Midten af Danmark

Midt på gulvet står en lærer. Vi kan kalde hende Rikke. Hun står midt i en gennemsnitlig dansk folkeskole. Og folkeskolen befinder sig midt i det danske samfund. Folkeskolen er midten af det danske samfund. Og Rikke er dermed midten af Danmark, for når det handler om folkeskolen, handler det altid om lærerne. Det er dem, der har den.

Engang var der også andre på midten. Engang var vi samlet om Danmarks Radio, og vi var alle sammen medlem af folkekirken, sammen om højtiderne og de nationale fejringer. Og så var vi engageret i en fælles politisk samtale via partierne, som vi også var medlem af. Og selvom vi selvfølgelig ikke var enige om, hvad midten gik ud på, så var vi enige om, at midten var noget. Der var et indhold derinde på midten, som vi var fælles om at være enige om eller slås om. Men nu er Rikke efterhånden ret alene inde på midten, alene om at udgøre midten af Danmark.

Samtidig er også folkeskolen mindre midte, end den var engang. Børn går i stigende grad i klasse med nogen, der ligner dem selv, og skoler vælges til og fra af forældre, der gerne vil have deres barn et sted hen, der passer til netop deres barn. Og hvad der måske er endnu værre, så er indholdet af midten samtidig blevet ret tyndt. Lytter man til debatter om skolen, kunne man få den tanke, at den først og fremmest handler om at trives. Skolens opgave og indhold er ’trivsel’. Trivsel er dermed indholdet på midten af Danmark.

Det har Stefan Hermann, tidligere rektor på Københavns Professionshøjskole og nu administrerende direktør i LIFE Fonden og medlem af Det Etiske Råd, skrevet en bog om. Bogen hedder Læreren i midten (Aarhus Universitetsforlag 2025) og er skrevet i anledning af Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum i 2024. Og det er midten snarere end læreren, jeg har inviteret ham til at tale med mig om: Hvis læreren befinder sig i midten af vores fælles samfund, hvad står hun så på eller i eller sammen med? Hvad er indholdet af midten af vores samfund?

Vi kan ikke se midten

”Midt på vejen findes kun hvide striber og døde fluer,” citerer Stefan Hermann nu afdøde socialdemokratiske politiker Svend Auken og peger på, at det er en sandhed, der i dag er godt i gang med at bekræfte sig selv. ”Vi bliver hele tiden hevet ud i yderlighederne, fx via de sociale medier. Hvis du laver ét klik på en demonstration, der fanger din opmærksomhed, så er du ved femte klik ovre i et stærkt voldeligt indhold, og hvis du laver et klik på en romantisk film, så er du ved femte klik på den vildeste porno. Vi bliver hele tiden trukket ud i ekstremerne. Og de etablerede medier følger med og forsøger at skarpvinkle alting, så vi efterhånden kun kan få øje på det, der går til yderligheder. Vi kan ikke se midten.”

Samtidig med at alting sættes op som ekstreme modpoler, har vi imidlertid enormt travlt med at pege på fællesskabet: ”Alle strategier, alle konferencer, alle planer, alle slogans hedder lige nu noget med ’sammen om’, ’fælles om’ eller ’tættere på’,” siger Stefan Hermann. ”Så samtidig med at vi trækkes ud i yderlighederne, har vi også en fornemmelse af, at det ikke duer. Der er bare det sørgelige, at der ikke rigtig er nogen, der er klar over, hvad vi skal være fælles om – groft sagt”

”På den ene side regerer den kolde forstand vores samfund, der laves økonomiplaner, og vi skal have tekniske fix, der kan lave CO2-fangst og så videre, og på den anden side bliver vores samtale mere og mere emotionelt overophedet. Mens midten engang var der, man fandt fornuften – dyden lå i midten, og dyden var ikke tom, men handlede om opførsel, om fælles idealer og værdier – så har vi i dag ikke noget sprog for det.”

Regeret bliver der alligevel …

Men måske er sproget ved at vågne: ’Åndelig oprustning’ kandiderede til årets ord i 2025. Begrebet blev lanceret af undervisningsminister Mattias Tesfaye og statsminister Mette Frederiksen, og det fremprovokerede en hel masse reaktioner – en stor del af dem dog stærkt kritiske:

”Det er tankevækkende,” siger Stefan Hermann, ”at når chancen er der for at nydefinere vores fællesskaber, så det bliver fællesskaber om noget – om det så har rødder i kristendommen eller skal tænkes mere sekulært – så er vi så antiautoritære, at vi intuitivt siger: Nej, fandme nej, fy for helvede. Men historisk set har vi jo været der før, så hvorfor denne berøringsangst? Det var jo også det, det handlede om på Grundtvigs tid, eller i lidt mere lavmælt format dengang statsminister Viggo Kampmann i 1960’erne indbød forfattere, skolefolk og kunstnere til Louisiana-Krogerup-møderne og sagde de bevingede ord [”regeret bliver der alligevel,” red.]”

Kampmanns pointe dengang var, at kulturlivet havde en vigtig chance for at præge samtalen – hvis de vel at mærke greb den. Og selvom Stefan Hermann på ingen måde vil være de kritiske reaktioner foruden, så undrer det ham, at opfordringen til ’åndelig oprustning’ ikke også skal afføde en større samtale om det positive indhold af, hvad vi som samfund er samlet om:

”Det er vigtigt, at man dypper statsministerens udtalelser i det kritiske syrebad. Men jeg er interesseret i, om der kommer noget op af det. For dette noget er jo væsentligt, uanset om vi befinder os i en krisetid eller ej. Et noget vi også ville gå ind for, hvis ikke russerne var i Ukraine. Så skal vi ikke spænde bardunerne på vores idealer og finde ud af, om de egentlig er fælles længere, om de er holdbare?”

Fællesskab er ikke relationer

Problemet er imidlertid ikke kun, at de kritiske råber højere end de konstruktive. Debatten afslører ifølge Stefan Hermann også en sproglig forlegenhed: Vi mangler ord for det, vi skal tale om. Fx finder han det tankevækkende, at vi hele tiden taler om ’fællesskab’, men vi kan ikke indholdsbestemme det: ”Vi bruger ordet ’fællesskab’ meget mere i dag, end dengang vi havde ret klare opfattelser af, hvad et fællesskab egentlig var.”

Han fortsætter: ”Når vi i dag siger fællesskab, mener vi for det meste relationer. Men relationer og fællesskab er ikke det samme. Der kan være en relation mellem dig og mig, eller dig og din mand, og relationen er båret af smag, følelser, interesser. Men fællesskaber har opgaver: Vi er sammen, fordi vi skal spille håndbold. Og fællesskaber har gentagelsestvang, som højtiderne for eksempel. Og fællesskabet er meningsbåret og kodet. Der er en slags trafikregler og rollehæfter. Hvis man fx udelukkende koder et foreningsfællesskab i nyttetermer, så bliver det forkert. Det handler ikke bare om, hvad jeg får ud af det, og hvad du får ud af det. Det er større end det, og det viser sproget os.”

”Men i dag overkoder vi fællesskaberne med trivsel og tryghed, vi koder dem ikke med idealer og roller og opgaver og formål og gentagelsestvang. Det bliver udelukkende noget med at have det trygt og rart, at se hinanden og blive set. Og det, vi i virkeligheden taler om, er ikke fællesskab, men relationer, der er midler til selvbekræftelse.” 

Stefan Hermann nævner gudstjenesten som et prægnant eksempel på et fællesskab, fordi det er et fællesskab uden relationer: ”Vi sidder jo ikke på kirkebænkene for at sludre med hinanden. Vi sidder der for at skue og lytte til Guds udsendte, som forkynder evangeliet. Selvfølgelig ved jeg godt, at menigheden i Grundtvigs forstand er helt afgørende. Men det er stadig et fællesskab, som ikke er specielt socialt. Og der er noget vidunderligt ved at kunne være i fællesskab, men dog fri fra hinanden. Og at vi i fællesskabet er fuldstændig lige, for vores personligheder er ligegyldige, vi er lige for Gud. Det er et fællesskab, der unddrager sig min identitetsafpudsning.”

”Men sådan som fællesskab tematiseres på i dag handler det altid om dig, Ingrid. Jeg, Stefan. Jeg skal føle, det er rart for mig. Jeg skal være tryg. Og du må ikke sige noget, der gør mig utryg. Det er fællesskab forstået som relationer, som tillid og tryghed og trivsel. Og dermed bliver pointen med fællesskabet nærmest nihilistisk: Vi er sammen om, at ingen har det dårligt. Men du går jo ikke til håndbold for at have det rart. Du går til håndbold for at spille håndbold. Og du går ikke kun i skole for, at der skal være tryghed. Og hvad nu hvis mange begynder at synes, det er rart og trivsomt uden åndsfrihed og ytringsfrihed?”

Fra periferi til midte

Hvis samtalerne om åndelig oprustning kan føre os til i højere grad at indholdsbestemme, hvad midten af Danmark går ud på, så er det i høj grad et anliggende for folkeskolen. For folkeskolen befinder sig på midten. Og som nævnt i indledningen står den ifølge Stefan Hermann ret alene derinde, eller i hvert fald alene sammen med andre uddannelsesinstitutioner, mens de tidligere traditionelle kulturbærere ikke længere udgør et samlingspunkt. 

Men engang stod folkeskolen ikke alene derinde, og engang stod den der i øvrigt slet ikke: ”Det fantastiske ved skolens udvikling er, at den gik fra at være noget perifært til at blive vigtig. Grundtvig kunne se, at skolen ville blive vigtig, og det gjorde han på et tidspunkt, hvor der i virkeligheden var utrolig lidt brug for skolegang: Så længe eliten blev hjernevasket i latinskolen og almuen holdt behørigt på plads, var det rigeligt med det. Men fordi Grundtvig dels var drevet af en tanke om folkelighed og universalhistorie, dels iagttog de voldsomme opbrud i 1800-tallet, så kunne han se, atder var brug for skolen,” siger Stefan Hermann.

”Og læreren kunne se det, og derfor fik man rykket skolen ind i midten af samfundet i løbet af 18 og 1900-tallet. Og der var ingen af de mennesker, der deltog i samtalen om skolen dengang, som var i tvivl om, hvad de skulle være sammen om og hvorfor. Der var en enorm vilje til at definere midten og til at skændes om, hvad der var indholdet i den. I dag kan vi groft sagt ikke sige andet, end at vi er sammen om ’trivsel’. Det er udtryk for en åndelig nedrustning. Vi siger ikke: ’der er brug for dig’, men spørger uafladeligt ’hvordan har du det?’.”

Skolen er et politisk-kulturelt eksperiment

Samtidig med at skolen er blevet alene på midten, går vi meget mere i skole. Langt de fleste fortsætter i uddannelsessystemet langt op i voksenlivet, og hvis vi regner vuggestue og børnehave med, så udgør ’institutionslivet’ efterhånden en enormt stor del af rigtig mange menneskers liv. Dermed har de pædagogiske institutioner og uddannelsesinstitutionerne også en særlig adgang til at præge os.

Men det meget store fokus på trivsel og på inklusion fører ifølge Stefan Herman til den misforståelse, at folkeskolens fremmeste opgave er at blande mennesker sammen: ”Det skal den også, men der skal også foregå en aufhebung af os alle sammen til at blive borgere og danskere. Det er ikke bare et socialt eksperiment, det er også et politisk-kulturelt eksperiment. Der er noget inde på den midte.”

Så hvad er det, skolen skal?

”Den skal tage skolens formål dødsens alvorligt.”

Han fortsætter: ”Den kan lære noget af den grundtvigske bevægelse. For noget af det både skønne og anmassende ved den grundtvigske tradition er den idelige optagethed af ordene og sproget: Hvad er livsoplysning, og er det det samme som tilværelsesoplysning, og så videre. Stolpe op og stolpe ned, til man får kvalme af det. Men det vidner også om, at man tager spørgsmålet om, hvad vi skal med hinanden, seriøst. Det har lærerne og skolelederne i et vist omfang forsømt – blandt andet fordi de blev presset i defensiven ovenfra af politikerne, indefra af deres kampe om løn- og arbejdsvilkår og udefra af et stigende antiautoritært pres.”

”Det var derfor jeg for mange år siden foreslog en ’formålskommission’. Et jammerligt ordvalg med teknokratisk efterklang, men tanken var at pege på, at når der fx i folkeskolens formål står ’fortrolighed med dansk kultur og historie’ og ’forståelse for andre lande og kulturer’, så er det en virkelig vigtig sondring – for hvad er det, vi skal være fortrolige med?”

”Og de første, der skal samles om at svare på det, må være lærerne. Derfor skriver jeg også i min bog, at de skal hjemtage kritikken. Så de diskuterer indholdet af midten med hinanden og skærper deres synspunkter i stedet for at overlade det til politikere eller forældre at være på nakken af dem. For selvfølgelig skal vi strides om, hvad det almene er, men lærerne på midten skal stå i midten af den diskussion og sætte dagsordener.”

Det, vi ikke kan, skal skolen kunne

Nyligt afdøde socialdemokratiske politiker Knud Heinesen bliver ofte citeret for at have kaldt folkeskolens formål for samfundets trosbekendelse. Folkeskolens formål beskriver altså ikke samfundet, som vi på enhver tirsdag kan opleve det, men sådan som vi håber eller ønsker eller vil, at det er. Dermed skal lærerne ikke kun hjælpe eleverne ind i verden, som den er, men også bidrage til at skabe verden, som den burde være. Og ikke kun bidrage til – de er helt afgørende, for det er dem, der står der i midten.

Noget i den retning sagde også teolog og filosof K.E. Løgstrup, da han i 1981 holdt tale i anledning af Danmarks Lærerhøjskoles 125-års-jubilæum, hvilket Stefan Hermann citerer i sin bog: ”hvad der mislykkes mellem voksne indbyrdes, skal lykkes i lærerens forhold til børnene og de unge.”

Vel vidende at dette er store krav at stille, kaldte Løgstrup det for ”det uoverkommelige ved at holde skole.” Samtidig mener Stefan Hermann, at det er åbenlyst rigtigt: ”Skolen må forholde sig til, hvad der presser sig på som alment – fx naturkrisen eller digitaliseringen af verden. Og når vi nu blandt de voksne ikke har fikset det med naturen og det digitale, så må vi prøve, om vi kan gøre det bedre med børnene. Uoverkommeligt på en måde, men også uafvendeligt – som Løgstrup tilføjede.”

Han tilføjer, at det selvfølgelig er latterligt at tro, at skolen kan løse det hele for os: ”Men den skal yde sit bidrag. Og hvis ikke den skal risikere at løbe i 100 retninger for at løse det hele, er det uomgængeligt, at den er afklaret om formålet med skolen. Læreren i midten skal vide, hvad hun vil, og hvad hun kan.”