Arkiv-striden

Ved sin død den 2. september 1872 efterlod Grundtvig sig på Store Tuborg en overordentlig mængde manuskripter og papirer, der går under det sigende navn Grundtvig-arkivet. Arkivet opbevares i dag af Det Kongelige Bibliotek efter alle sikkerhedsmæssige forskrifter, og kender man til omfanget af Grundtvigs forfatterskab, vil det ikke overraske, at det med sine cirka 45.000 manuskriptblade er Danmarks største forfatterarkiv. Det tidligste manuskript er fra 1798 – da var Grundtvig 15 år gammel – og det seneste er fra dødsåret i 1872. 

Grundtvigs sidste hustru, den over 40 år yngre Asta, var en foretagsom dame med ben i næsen, og da de voksne børn fra de to tidligere ægteskaber gjorde krav på faderens litterære efterladenskaber, satte hun foden ned. Der kunne nemlig ikke findes nogen testamentariske bestemmelser angående den del af boet. I de følgende år udspillede sig en noget uforsonlig strid mellem parterne – delvis belyst af brevvekslingen, striden afstedkom, og særligt bevidnet af sønnen Svend Grundtvig, der nedskrev sin personlige version af begivenhederne.

I den ikke helt upartisk formulerede beretning gennemgår Svend forløbet, som det i hans øjne udspillede sig i efteråret 1872. Samlet set strides parterne om råderetten over håndskrifterne. Der kæmpes ikke blot om retten til at styre afdødes eftermæle, men også om tilsyneladende økonomiske fordele, da fremtidige udgivelser forventes at være en indbringende forretning. Asta holdt sig til lovens bogstav, efter hvilket den litterære ejendomsret tilkom hende som enke. Svend synes derimod at være styret af et højere princip og anser spørgsmålet om ejendomsret for en juridisk gråzone. Han problematiserer, at Asta vil udstrække råderetten til også at omfatte private papirer og breve, og han truer med at lade spørgsmålet gå rettens vej. Gennem mæglere fandt de dog til sidst en løsning, hvor arkivet forblev i Astas ejendom, mens Svend og pastor C.F. Brandt gennem et sindrigt system af mellemmænd fik adgang til at udgive skrifterne. Kontakten mellem Svend og stedmoren blev ikke personlig herefter.

Steen Johansen har udgivet ovennævnte kildemateriale i Grundtvig-Studier 1968, som hermed er anbefalet til uddybende læsning. I en kommentar til beretningen anfører Johansen, at den er noget ensidig. Han prøver at dele sol og vind lige og giver desuden en ’retfærdigere’ vurdering af Asta med ordene: ”Hun var levende af sind, kvindelig og vennesæl, når hun mødte forståelse, - demokratisk, liberal, folkelig, sådan som man dengang kunde være det, når man tilhørte adlen.”