Vil du lære et folk at kende, så lær dets sange

EU har fået en fælles sangbog: The EU Songbook. Og man kunne tro, den er lavet på bestilling, fordi der lige nu tales rigtig meget om ’europæisk vækkelse’ og ’åndelig oprustning.’ Men ideen er opstået for mange år siden i forfatter, journalist og kulturformidler Jeppe Marslings hoved. For ham begyndte det med en følelse af sus og savn: ”Da jeg gik i gymnasiet, var jeg formand for Europæiske Gymnasieelever og var meget afsted for at repræsentere eleverne i Bruxelles og Strasbourg. Her oplevede jeg et stærkt europæisk fællesskab mellem unge fra forskellige foreninger i Europa. Det var et kæmpe sus,” siger han og tilføjer: ”Men så kom jeg hjem til min danske dagligdag – og så var det hele bare væk.” 

Men følelsen af det stærke fællesskab hang ved og fik ham til at overveje, hvordan han kunne bidrage til at skabe den følelse for alle borgere i EU. Overvejelsen kom til at hænge nøje sammen med det faktum, at han samtidig gik på Sankt Annæ Gymnasium (musikgymnasium i København) og på egen krop mærkede sangens kraft og hvad ikke mindst fællessang kan: ”Og så er jeg også bare vokset op med sang om bålet og politiske forældre,” siger han og fortæller om mødet med forfatteren Villy Sørensen, som føjede yderligere til den ’europæiske følelse’: ”Villy Sørensen blev min mentor allerede fra 1.g, og han var en medvirkende årsag til, at jeg turde stille de store spørgsmål. Ikke bare til mig selv, men  også til min samtid. Jeg var meget påvirket af at leve i en tid, der manglede fælles fortællinger, for jeg er selv vokset op med ideen om sociale bevægelser,” fortæller han og uddyber: ”Det var lige efter murens fald, og det var en meget individualiseret tid. Jeg savnede at være med til at skabe noget sammenhængskraft.”

Hvordan ser en europæisk højskolesangbog ud?

Og en morgen i Vestjylland stod Jeppe Marsling i køkkenet i sin mors hus med klaveret til den ene side og udsigten fra køkkenvinduet til den anden: ”Der stod jeg. Og dér lå højskolesangbogen ved klaveret. Så tog jeg den op, åbnede den, så ud ad vinduet og tænkte: hvordan ville en sangbog for EU se ud?” 

Den første tanke, der slog ham var, at der er 25 officielle sprog i EU og tre alfabeter – det græske, det kyrilliske og det latinske. ”Hvis man laver en sangbog på alle de sprog, vil man jo kun kunne forstå, synge og leve sig ind i sangene på de sprog, man forstår,” siger han og fortsætter: ”Omvendt – hvis man valgte at lave en sangbog med sange på engelsk, enten på originalt engelsk eller oversat til engelsk, så ville man opleve en form for amputation, fordi man ikke ville kunne synge på sit eget modersmål og vise den skønhed, der er i det.” Derfor var løsningen for Jeppe Marsling både at have de nationale sprog med og en sangbar engelsk oversættelse. ”Jeg kan huske, at jeg fik sådan en ahaoplevelse og tænkte: Wauw – det er ikke bare sangbogen, der bør se sådan ud. Det er jo sådan, EU er. Lige så meget som det er en union, er det en konføderation, et fællesskab af nationalbefolkninger,” siger han og sammenligner Europa og Amerika med træer: ”Europa har kæmpestore rødder, men ikke så forgrenet en krone, og Amerika har den store krone, men ikke så dybe rødder. Den dobbelthed, at vi både har en nation, og vi også er med i en union, er meget smukt illustreret på den måde, synes jeg.” 

Et demokratisk sangvalg uden EU-støtte

Det var derfor vigtigt, at sangbogsprojektet  både skulle have folkelig forankring og levedygtighed. Af samme grund var det også vigtigt for Jeppe Marsling og hans medarbejdere, at projektet ikke var støttet af EU: ”Vi ville gerne signalere over for EU-skeptikerne på yderfløjene, at det ikke havde noget med systemet at gøre. Det skulle netop være et folkeligt projekt.” 

Det folkelige afspejler sig også i de kategorier, der endte med at blive repræsenteret i sangbogen. Det var nemlig ikke givet på forhånd, at der skulle være en kategori med ’tro og spiritualitet’, for som han siger: ”EU er et sekulært projekt, men vi må holde fast i, at EU jo også er os. EU er alle befolkningerne med deres kultur- og musikhistorie samt det store mangfoldige territorium, vi lever på. Vi har valgt nogle politikere til parlamentet, men det er først og fremmest os som befolkninger, der er EU,” siger han og fortsætter: ”I udvælgelsesprocessen var der mange musikkonservatorier i Østeuropa, som ville have salmer med, og det forstår jeg godt. For det er så stor en del af vores europæiske kultur- og musikhistorie, at man ikke bare skal skære den del ud.”

Ordet ’folkeligt’ går igen mange gange under interviewet. Med ’folkeligt’ mener Jeppe Marsling også dét at lære hinanden bedre at kende, og det at sangen siger noget om det enkelte land: ”Vi ville gerne et spadestik dybere ned end de fælles engelsk-amerikanske sange, som alle kan synge med på som fx Let it be og I’ll always love you – og ikke et ondt ord om det. Vi ville bare gerne kende polakkernes svar på Jeg ved en lærkerede, spaniernes svar på Kvinde min eller finnernes svar på Midsommervisen. Jeg tror nemlig ikke, vi kommer til at have en union, der hænger sammen, hvis ikke vi lærer hinanden bedre at kende,” siger han og fortæller, at de har søgt efter en balance mellem det nationale og det kontinentale og mellem det folkelige og det faglige: ”For vi ønskede ikke, det skulle være som en Eurovision-afstemning, hvor folk kunne stemme på hvad som helst, som måske ville være glemt to år senere.” 

Opgaven var derfor i første omgang at få udvalgt de sange, hvert enkelt land skulle stemme om. Og forrest i sangbogen kan man se, at over 100 korforbund, konservatorier og musiklærerforbund har været med i denne opgave: ”Og så skulle vi have musikredaktører fra alle lande til at redigere stemmesedlen og sprede budskabet,” siger Jeppe Marsling og fortæller, at 87.000 mennesker endte med at stemme på, hvilke sange, der skulle være med i sangbogen – hvoraf mere end 4000 stemmer var fra Danmark. Da sangene var fundet, skulle de oversættes til det, Jeppe Marsling kalder et sangbart ’europæisk engelsk’. Altså ikke britisk engelsk eller amerikansk, men det engelsk vi taler, når vi har nogle andre modersmål: ”Det er det sprog, der har det mellemfolkelige møde som sit omdrejningspunkt.”

Vi elsker sgu da hinanden 

Visitkortsange. Et sammenskudsgilde. Det er nogle af de ord, Jeppe Marsling bruger om samlingen af EU-sange, hvor alle lande har bragt noget fra deres eget land til det fælles bord. ”Det skal handle om at dele livet sammen,” siger han og uddyber: ”Ideen om den europæiske identitet efter anden verdenskrig er skabt på et traumatisk grundlag. Med god grund følte man sig frastødt og skræmt af det nationale. Men vi kan ikke løbe fra, at vi har en national kultur. Du kan sammenligne det med seksualitet. Selvom nogen bliver dømt for voldtægt, kan du ikke afskaffe seksualiteten ved at sætte en i fængsel – den er jo nede under. Og det samme med nationaliteterne. Det er nationalismen, der er en trist udgave af noget, der er sundt, nemlig det nationale.”

Det europæiske fællesskab bør der for, ifølge Jeppe Marsling, være baseret på et sundt et af slagsen: ”EU fik jo Nobels fredspris i 2012, fordi der ikke havde været krig i Europa siden grundstenen til det nuværende EU blev lagt i 1950 med Kul- og Stålunionen. Det føler jeg lyder helt Strindbergsk, for det lyder som et ægteskab, hvor man årligt fejrer, at man ikke er blevet skilt! At det ikke er kærligheden, men angsten for undergang, der holder parterne sammen. Men EU skal da bygge på en mellemfolkelig kærlighed!” Og den er der på en måde allerede, ifølge Marsling: ”Vi elsker sgu da hinanden. Vi synes, det er dødsjovt at være i klub med de andre befolkninger. Det dyrker vi da alle sammen: Vi rejser og ser film og spiser mad. Vi har et fællesskab, der måske ikke er særlig bevidst, fordi det sproglige halter efter. Men vi prøver så godt vi kan med de sprog, vi nu engang kan. Lidt folkeskoletysk, lidt gymnasiefransk. Men hovedsageligt engelsk til at udveksle med de andre på.”

Selv føler han sig faktisk mere dansk efter at have rejst så meget i EU-landene i forbindelse med sangbogens tilblivelse: ”Jeg synes, det er spændende at lære noget om de forskellige befolkninger, og samtidig kan jeg også mærke, at jeg er blevet mere dansk af det, fordi jeg er blevet mere bevidst om, hvordan jeg fremtræder i de andres øjne. Jeg spørger mig selv: hvordan er det man fremtræder som dansker?”

Den syngende revolution

De baltiske lande har en særlig historie i forhold til fællessang: ”Jeg tror, det er en af de stærkeste fortællinger i Europas historie, men også i EU-sangbogen, at de baltiske lande havde deres Singing revolution i slutningen af 1980’erne og i starten af 90’erne, hvor man mødtes til kæmpestore stævner. 60.000 mennesker sang deres sange sammen for at blive fri af Sovjet. Og det endte med, at russerne trak sig ud af de baltiske lande, stort set uden atder blev løsnet skud,” siger Jeppe Marsling, der midt i al sin begejstring også blev lidt skræmt, da han så billederne på YouTube: ”Folk stod der i deres nationalkostumer med blomster i håret, og indledningsvist så jeg paralleller til nazistiske massemøder. For man må ikke glemme, at fællessang også kan misbruges. Der kan være elementer i fællessang, der er lige lovlig harmoniserende, og som kan bruges i nationalistisk øjemed. Fællessang er ikke kun noget godt, men det er i hvert fald noget, som er stærkt. Men balternes fællessangsstævner ledte mig til erkendelsen, at her er tale om absolut godartede nationalfølelser.”

Den store erkendelse af, at balternes patriotisme efter Murens Fald var noget smukt, fik Marsling til at sætte det i større perspektiv: ”Jeg indså, at mens vi i Danmark havde været besat af tyskerne i fem år, så havde balterne været besat af russerne i 45 år. I 45 år havde de ikke fået lov til at dyrke deres nationale egenart, fordi det blev opfattet som en trussel mod det tidligere Sovjetunionen. Og hos de baltiske lande var der virkelig den patriotisme, som man ser i mange af de østeuropæiske lande, og som vi ofte ser på med en splint i øjet.” Han vil hverken forsvare Ungarns Viktor Orbán eller Polens nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed (PiS), ”men vi er nødt til at tænke på, at når de har været undertrykt i 45 år, så tror da fanden, at de pludselig folder deres faner ud på den måde.”

Derfor blev Jeppe Marsling også rørt over at se optagelser fra den syngende revolution: ”Det var en kæmpe kraft og en alvorlig manifestation af sorg og håb og alle de ting, man kan udtrykke i sange. Det er jo smukt, når det foregår på en måde, som er samlende. Hvor man har fælles følelser, som ikke handler om at slå andre i hovedet, men som handler om at dele livet sammen.” 

Beethovens 9. symfoni på alle sprog

”Vil du lære et folk at kende, så lær dets sange.” Det var sådan næstformand i Grundtvigsk Forum, Ulla Morre Bidstrup, indledte sin tale til Jeppe Marsling i forbindelse med uddelingen af N.F.S. Grundtvigs Pris på Grundtvigsk Forums årsmøde i slutningen af oktober. Og det er det, Jeppe Marsling håber, vi vil gøre: Lære hinandens sange – og ikke mindst synge dem sammen. ”Det kan være alle steder: Europas musikliv, hvor mange millioner mennesker er organiseret i kor og musik, men også i lokale foreninger og institutioner, hvor man møder nogen fra andre lande, eller i nogle situationer, hvor man har lyst til at markere noget,” siger han og peger på, at det også kan være mere alvorlige anledninger: ”Hvis der nu sker noget i de baltiske lande som følge af Ruslands invasion af Ukraine, så har vi mulighed for at lave noget alsang i Danmark og støtte dem ved at synge nogle af deres sange, for eksempel. På den måde ligger der også et mellemfolkeligt beredskab i sangbogen.”

Netop Ruslands invasion af Ukraine fik konsekvenser for arbejdet med sangbogen: ”Vi startede med at have kærlighedssangene først i bogen, men endte med at flytte friheds- og fredssangene op som det første,” fortæller Jeppe Marsling og uddyber: ”Når vi taler om en europæisk identitet, har vi nogle fælles erfaringer i at være eller kæmpe for at være demokratier alle sammen.” Han henviser til den stærke historie om revolutionerne, der begyndte i USA og Frankrig. Og at nogle lande blev kommunistiske, som kammede over i et nyt diktatur. ”I nyere tid har vi været kritiske over for polske og ungarske regeringers forsøg på at infiltrere retssystemet, medierne, universiteterne osv., men nu hvor det sker i USA, er vi virkelig blevet bevidste om alvoren. Den europæiske historie er historien om demokratier, der skal forsvares mod det totalitære. Det er vores fælles grundlag: Vi skal forsvare vores institutioner, vores medier og vores retssystem.”

På den baggrund håber Jeppe Marsling også, at vi begynder at fejre Europadagen den 9. maj lidt mere – i sangens tegn. For ”vi er afhængige af de her fællesskaber for at stå sammen.” Han har derfor forsøgt at få EUkommissionen og EU-parlamentet til at udskrive en konkurrence om at få sat ord på ’Europahymnen’ (der er fra Beethovens 9. symfoni). Hymnen blev officielt valgt som Europas sang i 1985, men uden Friedrich Schillers digt, ’An die Freude’, fra 1785, der oprindeligt inspirerede Beethoven. Derfor skal beslutningen om en ordløs europahymne også ændres i parlamentet, hvis der skal sættes ord på. ”Jeg drømmer om en udgave af Europahymnen på alle EU’s sprog: Én på dansk, én på svensk, én på tysk osv.”