Tre blikke på bibeloversættelse

Jesper Tang Nielsen om bibeloversættelse

Jesper Tang Nielsen er præst i Vartov og Københavns Valgmenigheder, fhv. lektor i nytestamentlig eksegese på Københavns Universitet og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse

Min tilgang er den faglige nytestamentlige: En bibeloversættelse er det vigtigste bogværk i en generation. Det er der, man kan se – eller hvor man bør kunne se – hvad der er bibelforskningens status. Den oversættelse, der kom i 1992, var kulminationen på den historisk-kritiske tilgang til Bibelen. På samme måde bør den igangværende oversættelse afspejle de seneste 40 års forskning på området.

For mig er det dertil vigtigt, at man har én bibel, som både bliver anvendt i kirken og brugt i uddannelsessystemet – i dansk- og religionsundervisningen. Ideelt set skulle oversættelsen også kunne bruges til at studere de bibelske skrifter på et akademisk niveau. I min forståelse af protestantisk

kristendom må det være den samme bibel, der bruges i forkyndelsen og til oplysning og kritiske studier. Det sidste, synes jeg, er blevet glemt i debatten.

Men derfor er det vigtigt, at de bibelske tekster forbliver historiske skrifter i deres historiske kontekst. Det er en oversættelse af antikke skrifter, som hver især stammer fra bestemte kommunikationssammenhænge og har haft bestemte formål. Det må man godt kunne se i oversættelsen. Også selvom der står noget, som vi i dag må tage afstand fra og forholde os kritisk til. Det er for mig at se ovenikøbet en pointe, at oversættelsen giver anledning til at tænke kritisk over, hvad der står. Det skal blive klart, at Bibelen kræver fortolkning.

For Bibelen har i udgangspunktet autoritet, men det betyder ikke, at man skal underkaste sig. I så fald skulle man overtage antikke måder at leve og tænke på. I stedet skal man tvinges til at tænke selv.

Et af de steder, hvor problemerne tydeligst kan ses, er ved spørgsmål om køn, sex og seksualitet. Hvordan oversætter man fx det græske ord ’pornê’?

’Sexarbejder’? ’Prostitueret’? ’Skøge’ går i hvert fald ikke længere.

I min optik skal man fremstille det sådan, som det har været for de antikke forfattere, der skrev teksterne. Hvis det er ment som et nedladende udtryk, skal oversættelsen ikke fjerne det nedladende. Den vold og undertrykkelse, der findes i teksten, skal vi ikke dække over.

Det bliver tydeligt i oversættelsen af ordet ’doulos’. I prøveoversættelserne har man valgt at oversætte med ’slave’ og ikke ’tjener’, som man tidligere gjorde. Det er godt, for så ser man, at der er tale om at være ejet af en anden. Men er det med vilje, at man bruger en identitetsterminologi og ikke introducerer ordet ’slavegjort’? Det kan godt være et bevidst og historisk begrundet valg, for i antikken var der nogle, der mente, at der var mennesker, der var født som slaver. At det var deres identitet. På den anden side er der jo altid nogen, der har gjort de mennesker til slaver, fordi de ejede dem. Skal den vold og undertrykkelse ikke frem i oversættelsen?

Om Bibelselskabet har taget den diskussionen bag ved oversættelsesvalget, har vi ikke fået at vide. I det hele taget så jeg gerne en langt større åbenhed i forhold til de diskussioner, der selvfølgelig er der.

Jeg foreslog i begyndelsen, at man skulle arbejde med oversættelserne i åbne dokumenter, så alle kunne følge med i oversættelsen, deltage i diskussionen og høre begrundelserne undervejs. Det har man mildest talt valgt ikke at gøre.

Louise Franklin Højlund om bibeloversættelse

Louise Franklin Højlund er leder af Folkekloster Halsnæs sammen med sin mand. Hun er dertil trospraksis- teolog hos Areopagos og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse

Jeg er optaget af Bibelen som et sted, hvor man finder inspiration til, at evangeliet får krop gennem os. At vi kan møde kærlighedsmesteren Jesus, når vi læser.

At alle kan det, uden at skulle have forklaret i en prædiken, hvad der ifølge præsten står i teksten. Bibelen skal ikke være en forhindringsbane, som vi skal have hjælp til at komme igennem.

Jeg har haft meget med børn og unge voksne at gøre, og så har jeg været præst i et arbejderkvarter. Og jeg har haft et stort behov for, at de ord, man lagde ud til mennesker, der kom for at søge næring, faktisk nærede. Men når jeg fx skal læse en tekst af Paulus højt, så kan selv højtuddannede mennesker knap forstå det.

Dengang Paulus’ breve første gang blev læst op i menighederne, har det jo været levende, sprudlende og provokerende i forhold til, hvordan de skulle leve deres liv. Og det ligger mig på sinde, at man på samme måde kan møde Jesus i teksten.

Det, der dengang føltes almindeligt, skal derfor også virke almindeligt i dag. Og dengang vakte ordet ’slave’ jo ikke anstød. Derfor skal vi oversætte det på en måde, der ikke vækker anstød i dag. For hvis nutidige ører først og fremmest kommer til at fokusere på alt det, der er galt med den måde, man tænkte på dengang, så kan man jo ikke modtage evangeliet. Det, der skal forstyrre dig, er det, teksten ønsker, du skal blive forstyrret af: Budskabet om kærlighed og tilgivelse.

Jeg drømmer om, at vi får en folkebibel, alle kan læse. Og hvor man ikke mest af alt har lyst til at fraråde folk at læse den, fordi de enten ikke kan forstå den eller bliver frustreret over alle de der patriarkalske ting, der er i den.

Jeg tror ikke, kirkens enhed står og falder med en ensartethed i forhold til oversættelsen. Den står og falder med, at vi er nogle, der mødes og beder og synger og spiser sammen.

Jeg synes i virkeligheden ikke, man skal autorisere en bestemt bibeloversættelse som ’den rigtige’. I den største del af kirkens historie har man ikke autoriseret. Der har bare været en tra- dition for, at man ville videregive det gode. Autorisation er en bølleagtig ad- færd, hvor man presser alle til at sige det samme – og ellers bliver man straffet. Sådan stod der i forordet i den bibel, Christian den 5. satte sit stempel på: Alle skal ærbødigt bøje sig og i alt følge det her, ellers bliver I straffet.

Alle, der oversætter, har nogle bestemte briller på og kommer med nogle kroppe, der bærer på erfaringer. Det fik jeg først for alvor øje på, da jeg opdagede, at der i Højsangen i Det gamle Testamente står: ”Hun var sort, men smuk.” For ordet ’men’ er det samme ord, som langt de fleste andre steder i Bibelen bliver oversat med ordet ’og’. Så hvorfor står der ikke: ”Hun var sort og smuk”?

Ingen af os kan tage vores briller af. Derfor må man sammensætte en meget bred oversættelsesgruppe, hvis man skal forsøge at lave en folkebibel.

Det er der ikke nu. Jeg var til en rundbordssamtale på Bibelselskabet i den indledende fase. Og der var ikke nogen med til mødet med en anden et- nisk baggrund eller en anden hudfarve. Der var heller ikke andre kvinder med end mig.

Godt nok taler vi meget om rummelighed i folkekirken, men gang på gang har jeg oplevet, at rummelighed betyder rummelighed af konservative teologier, ikke en rummelighed overfor liberale frihedssøgende eller for progressive synspunkter.

Hvad er det fx for nogle gudsbilleder, man ønsker at videregive? Der er nogle sproglige muligheder, vi ikke har undersøgt. Som jeg har forstået det, har man fx slet ikke overvejet at skifte or- det ’herren’ ud. Men når der i Det gamle Testamente står ’Jahve’, så betyder det jo ikke ’herren’. Det er et navn, som vel egentlig bare skulle oversættes med ’Jahve’. Eller med ’XX – indsæt dit ord for det guddommelige’.

Og det er jo bare et af de steder, hvor man går med traditionen og en patriarkalsk historie. Man udnytter ikke de sproglige muligheder for at skabe en balance mellem det maskuline og det feminine, som faktisk ligger i sproget. Man kunne fx forsøge at få frem, at ordet ’livmor’ gemmer sig i ordet for ’kærlighed’. Der er jo en lang tradition for, at bibeloversættelser bringer nye ord til vores sprog – hvorfor ikke fortsætte den?

Johannes Baun om bibeloversættelse

Johannes Baun er generalsekretær i Bibelselskabet og leder af den igangværende autoriserede bibeloversættelse 

Bibelselskabets aktuelle oversættelsesprojekt ligger i forlængelse af de seneste 100 års oversættelser, hvor man har arbejdet tværfagligt. Det betyder, at hverken kildesprogsnærhed, moderne dansk, tradition eller anvendelsesmuligheder kan være trumf. Og det synes jeg ret beset er smukt. For så handler kompromisets kunst ikke om laveste fællesnævner, men om hvordan forskellige fagligheder og perspektiver i fællesskab kan frembringe den bedst mulige oversættelse.

Ulla Morre Bidstrup har her i Grundtvigsk Tidende med en meget fin formulering omtalt det at oversætte Bibelen som ”at skabe en tradition for fremtiden”. Når man ikke blot reviderer den seneste oversættelse, men begynder forfra 40-50 år efter, at den blev lavet, bliver ordlyden af teksten nemlig helt naturligt en lidt anden – både det danske sprog og de ører, vi hører med, har forandret sig en del, ligesom forskningen har givet nye indsigter.

At ordlyden forandres, er der få, der har en holdning til, hvis det handler om de små profeter i Det gamle Testamente. Anderledes er det, når teksterne er mere velkendte. Der mærkes det, at vi arbejder med noget, der betyder meget for mange. Til efteråret udsender vi prøveoversættelser af blandt andet Anden Mosebog og Matthæus-evangeliet – og dermed af De ti bud og Fadervor. Det skal der nok blive debat om, og den er velkommen. En oversættelse skal kunne holde til at blive diskuteret.

Men både for os, der bidrager til oversættelsen, og enhver, der kaster sig ind i debatten, er der et par spørgs- mål, der altid er værd at overveje: Hvordan kan vi lave en oversættelse, som de næste mange årtier fungerer i gudstjenesten, til konfirmander, til læsning derhjemme, som grundtekst for kulturen, til undervisningsbrug?

Og hvordan sikrer vi, at Bibelens ord, udtryk og indhold bliver (mindst) lige så værdifulde for de kommende generationer som for de nuværende?

Et vigtigt spor her peger mod det fælles. Bibelen er ikke for de få. Derfor er jeg glad for den danske tradition, hvor regenten autoriserer oversættelsen til brug i folkekirken. Ikke fordi vedkommende er bibelekspert, men fordi oversættelsen på den måde bidrager til fællesskabet i folkekirken. Ja, såmænd også mellem folkekirken og alle de andre kirkesamfund, der bruger den.

Fællesskaber har traditioner, og fællesskaber udvikler traditioner. Det gælder også fællesskabet om bibeloversættelsen. Med tråde tilbage i den danske bibeloversættelsestradition er vi derfor i fuld gang med at skabe en tradition for fremtiden.