Tysk misundelse over dansk frihed

I maj 1853 stiftede Grundtvig Den Danske Forening (som var noget andet, end det er i dag). Baggrunden var følgerne af Første Slesvigske Krig (1848-1851) og de politiske udfordringer, der truede som følge af, at Frederik 7. næppe kom til at efterlade en arving til tronen. Endelig påbød fredsaftalen efter krigen, at den danske helstat skulle forblive intakt. Helstaten bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Et sandt kludetæppe af styreformer, sprog og kulturelle tilhørsforhold. Opskriften på uro. Noget Grundtvig afskyede. Derfor var han ikke tilhænger af helstaten. Han fandt den udansk, og han frygtede at den ville fremme tysk indflydelse på dansk sprog og kultur. Tysk indflydelse var for ham dårlig indflydelse. Den Danske Forening skulle dæmme op for den dårlige indflydelse. Det skulle ske gennem foreningens ugeblad Dannebrog. Grundtvig bidrog ivrigt i første årgang af Dannebrog med prosa og digte. De fleste med en tydelig politisk brod vendt mod Tyskland.

’Det Danske Folk’ fra 21. maj 1853 er Grundtvigs første digt i Dannebrog. Det er en beskrivelse af Danmarks mytologiske fortid og er mere tilbageholdende med sin kritik. I de 15 strofer stikker han kun til Tyskland tre gange. Tyskland sammenlignes med dødbringende jætter fra den nordiske mytologi, og tyskerne kaldes for onde og betegnes som tyske grever. Altså ikke folkelige.

Blot to uger senere den 3. juni har piben fået en anden lyd. I otte ud af de sytten strofer i digtet ’Tysk og Dansk’ beskriver han truslen fra Tyskland og hvad der vil ske, hvis ikke danskerne sætter sig til modværge. Tyskerne er aggressive og dominerende, styret af kold fornuft og beregning. Uden modstand vil livet i Danmark blive et ”Hundeliv”! Den tyske aggression kender ingen grænser: I strofe fem fremstiller han ikke uden ironi Tysklands grænseløse og absurde ambitioner. Ikke blot vil de gøre Danmark tysk, men også England, og de helmer ikke, før også solen og månen er tyske! Digtet er fyldt med opfordringer til kamp. Danmark ønsker ingen fremmed indflydelse, hvilket meget tydeligt fremgår af digtets tre sidste vers: ” Men det mindste Himmerig / Maa det største Helved sig / Meget dog frabede!”. Og det er stilen for langt de fleste digte i Dannebrog. Himmerige er Danmark; helvede er Tyskland. Så er det sagt.

Grundtvig brugte også digtene til forsigtigt at udtrykke reviderede standpunkter. I digtet ’Ved Grundlovsfesten den 5te Juni 1854’ trykt 9. juni forsvarer Grundtvig Danmarks grundlov. I 1849 undlod han at stemme ved lovens vedtagelse. Nu gør han den til et nationalt klenodie og et politisk instrument, der fungerer som et værn mod tysk indflydelse. I digtet sammenlignes Tyskland med en menneskeædende lindorm. Tyskland misunder Danmark denne frihed. Misundelsen over Danmarks lykke bliver i digtet mødt med et ønske om undergang for de misundelige. Digtet opfordrer danskerne til at synge om den ældgamle ret til at tænke, tro og tale frit i Danmark som et værn om friheden.