Det var ikke mig, det var min pen, der skrev

Den 8. maj 1826 nedlagde Grundtvig sit embede ved Vor Frelsers Kirke i København. Grunden var den verserende injuriesag mod professor i teologi H.N. Clausen. I Kirkens Gienmæle fra 1825 havde han kaldt Clausens teologi for ”uchristelig og forargelig.” Grundtvig tabte sagen. Den 30. oktober 1826 blev han dømt for injurier og som følge heraf underlagt livslang censur. Han var nu henvist til at leve af sit forfatterskab.

Dommen blev anledningen til, at han skrev Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente, der udkom den 23. marts 1827. Grundtvig nøjedes ikke med at gøre sit litterære bo op. Han tegnede også sporene af nye opfattelser af centrale temaer i forfatterskabet, bl.a. forholdet mellem nordisk mytologi og kristendom.

I Nordens Mytologi fra 1808 fremstilles myterne som en sammenhængende tekst. Grundtvig læste dem og kristendommen som parallelle verdensforståelser. Odin og Kristus var sønner af samme guddom. Da han i 1832 udgav Nordens Mythologi, læste han myterne som sanselige udtryk for menneskelige følelser. Myterne var nu udtryk for en livsopfattelse snarere end en religion. Derfor kunne han lade dem belyse sin samtid. På titelbladet kaldte han derfor helt logisk værket for Anden omarbeidede Udgave. Underforstået af det fra 1808.

Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente er et meget personligt værk skrevet på en alvorlig baggrund. Trods alvoren er værket præget af alt andet end mismod.

Et eksempel herpå er Grundtvigs fremstilling af, hvordan han drømmer om, at censuren bliver ophævet. Han sammenligner sig med Jeppe fra Holbergs komedie Jeppe paa Bjerget. Jeppe troede, han var død, da han vågnede i baronens seng, og kunne ikke tro det modsatte, før han blev vækket “til Live igjen af den samme Ret, der har dømt ham til Døden.” Som Jeppe kunne Grundtvig ikke vækkes til live, før dommen mod ham blev omstødt. Med tanke på, hvor meget han skrev, var det ikke mærkeligt, at censuren føltes som en dødsdom.

Drømmen gik i opfyldelse. Den 11. december 1837 ansøgte han om fritagelse for censur. Den 28. december kunne prins Christian Frederik lykønske ham med netop det.

At han var irriteret over censuren, det er helt klart. I fortalen til bogen kalder han den for ”Korset ved min Grav.” Samme sted frikender han sig selv. Han skriver at det var hans pen og ikke ham, der talte i Kirkens Gienmæle.

Censuren stoppede ikke Grundtvig. Den forsinkede højest udgivelserne få dage. I de 11 år han var underlagt censur, udgav han over 100 værker! Om ikke andet gav det ham anledning til at tænke over sit forfatterskab og indgå en ny pagt med den del, der ventede forude.