Balladen om en sang: Kirken af levende stene og uden præst

En septembernat i 1807 ramte en engelsk raket tårnspiret på Vor Frue Kirke i København. Efter bombardementet stod kirken i ruiner i mange år pga. statsbankerot. Så Grundtvig havde masser af murbrokker til rådighed i arbejdet med sit nye kirkesyn, som han nåede frem til i 1820’erne: Kirken er ikke en bygning. Og kirken er ikke præstens udlægning af Bibelen. Kirken er menigheden. I Kirken den er et gammelt hus synger vi, at den egentlige kirke er “bygget af levende stene”. De levende stene er os mennesker fra slægt til slægt med Kristus som hovedhjørnesten, som “troen og dåben forene” til en menighed. Derfor står kirken, ’om end tårnene falde’, som vi synger i salmen.

Men i Grundtvigs originale version slutter salmen med et vers, der hverken findes i de udenlandske oversættelser eller i Den Danske Salmebogs nr. 323: "Selv bygger Ånden kirke bedst, // trænger så lidt til drot som præst, // ordet kun helliger huset." Når ånden tager bolig i os, behøver vi hverken konge- eller præstedømme til at bygge kirke.

Højskolen har kæmpet for det kontroversielle vers’ udbredelse. Udvalget bag Højskolesangbogen optog i 1926 salmen med Grundtvigs oprindelige slutning, og den har været der lige siden (med undtagelse af første oplag af 2006-udgaven, hvor verset var ude. Nok fordi man i denne udgave havde tilpasset alle salmer efter salmebogens versioner – måske uden at tænke over, at her var der noget afgørende på spil?). I 2002 valgte salmebogskommissionen at danne to-vers-salmen nr. 329, som bare består af det syvende og det sidste vers. Hvis man vil synge hele salmen fra salmebogen, kan man altså i dag begynde med nr. 323 og fortsætte med nr. 329.