Balladen om en sang: Ingen pinsefest til Grundtvig

I 1826 drømte Grundtvig stort. Og han skrev Den signede dag. Tusindåret for Ansgars ankomst til Danmark stod for døren. Kristendommens komme skulle fejres med festlig kirkesang hertillands, men det blev ikke efter hans hoved

De kirkelige myndigheder nedlagde nemlig forbud imod at synge Grundtvigs salmer under landets pinsefester. En ung, lovende professor, H.N. Clausen, havde året før udgivet et stort værk om Bibelens betydning for kirken. Clausen tog udgangspunkt i en tanketung bibelkristendom, som stred mod Grundtvigs opfattelser. I al hast skrev han et såkaldt Kirkens Gienmæle, som fremførte det dengang kontroversielle synspunkt, at Bibelen ikke var indgangen til den kristne tro. En kirke burde tage afsæt i menighedens liv og fællesskab. Lang historie kort: H.N. Clausen lagde sag an mod Grundtvig. Grundtvig tabte sagen og blev idømt livsvarig censur for injurier mod Clausen.

Dagens salme var således ikke direkte årsag til Grundtvigs livsvarige censur (der dog blev ophævet i 1837), selvom også dén emmer af protestteologi. Salmen er skrevet over en middelalderlig, nordisk dagvise: Den signede dag som wi nu see. Grundtvig bytter rundt på billedsproget. Hvor man originalt i anden linje så sollys “ned til oss aff Himmelen komme”, tegner Grundtvig en solopgang. I den gamle vise findes lykken og det gode kun i himlen, så når rejsen i sidste vers går til “vort Fæderne Land”, ser man ingen borg med venner i lys i gyldne sale – nej da skiltes man “ved dette Elende” – ren himmelfart fra alverdens elendighed. Grundtvigs festsalme er tværtimod fyldt med positive beskrivelser af livet her og et gudsrige, som forbinder sig med livet på jorden, snarere end at være dets modsætning. Men synge den pinsedag i 1826 måtte man altså ikke.