Tænk, hvis børnene aldrig var kommet ud af fabrikkerne?

”Det tager 10.000 timer at lære at omgås andre mennesker,” siger Margrethe Vestager. ”Vi burde kunne det naturligt, fordi vi ellers ville dø. Men det kan vi ikke.” Det er derfor, vi ifølge Vestager, skal have en ordentlig samtale om, hvad vi vil bruge kunstig intelligens (AI) til, for ellers risikerer vi, den træder imellem os: ”Min AI-agent kan nemt tale med din AI-agent og gennemføre det her interview, fordi min AI-agent kender mig lige så godt, som jeg kender mig selv. Og vice versa. Derfor må vi som samfund spørge os selv: Hvad er det, vi gerne vil have? Hvad er det for et samfund, vi gerne vil have? Og hvad er det, vi prioriterer? Hvor synes vi, at menneskelig kontakt er vigtig? For et samfund uden relationer er ikke længere noget samfund.”

Fra selvforsynende til pengeøkonomi

Margrethe Vestager sammenligner de spørgsmål, vi må stille i dag med dem, man også måtte stille, da Danmark gik fra at være et bondesamfund til industrisamfund: ”Meget af håndens arbejde blev jo dengang overtaget af maskiner, og det påvirkede alting: Rigtig mange flyttede ind til byerne, hvor man fandt arbejde på de store fabrikker. Det betød, at også landbruget fik brug for flere maskiner, fordi der ikke var den arbejdskraft, der var før. Familierne fungerede anderledes, fordi de ikke længere var selvforsynende, og det betød, at man i højere grad havde en pengeøkonomi,” siger Margrethe Vestager og peger på, at vi dermed også fik et helt andet forhold mellem mennesker, fordi man ikke længere kunne klare sig selv. "Du kunne selvfølgelig tilbyde din arbejdskraft og så få penge i stedet for. Men du var afhængig af, at nogen ville købe din arbejdskraft. Jeg tror,” siger hun, ”at det er en af grundene til, at der starter en bevægelse hen imod, at vi som borgere bliver nødt til at tage myndigheden tilbage og finde ud af, hvad det egentlig er, vi vil. Og det begyndte med børnene,” forklarer hun og uddyber: ”Det var så åbenlyst, at børnene skulle ud af fabrikkerne, for de mistede arme og ben. Der var ikke nogen sikkerhed, der var ikke nogen afskærmning, der var ikke nogen arbejdstidsregler, der var ingenting. Derfor begyndte man at få bragt dem i sikkerhed og i stedet få dem mere i skole, hvor de kunne udvikle sig og blive klogere.”

Det handler ifølge Vestager om strukturer og politiske valg: ”Når jeg sammenligner nutidens spørgsmål om AI med den første industrielle revolution, er det, fordi der ikke gik så mange år, før vi begyndte at gribe ind i den, rydde op i den, og sætte grænser for den. Det er derfor, vi siger, at vi i dag har en social markedsøkonomi. Vi sætter grænser for markedet og siger, at der gerne må være konkurrence, men at det ikke må være med naturen, børnenes helbred, de voksnes vågne timer eller deres stress som omkostning.”

Den første bølge af digitalisering er for intet at regne i forhold til AI

Digitaliseringen har gjort rigtig mange ting lettere for langt de fleste mennesker. Hvem savner fx at stå i en lang kø på posthuset for at skulle betale næste måneds regninger? ”Samtidig sker der det med digitaliseringen, at rigtig mange af de steder, hvor vi har været nødt til at have en personlig udveksling, forsvinder. Vi kan betale vores regninger, gå i banken, angive vores skat og købe en togbillet hjemme fra sofaen,” siger Vestager og tilføjer: ”Men den første bølge af digitalisering er for ingenting at regne i forhold til AI, fordi den netop ikke bare overtager håndens arbejde – den overtager også åndens arbejde, altså det vi kan med vores intellekt.” Hun peger på nogle af de vidtgående kompetencer, en AI maskine har: Være en dygtig copyright-skriver, en dygtig advokat, en dygtig læge. ”Og så kan den også håndtere vores relationer. Der er rigtig mange, der har en AI-ven, en AI-terapeut, en AI-doktor, ja også en AI-erotisk partner.”

Vi er derfor tilbage ved spørgsmålet om, hvad vi vil. Margrethe Vestager er ikke modstander af den teknologiske udvikling – i en vis forstand er den der jo bare, fordi et samfund hele tiden udvikler sig. ”Men jeg tror ikke, vi på noget tidspunkt besluttede, ikke at have kontaktpunkter med andre men- nesker. Jeg tror for så vidt godt, du kan have en nation, der er mekanisk, men du kan ikke have et samfund.”

Droner og bleskift

Der er mange dilemmaer forbundet med AI – der er også nogle, der, ifølge Vestager, ikke er så svære at tage stilling til. Først et eksempel uden for det helt nære: ”Jeg tror, rigtig mange mennesker synes, det ville være virkelig dejligt, hvis de ting de skal have ordnet hos det offentlige, kunne gå lidt hurtigere, og at man ikke behøvede at levere alle mulige data for at få det til at ske.” Fx ved en byggetilladelse til en garage. ”Tænk hvis kommunen bare sendte en drone op en gang om året for at tjekke, hvordan det hele ser ud. Så ved den præcis, hvordan tingene ser ud, og du kan nøjagtigt få at vide, hvor du må bygge i forhold til de gældende regler.”

Men der er andre steder, hvor en god offentlig service er noget helt andet, og det kommer vi tættere på med dette dilemma: ”Jeg synes fx der er noget utrolig tiltrækkende ved sådan et toilet, der kan skylle og vaske og tørre. Det vil give en uafhængighed i mit eget liv at kunne håndtere nogle personlige ting selv, som er meget private. Hvis det skulle blive aktuelt, synes jeg ikke, man behøver at have en relation til en, der kommer og ordner det for en,” siger Margrethe Vestager. Til gengæld ville hun gerne møde et menneske at tale med, når alt det andet med toiletbesøget var overstået. ”Og ikke en robotdukke, som godt nok vil være flink og høflig og aldrig sige én imod, men som netop ikke er et levende menneske.” Men også her kan der være et dilemma: ”I Sydkorea giver man sådan nogle AI-dukker til ensomme gamle mennesker, som så ikke føler sig ensomme mere. Skal man så lade være med at give dem dukken, når nu der ikke er noget menneske, der kommer?” spørger hun og svarer: ”Vi er i hvert fald nødt til at gå til roden af problemet og spørge: Hvor kommer den ensomhed fra?”

Det samme dilemma går igen i forhold til ældre mennesker på plejehjem. ”Skal der være sensorer i bleer på plejehjem, sådan at bleen ringer, når den skal skiftes? Er det en god eller dårlig ting?” spørger hun. ”Hvis den ringer selv, kommer der måske ikke nogen ind og siger hej og spørger, hvordan det går. Så kommer der måske kun en, når bleen ringer,” siger hun og peger på, at dilemmaet ikke er enkelt, fordi det på den ene side er godt, at det hurtigt registreres, at bleen skal skiftes, og på den anden side kan blive en sovepude i forhold til den menneskelige kontakt. ”Det handler jo om kulturen på stedet, og derfor er det en god diskussion at have, fordi den er konkret og fordi den peger tilbage på, at der er brug for, at der kommer nogen, uanset om bleen skal skiftes eller ej.”

Og så tilføjer hun: ”Men grunden til, at man har opfundet bleer, som selv ringer, når de skal skiftes, er, at der er for mange bleer, der ikke bliver skiftet. Og derfor må man igen tilbage og finde ondets rod og spørge, hvorfor vi er i den her situation. Det er vi, fordi vi ikke prioriterer, at der er nogen, der er sammen med udsatte og sårbare mennesker.”

Politikere skal løfte diskussionen op

Det er den diskussion, politikerne, ifølge Vestager, skal være med til at løfte. ”Hvis ikke de hjælper os med at tage den, kan de heller ikke drage nogen konsekvenser af det, vi kommer frem til.”

Men hvorfor fyldte alt det med teknologi og AI så ikke mere i den nyligt overståede valgkamp? På mange måder mener Vestager, at valgkampen lige så godt, kunne have fundet sted før 1960’erne: ”Det handlede om gammeldags dyrevelfærdsproblemer, gammeldags forurening og spørgsmål om, hvorvidt vi skal holde noget mere fri. Det var, som om hverken EU, verden, teknologi eller AI fandtes,” siger hun og tilføjer, at det måske også handlede om, at man var enig på en række områder om, hvordan vi samarbejder om Grønland – og ikke mindst enige om, at Trump ikke skal overtage Grønland. ”Og så tror jeg, at man er enige om ikke rigtigt at vide, hvad man skal gøre ved AI. Men det er jo også begyndelsen på en samtale. Det er nysgerrigheden i forhold til, at vi faktisk ikke ved, hvad vi skal,” siger hun og anerkender, at ”en valgkamp ikke er et godt sted at være nysgerrig, åben og stille spørgsmål.”

Europas sociale kontrakt

Der er en del af de store spørgsmål, der handler om AI og teknologi, som Margrethe Vestager i sin egenskab som EU’s konkurrencekommissær allerede har taget livtag med. De handler, som før nævnt, om konkurrence og social markedsøkonomi: ” Selvfølgelig skal der være en konkurrence om at have den bedste teknologi. Men det ræs, vi er i, er ikke et ræs i forhold til en konkurrence om at blive bedre kinesere eller bedre amerikanere. Det handler om, hvordan Europa i højere grad kan løfte den sociale kontrakt, som er indgået med alle borgere. Også for de borgere, som ikke oplever, at den sociale kontrakt gælder for dem. Så det handler jo igen om samfundsudvikling og politiske valg. For der er ikke nogen enkeltperson, der kan håndtere det her selv,” siger hun og fortæller, at EU har lavet

verdens første lov om kunstig intelligens, der lige præcis siger noget om, hvordan vi skal bruge den.

Hun uddyber: ”Når folk godt ved, det er en maskine, er der ingen problemer. Men hvis det bliver svært at gennemskue, bliver det et problem,” siger hun og kommer med et eksempel: ”Din dat- ter søger om optagelse på universitetet og kommer ikke ind. Hvorfor? Det kan være virkelig svært at gennemskue. Det kan være maskinen har nogle data, der gør, at den ikke synes, kvinder skal læse kemi," siger hun og forklarer, at det er derfor vi i EU har en lovgivning, der sætter grænser for, hvordan vi anvender teknologien: "Når det får følger for den enkeltes liv og for, om du kan få et arbejde, en forsikring, et realkreditlån eller en uddannelse, skal man ikke ukritisk lade maskinerne gøre arbejdet."

Teknologien skal med Vestagers ord netop gøre tingene nemmere, ”men den skal ikke diskriminere dig, den skal ikke udelukke dig eller gøre nogen ting ved dig, som gør, at dørene bliver lukkede. At vi forholder os til de spørgsmål, er helt normalt i en europæisk sammenhæng,” understreger hun og fortsætter: ”Alt det, vi har gjort i Europa i forhold til vores lange historie, er det normale at gøre. Det kan godt være, der er folk ude i verden, der siger, at de er skideskøre i Europa. Men vi vil altså gerne have, at den teknologi, vi bruger, skal være sikker – både for vores mentale sundhed og for vores demokrati.”

Hun mener, det er resten af verden, der er ude i et fuldskalaeksperiment, der ikke er til at gennemskue: ”Det svarer til, at den industrielle revolution havde fået lov til at løbe amok, uden at børnene nogensinde var kommet ud af fabrikkerne, at der ikke var

kommet skærme på maskinerne, udluftning fra røgpartiklerne, fornuftige arbejdstider og sundhedsforsikringer.”

Frihed til, at vi i fællesskab gør ting bedre

I Vandrehallen på Christiansborg står et citat, som Margrethe Vestager finder fantastisk smukt: ’Loven binder og loven gør fri.’ ”Der står ikke bare, at du har fuld frihed til at gøre ting, som ikke skader andre mennesker. Citatet tager skridtet videre ved at sige, at du har frihed til, at vi i fællesskab gør ting bedre. Og det er jo meget mere aktivt end at sige, at min frihed strækker til, at den ikke skader din,” siger hun. ”Men min frihed er faktisk endnu

stærkere, fordi den kan gøre, at både din og min frihed vokser. Det viser det paradoks, at når vi binder hinanden med fælles love eller fælles normer, så får vi alle sammen en frihed, som vi ellers ikke ville have haft.”

Derfor skal man også være præcis, mener hun, ”når man siger, at der er for meget regulering. Grundloven er sådan set også en regulering. Den er også et stykke lovgivning. Derfor må vi være præcise, når vi mener, noget er blevet for stramt eller blevet for meget eller ikke kan administreres. Ellers fjerner vi den ramme, vi har sat omkring fx konkurrence. Du kan ikke konkurrere på bekostning af miljøet, arbejdsmiljøet, sundheden, børnenes fritid – eller demokratiet, for den sag skyld.”