den kritiske dokumentarfilms tilblivelse, fulgte med undervisningsprogrammet også et dekret til skolerne om at indsende videodokumentation for undervisningens gennemførelse. Dermed fik Pasha Talankins det perfekte alibi til at filme den statslige hjernevask, som foregår i russiske klasselokaler. Lærerne var ikke i tvivl om karakteren af den nye undervisning, men reagerede meget forskelligt.

“For lærerne stod det med det samme klart, at det her var propaganda,” siger Talankin. 

“Men vi var stadig nødt til at beslutte, hvad vi skulle gøre med det. Nogle lærere var ret fanatiske og mente, at det var nødvendigt. De sagde, at der ikke var nogen anden mulighed. Andre troede ikke på det, men ville bare hurtigt igennem det og få det overstået uden øje for, hvilken forbrydelse de på den måde var med til at begå.”

Talankin valgte til dels en indirekte strategi for at omgås dekretet fra Kreml. I filmen håndterer han for ham prekære situationer med ironiske bemærkninger og humoristisk glimt i øjet. I sit eget klasseværelse er han ikke bleg for at åbne samtaler med eleverne, der tydeligvis bevæger sig lidt uden for de officielle rammer.

“I filmen kan man se forskellige måder, jeg prøvede at håndtere det på. Nogle gange jokede jeg med det. Andre gange talte jeg alvorligt med eleverne. Og nogle gange prøvede jeg simpelthen at sabotere undervisningen.” 

I en scene ser han ud over klassen og siger med et skævt smil:

“Blink to gange, hvis du er et gidsel.” 

Eleverne reagerer med en blanding af grin og usikkerhed. Som filmen skrider frem, bliver hans aktivisme mere og mere udtalt. Dog uden at eleverne bliver taget som gidsler, når han for egen regning fx finder på at skifte krigeriske flag og udsmykning ud med fredelige symboler.

Larmende tavshed og granatkast

En af filmens gennemgående observationer er elevernes larmende tavshed, når de befinder sig i klassen. Scener viser dem apatisk lyttende, mens lærere eller skoleledelse gennemgår de officielle budskaber. Talankin understreger, at stilheden ikke nødvendigvis er udtryk for enighed. 

“I mange tilfælde reagerede de slet ikke. De lyttede bare.” 

For ham siger tavsheden noget om de sociale mekanismer i et klasseværelse, som det indoktrinerende undervisningsprogram forstår at udnytte:

”Elever vil ikke være anderledes end de andre. I en klasse med tredive elever er der ingen, der har lyst til at være den, der skiller sig ud.” 

Anderledes gang i den bliver der, når lejesoldater fra Wagner-gruppen aflægger skolen besøg med våbendemonstration og opfordring til elevkonkurrencer i granatkast, som bliver afviklet helt offentligt i skolens regi med præmieoverrækkelse i fællessalen og hvad dertil hører af ceremoniel ophøjelse. En slags didaktisk cirkel sluttes, når man i filmen ser elever skrive breve til fremmede, russiske soldater ved fronten. Nogle hurtigt og rutineret. Andre hængende med blyanten over papiret i de spartanske klasseværelser, dog prydet med plakater og patriotiske budskaber. Aktiviteterne bliver overhældt med en zombificerende sovs af eksercits, opstilling i skolegården og flagceremonier uge efter uge. Gradvist oplever vi som filmens publikum, hvordan autoritære ritualer bliver en del af skolens rytme.

Sat i åbent bur

Når Talankin skal beskrive, hvordan propaganda virker i et miljø som en skole, vender han tilbage til et billede, han har hørt tidligere gæsteprofessor på Moskvas Pædagogiske Universitet, Tim Wilson, bruge:

“Wilson har beskrevet propagandaens effekt i undervisningen på en måde, jeg synes er meget præcis,” fortæller han. 

“Han siger, at når noget bliver en rutine, holder folk op med at stille spørgsmål. Så bliver det en del af kulturen. Og når det først er blevet kultur, opdager man pludselig, at man befinder sig i et bur.” 

Processen begynder altså uden dramatik. En ny lektion indføres i skemaet, en ceremoni tilføjes til skolens program. Efterhånden bliver aktiviteterne så almindelige, at de ikke længere vækker spørgsmål. Men propagandaens betvingelse af elevernes tanker er subtil, forklarer Talankin, fordi buret ikke nødvendigvis er lukket. 

“Døren til buret er ofte åben. Man kan godt gå ud, men så opdager man, at de andre bliver i buret og man er helt alene. Derfor bliver man i buret. Propaganda virker på den måde, at man begynder at føle sig alene med sine tanker. Selv hvis man kan se, at noget er forkert, begynder man at tænke, at man måske er den eneste, der ser det sådan.”

Lærerne som politisk seismograf

Med dekretet fra Kreml om at videodokumentere undervisningen, begyndte Talankin at filme mere systematisk. Kameraet, der tidligere havde været et redskab til skolens egne projekter, blev nu et middel til at dokumentere de forandringer, der fandt sted i undervisningen og i elevernes hverdag.

“Jeg var ikke i tvivl,” siger han. “Jeg vidste, at det her måtte dokumenteres.”

Optagelserne viser ikke kun propagandaens officielle ritualer, men også de små øjeblikke i hverdagen:  elevernes reaktioner, lærernes tøven og den blanding af normalitet og politisk pres, der præger skolen. Til sidst blev konsekvenserne for store. Talankin forlod Rusland og færdiggjorde dokumentarfilmen i eksil. I dag følger han stadig udviklingen i russiske skoler på afstand. For ham er skolen et af de steder, hvor politiske forandringer først bliver synlige.

“Hvis man vil forstå, hvad der politisk sker i et land,” siger han, “så skal man spørge lærerne.”

Mr. Nobody

Til The Guardian har Talankin forklaret, at filmen henvender sig til unge russere, som i fremtiden vil få brug at forstå, hvad der skete med dem i klasseværelset under Ukraine-krigen. Nu og her er det russiske publikum begrænset og officielt eksisterer hverken filmen eller Palankin selv:

”Efter det kom frem, blev personalet på skolen kaldt sammen med besked om, at jeg ikke har fandtes, og at filmen ikke eksisterer. Karabash er en lille by, men heller ikke der er der længere spor efter mig. I byens største online forum, bliver hverken jeg eller filmen nævnt overhovedet.”

Mens den 33-årige lærer og dokumentarist, Pasha Palankin, har skrevet sig ind i den vestlige verdens filmhistorie, har han ironisk nok skrevet sig ud sit eget fædrelands offentlighed og dermed løftet begrebet Mr. Nobody til et nyt og højere niveau.

Tre korte spørgsmål til Pasha Talankin

Hvordan vil du beskrive dit kald som lærer?
Åh, det har jeg ganske enkelt ikke ord for.

Kunne du tænke dig at blive lærer igen?
Nej, jeg er udbrændt.

Er der håb?
Der er altid håb!