Utilbørlig og fornærmelig tiltale

1826 blev et skæbnesvangert år for Grundtvig. Året forinden, den 3. oktober, var han blevet stævnet af professor i teologi, H.N. Clausen, på baggrund af sit stridsskrift Kirkens Gienmæle fra september 1825. Heri havde Grundtvig angrebet Clausens 800-siders lange bog fra august 1825 med titlen Catholicismens og Protestantismens Kirke- Forfatning, Lære og Ritus. Dette værk havde forarget Grundtvig i en sådan grad, at han – på vegne af hele kirken – tog til genmæle og anklagede Clausen i grove vendinger for at være kættersk og sprede falske lærdomme om kirken og kristendommen.

I stedet for at give svar på tiltale og stille op til den litterære boksekamp, Grundtvig havde forestillet sig skulle udkæmpes skriftligt, valgte Clausen at gå rettens vej og lagde sag an mod Grundtvig for injurier. Den 30. oktober 1826 faldt dommen efter flere ihærdige forsøg fra Grundtvigs side på at få sagen afvist: Grundtvig blev dømt for at have angrebet Clausen med “utilbørlig og fornærmelig Tiltale” – og altså ikke for “ugrundede og ærekrænkende Udladelser og Beskyldninger,” som Clausen havde sagsøgt ham for. Derudover skulle Grundtvig betale sagsomkostningerne samt en bøde på 100 rigsbankdaler sølv til Københavns fattigvæsen, som hans venner i øvrigt betalte for ham.

Rent juridisk blev han dømt for at have overtrådt trykkefrihedsforordningen, som medførte, at han automatisk blev underlagt livsvarig censur. Det er dermed en myte, at han blev idømt livsvarig censur, som er en påstand, man ellers ofte støder på i forbindelse med injuriesagen. I praksis betød det, at ethvert skrift som Grundtvig ønskede at udgive, skulle en tur forbi den lokale politimester til forhåndsgodkendelse. Den 1. november 1837 blev trykkefrihedsforordningen imidlertid ændret, hvilket resulterede i, at Grundtvig kunne ansøge om at blive fritaget for censuren. Dette lykkedes allerede den 27. december samme år. I realiteten betød de 11 år med censurtvang ikke andet for Grundtvig end en let forsinkelse i forbindelse med hans udgivelser, og at et enkelt værk fra 1827 blev beslaglagt af politiet grundet emnet, der omhandlede retssagen mod Clausen. Grundtvig formåede at udgive lidt over 100 værker under censurperioden, hvor flere af hans mest betydningsfulde værker blev til, heriblandt Nordens Mythologi, Det Danske Fiir-Kløver og Sang-Værk til den Danske Kirke.

Når man har kendskab til Grundtvigs skrivestil, så kan man let forestille sig, at den lokale politimester måske har draget et lettelsens suk, da han ikke mere var pålagt at gennemlæse alt fra Grundtvigs hånd…