Balladen om en sang: Hvad var det dog, der skete?

”… så var der altså mange veje, der skulle døbes om,” udtalte en beboer på Tage Mortensens Vej i Frederikshavn til Weekendavisen den 13. januar 2022. I modsætning til andre mente hun godt, at vejen fortsat kunne være opkaldt efter den nu afdøde chefdirigent.

Spørgsmålet om forholdet mellem ’værk og moral’ er evigt tilbagevendende. Det, der varierer, er, hvad der anses som moralsk forkasteligt: Hvis J.K. Rowling er transfobisk, kan man så læse Harry Potter? Og kan man læse Knut Hamsun efter holocaust? (for lige at nævne to diskussioner, der vist ikke helt kan sammenlignes).

Med digteren, dramatikeren og præsten Kaj Munk er det imidlertid en anelse mere indviklet. For Kaj Munk kæmpede og døde som modstandsmand og helt. Han blev skudt af en nazistisk terrorgruppe den 5. januar 1944. Dette til trods kom den populære sang om Den blå anemone først med i højskolesangbogen i 2006: Hvorfor mon?

Måske skyldes det, at man i højskolekredse har vægtet Munks demokratikritik og fascination af ’den stærke mand’ højere end hans modstandskamp. I 1930’erne kritiserede Munk nemlig gentagne  gange parlamentarismens mangel på handlekraft (den duede i England, ”fordi der snakker man ikke, men i alle andre lande duer den ikke, thi der snakker man sig ihjel”) og han fandt det ”umuligt andet end at prise det hitlerske styre for klogskab over klogskab, sejr efter sejr.” Knud Hansen, forstander på Askov Højskole, hævdede i 1942, at Kaj Munk i sit inderste stadig var ”tilhænger af diktatur.” Og i 1970’erne og 80’erne blev forfatterskabet stort set kun nævnt i kombination med Munks fascination af fascismen (mens venstrefløjsforfatteres forsvar for Moskvaprocesserne godt  kunne forbigås i tavshed – som Per Stig Møller bemærker i sin bog om Kaj Munk).

I dag er Den blå anemone en af de mest elskede sange i højskolesangbogen.