Kirken har den største chance lige nu for at sige noget vigtigt

”Har der været forsøgt kirkelig mægling?” spurgte en journalist fra et kirkeligt medie, da hele den danske presse var mødt frem, fordi prins Joachim og prinsesse Alexandra skulle skilles. Men uden at forklejne hvad en samtale med en præst kan gøre, så er det nok tvivlsomt, om det havde gjort fra eller til.

Når salmedigter og forfatter Iben Krogsdal siger, at kirken kan hjælpe os i kriser, er det imidlertid ikke ved at sende os i samtaleterapi. Tværtimod, faktisk. Men hun peger på, at i kristendommen er en etik, som vi aktuelt har brug for. Og at i kirken får vi et sprog, som vi aktuelt har brug for. Desværre har folkekirken bare ikke helt blik for, i hvor høj grad der er brug for den – og for at den sætter sig i bevægelse. Iben Krogsdal er efterhånden brudt grundigt igennem som salmedigter i Danmark. Hun er uddannet fra både Kunstakademiet og Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, hvor hun også har arbejdet som forsker. Men hun er allermest kendt for sine sange og salmer og gik fx med den seneste udgave af Højskolesangbogen fra at være repræsenteret med nul sange til at have 10 sange og salmer med – herunder fx ’Som de første forårsdage’ (fra 2011) og ’Du skal elske din næste som dig selv’ (fra 2009). I dag mødes vi imidlertid ikke for at tale om hendes salmer – eller i hvert fald kun i mere indirekte forstand. Vi mødes for at tale om kristen etik. 

Et helt land i enerumsterapi

Hun er optaget af, hvad der sker, når vi sender alting ind i det, hun kalder ’enerummet’. For antallet af unge, der bliver henvist til en psykolog eller terapeut, er i dag tårnhøjt. Og det betyder, at vi i stigende grad forsøger at håndtere det, der er svært i livet, i et rum, hvor der kun er én anden end dig selv til stede. Hun kalder generationen af unge i dag for ’Generation Henvist’, men peger i øvrigt på, at stigningen i enerumssamtaler også gælder de voksne: ”Jeg ser et helt land for mig, hvor vi sidder i hver sit rum med hver vores terapeut,” siger hun. 

Men det er ikke sært, at mennesker kan miste livsmodet. For der er åbenlyse grunde til at være nedslået – krige, klimakrise, demokratier, der vakler, teknologier, der bidrager til det, og så videre. ”Men,” siger Iben Krogsdal, ”der sker noget, når vi forsøger at løse så store kriser og udfordringer ved at træde ind i enerummet med en terapeut – i stedet for at være i et fælles rum. Og det, der sker, er jeg meget kritisk over for.”

I enerummet får du at vide, at du skal kunne forklare dit liv indefra. Men behandlingsrummets forklaringssprog er ifølge Krogsdal et reduceret sprog – det tilbyder en bestemt måde at forklare dig selv på. ”Og,” siger hun, ”så får vi en masse unge mennesker, som får formindsket deres sprog, og som sidder fast i deres egne forklaringer, men som faktisk ikke får det bedre. De kan ikke løse verdens problemer – og de får det ikke bedre med sig selv.”

Der er noget, du skal

I 2024 udgav Iben Krogsdal en bog med titlen Vi mislykkede guder. Bogen er et essay, der henvender sig til unge og deres forældre, og som undersøger, hvad der sker, når man kaster et teologisk perspektiv på unge menneskers liv: ”Når jeg karakteriserer en hel generation af unge som mislykkede guder, så er det, fordi de er en generation, der via alle mulige kanaler og platforme har fået at vide, at du-kan-hvad-du-vil. Og som samtidig i det terapeutiske sprog får at vide, at de selv skal kunne forklare deres liv. Når man får det at vide, så kommer man til at ligne en gud. Og så går man ud i verden med et helt forkert udgangspunkt: Man har ikke fået sprog for alt det, der er uden for en selv. Og når man så møder modgang og opdager, at det ikke holder, så får man følelsen af at være totalt mislykket.”

Iben Krogsdal kalder det at være overtroisk. For vi tror for meget på, hvad vi selv kan og skal: ”Men i kristendommen findes der ikke en etik, der fortæller dig, at du kan gå ud og redde verden. I stedet findes der en etik, der siger: Du kan ikke redde verden, men du skal gøre det alligevel. Vi får ikke at vide: Du-kan-hvad-du-vil. Vi får at vide: Der er noget, du skal. Og deri er der en kæmpe forskel – og en stor befrielse.”

”Du skal gå ud og elske din næste som dig selv. Og det kan du ikke. Og når du erfarer, at du ikke kan, så er det kristendommen siger: Jamen, det er, fordi du kun er et menneske og ikke Gud. I det øjeblik møder vi nåden og kan gå ud og møde hinanden. Men evangeliet bliver først relevant, når man erfarer: Jeg kunne ikke.”

Iben Krogsdal fortæller, hvordan hun kan ligge om morgenen og tænke: Nå, i dag skal du igen noget, du ikke kan. Noget der kan gå galt på så mange måder. ”Og når jeg tænker sådan, får jeg faktisk lyst til at rejse mig op og gå i gang. For når det så ikke helt lykkes, så er jeg ikke en totalfiasko for mig selv. Det, jeg skal, er jo rent faktisk håbløst.”

Hun fortsætter: ”Alle taler om, at vi skal have håb, men jeg er helt død for alt det håb. Man lægger endnu en byrde på sådan en som mig, hvis jeg får at vide, at jeg skal håbe.” 

Du kan ikke leve op til dine værdier

Det er ikke kun på det individuelle plan, at vi møder du-kan-hvad-du-vil-tilgangen. Den er også del af en samfundslogik. Og kristendommen bliver trukket med ind i det: 

”I dag tales der meget om ’kristne værdier’ som noget, vi har og kan leve op til. Men hele kernen i kristendommen er, at vi ikke kan leve op til vores værdier,” siger hun og fortsætter: ”Vi har glemt det lille ord ’ikke’. Og værdier uden den erkendelse er noget uhyggeligt noget. På den måde kan vi bilde os ind, at vi er på den rigtige side af stregen, mens andre står udenfor. Og det har ingenting med kristendom at gøre.”

Hun griner lidt ad udtrykket ’værdi-sæt’, at man kan have sine værdier som et sæt, man kan tage frem af skuffen eller have stående på virksomhedens, institutionens eller skolens hjemmeside og gøre sig selvretfærdig med – og siger: 

”Kristendommen er ikke værdier, men fordringer: Der er et ’skal’. Du kan ikke stå inde for dine værdier, og fordringen er, at du hver eneste dag skal noget, du ikke kan.”

Du kan synge dig kristen på 2-3 minutter

Talen om ’kristne værdier’ misforstår kernen i kristendommen, og dertil er det ifølge Iben Krogsdal også en reduktion af kirke og kristendom til en overflade: ”Arvesølvet er blevet en fikseret overflade – vi har værdisæt i stedet for at have mysterium, tradition, salmer, sammenhænge, mennesker.”

Og for Iben Krogsdal er salmer kristendommens grundsprog: Vi synger os kristne: ”En salme er det levende ord, der får krop. Det bliver sunget ind i mennesket og kan ikke mistes – det kan altid vækkes igen.”

”Og det sprog befinder sig ikke på overfladen. For salmen er der, hvor levende og døde mødes. Når man synger en salme træder man øjeblikkeligt ind i en større sammenhæng, hvor man deler vilkår med andre mennesker, levende og døde. Der er man i det store fællessprog.” 

”Men flere generationer i træk har ikke fået salmesproget. Det vil jeg virkelig gerne være med til at vække igen.”

Hun fortsætter: ”Man kan synge sig kristen på 2-3 minutter. Men det kræver, at man har noget, man kan synge. Og at der er nogle fællesskaber, der synger. Og at der er nogle tekster og melodier, der bevæger en – og som samtidig trækker tråde til vores tradition, så man kan læne sig ind i et større fællesskab.”

Det brænder et andet sted

Men folkekirken er ifølge Iben Krogsdal ikke opmærksom nok på, at den har en kæmpestor chance for at være rystende relevant: ”Jeg anerkender, at der bliver gjort rigtig meget godt ude i den danske folkekirke. Og jeg er ikke den, der gør grin med en, der laver sauna-kirke eller alle mulige andre påfund. Ja, det er en kikset idé, men jeg kan godt lide, at man prøver noget.”

”Men der er altså et manglende selvopgør med dele af fordums ’beregnende’ teologi. For når vi sender unge mennesker ind i de små rum, hvor de får et lillebitte forklaringssprog, så er det ekstra vigtigt, at vi åbner for et større uforklarlighedssprog. Og her bliver der simpelthen nødt til at være en bevægelse. Det nytter ikke noget, hvis vi kun sidder og synger med Brorson, at du har noget i dit blod, som var din far og mor imod. Det går bare ikke.”

”Positivt sagt: Jeg tror, folkekirken lige nu har en enorm chance for at komme til at betyde en forskel på åndeligt liv og død. Men det kræver, at man tør bevægelsen. Og tør træde ud af den gode gamle sikre gænge. At man tør spørge: Hvor brænder det i dag? Hvor kan vi give mennesker et nyt fællessprog?”

”Hvis vi skal det, skal der fx synges nye salmer. Og det er vel at mærke ikke, fordi kirken død og pine skal fornys. Jeg hader faktisk fornyelse. Men det er, fordi der er sket en bevægelse, som er essentiel for kristendommen. Det brænder et andet sted.”

Et godt eksempel på det er det, Iben Krogsdal kalder ’det karmiske’ eller karma-logikken: Hvad du sender ud, får du tilbage. Tag ansvar for dit liv. Du kan, hvad du vil, og du får, hvad du fortjener. Hun ser det alle steder – i de glitrede magasiner hos frisøren, i film, medier, politik, uddannelsesverdenen. Det er en livsfilosofi, som gennemsyrer vores verden: ”Vi lever i en tid, som er ekstremt karmisk tænkende,” siger hun. ”Og der er brug for, at vi går imod det.”

Hun fortsætter: ”For det er en benhård logik, der sender mennesker ud i dyb ensomhed og mislykkethed – eller i selvretfærdighed. Men opgøret med det karmiske bliver ikke voldsomt nok, hvis du bliver ved med at tale, som om du var i 1500-tallet og sige ’gerningsretfærdighed’ og ’arvesynd’. For det karmiske i dag ligger i ekstremt høj grad i et hver-mand-for-sig-selv på en helt anden måde end på Luthers tid. Og folkekirkens største og vigtigste opgave er at invitere ind i et stort fællessprog.” 

Det er vigtigt for Iben Krogsdal at understrege, at bestræbelsen på at vise folkekirkens relevans ikke handler om, at kirke og kristendom skal gøre sig forståelig: ”Et sprog, som rammer og bevæger, er ikke det samme som et forståelsessprog. Det er den største misforståelse, at kristendommens sprog skal gøres forståeligt for moderne mennesker. Jeg taler om et uforklarligheds- og utrolighedssprog. Som åbner og fordyber verden. Og som gør, at vi kan mødes i et fællesskab, der er større end det lille forklaringssprog.” 

”For hvis man møder et menneske, som er blevet alt for hyperforklaret og overtroisk på sig selv, med et forståelsessprog, så lindrer det ingenting. Derfor er jeg overbevist om, at det nye fællessprog, som vi skal synge på, skal være et utrolighedssprog. For jeg tror dybest set ikke, at vi mødes i kirken om det, vi tror på. Vi mødes om det, vi ikke altid kan tro på. Og det er det, vi har brug for et sprog for. Et mysteriesprog. Det er det sprog, man kan mærke imellem os, når vi er et ægte fællesskab.” 

Hvem er de alvorlige?

Iben Krogsdal peger på, at der i den teologiske debat – fx i den aktuelle debat om dåb – er fløje, der hævder, at de er dem, der tager kirke og kristendom alvorligt, og hvor alvoren er forbundet med at forstå dåben som afgørende for menneskers frelse. Men ifølge Iben Krogsdal er det på høje tid at udfordre det – for alvoren er et helt andet sted: ”Det store spørgsmål er, om Gud er den store samler eller bare en menneskelignende spreder. Hvis Gud virkelig skal forkyndes os i dag, så skal vi ikke hente vores svar på tidens mest brændende smertepunkter i de salmer, der siger: Kristendommen er frelse for nogle og ikke for andre.”

Hun er bekymret for, hvad det er for en alvor, folkekirken kommer til at tone frem med, og mener, at kristendommen misbruges til at dele mennesker op i frelste og ikke-frelste, pakket ind i et postulat om ’alvor’: ”Kristendommen er hamrende alvorlig. Der ligger en dyb alvor i netop ikke at gå ind på den tankegang, at nogle skal frelses, og andre skal fortabes.” 

”Jeg tror, man taler om frelse og fortabelse på et helt forkert niveau. For spørgsmålet om, hvem der er med og ikke med, er verdens mest almindelige spørgsmål. Et frygteligt spørgsmål, og et menneskeligt spørgsmål – som algoritmerne forstærker, og som måske er det spørgsmål, der kommer til at ødelægge verden. For i det øjeblik du spørger: Hvem bliver frelst og hvem bliver fortabt, så er du allerede fortabt. Frelsen er, at du ikke behøver stille det spørgsmål.” 

"Valget mellem, hvem der er med og ikke-med, er helvede. Gud er den, der frelser os fra netop det. Så først kommer helvede – og så kommer Gud. Det er ikke omvendt.”

Jeg beder Iben Krogsdal slutte med en peptalk: Hvad er det, kirken skal sige lige nu, som er af afgørende betydning:

”Den skal sige: Der findes en dybere og varmere alvor i verden, end vi selv forstår, og den kommer kristendommen med. Men den gør det kun, når den samler os mere, end den spreder, og når den minder os om, hvilken størrelse vi har. For vi er hverken kæmpestore eller bittesmå. Og de opgaver, vi står overfor, er ikke mere håbløse, end at vi kan gøre det, vi altid har kunnet. Vi har alle en lille vigtig rolle, og i den forstand er der intet nyt under himlen. For det ligger i kristendommens etik, at vi hver dag skal gøre noget, vi ikke kan – men vi skal gøre det alligevel.”

Bogen ’Vi mislykkede guder’ udkom i 2024 på forlaget Jensen & Dalgaard.