Balladen om en sang: Tre vers til os alle og ét til censuren

”Engang var der trøst at hente i, at selv om man blev bundet på mund og hånd, så kunne man ikke binde ånd” skrev Hans-Jørgen Schanz på bagsiden af bogen Ånd (2017). Den nyligt afdøde  idéhistoriker spekulerede på om folk stadigvæk i vore dage søger håb og frihed i ånd under krisetider. Men til hans trøst er Man binder os på mund og hånd skam populær på mange højskoler. Faktisk har flere netop nævnt den som deres yndlingssang, når de har talt med mig om Højskolesangbogen.

PH (Poul Henningsen) skrev sangen i 1940 til revykomedien Dyveke. Stykket havde premiere på Riddersalen i København, blev en kæmpe succes og opførtes ca. 400 gange på ture rundt i landet i halvandet år. Det blev kritiseret i pro-nazistiske aviser, men hvorfor fik de i det hele taget lov til at turnere? Ja, man havde haft teatercensur siden 1853 (allerede fire år efter Grundlovens  stadfæstelse af borgernes ytringsfrihed), men under Anden Verdenskrig forblev denne censur i hænderne på den af justitsministeriet udvalgte teatercensor Jacob Normann. Denne fremsynede censor skaffede paradoksalt nok teatret frihed med sin censur. Normann fik PH til at fjerne et helt vers, så kritikken af nazismen fremstod på et mere underforstået plan.

For nogle år siden fandt man det hidtil ukendt tredje vers i PH’s gamle noter. De færreste har sunget det g(l)emte tredje vers som bl.a. lyder: ”Det gælder kærlighed og krig / at alle løfter kun er  svig, / og ingen kan stole på menn’skenes ord.” Ved at censurere dette ’kamuflerede protestvers’ slap sangen igennem. PH gjorde aldrig noget for at genindsætte det efter krigen. Derfor skrev han formodentlig verset helt bevidst for at plante noget i sangen, som ’skulle censureres’. Med sine tre vers blev sangen alligevel en central del af vores fællessangskat.