Grundtvigs sang til Marie: Jeg vil gerne være hos dig

Mange vil lade tankerne falde på vielser og bryllupsfejringer, når de hører ordene ’Det er så yndigt at følges ad.’ Men bag den kendte bryllupssalme gemmer sig en anden historie – en fortælling om et sølvbryllup og en forfatter i dyb sorg.

I 1855 fejrede Grundtvigs præsteven, Peter Andreas Fenger, sølvbryllup med hustruen Louise Augusta Fenger, og i den anledning skrev Grundtvig sangen med førstelinjen ’Det er så yndigt at følges ad.’ Sangen – som efter sigende blev bestilt af parrets søn – hylder tosomheden, familielivet og et langt, lykkeligt ægteskab, præget af tro og sammenhold.

På dette tidspunkt var Grundtvigs egen situation dog langt fra lykkelig – året før havde han mistet sin ægtefælle Marie, som han var blevet gift med i 1851, kort efter hans første hustru, Lise, var død.

På tragisk vis døde Marie få uger efter fødslen af parrets søn, Frederik Lange Grundtvig, og efterlod Grundtvig alene som far i en alder af 70 år. For Grundtvig var hendes dødsfald et voldsomt slag. Marie blev blot 40 år, og Grundtvig havde ikke forestillet sig, at hun kunne gå bort før ham selv. Grundtvig bearbejdede sin sorg gennem flere mindedigte til Marie, hvoraf nogle blev trykt mens andre forblev upublicerede.

Fenger-parrets sølvbryllup fandt sted i begyndelsen af juni 1855, og blot få dage senere skulle Maries kiste nedsættes i familiegravstedet ved Køge Ås. Denne tid fylder uundgåeligt i sølvbryllupssangen, hvor efterklangen af Maries kærlige ord også sniger sig ind.

Marie havde ofte sagt ”jeg vil gerne være hos dig,” når hun og Grundtvig sad sammen. Dengang undrede han sig over, at hun – ellers rig på smukke ord – brugte dette enkle udtryk. Først efter hendes død forstod han dybden i ordene, og det blev sidenhen hans eget yndlingsudtryk.

Disse ord vækker genklang i sølvbryllupssangens formulering om ’to, som gerne vil sammen være.’ På trods af at Grundtvig havde oplevet et sølvbryllup med sin første hustru, Lise, er det tydeligt, at det er samlivet med Marie, der var i hans tanker, da han skrev sangen.

Selv om Fenger-parrets sølvbryllup er sangens anledning, spiller de ingen fremtrædende rolle i teksten. Grundtvig omskrev senere sangen, så den kunne bruges ved vielser generelt. Det er i denne version, at sangen er blevet en elsket klassiker. Bag dens festlige toner ligger dog stadig Grundtvigs person