Så længe vi læser, er vi i live

”Menneske først, læser så.” Sådan havde jeg egentligt planlagt at parafrasere Grundtvig som indgang til denne artikel. I takt med at skolen gennem de seneste årtier har øget fokus på elevernes læsning i ord pr. minut, rigtige svar og nationale tests, er børn og unges læselyst faldet. ”Det døde bogstav trives – og ånden får iltmangel,” kunne indgangen også lyde. Grundtvig advarede faktisk mod det aktuelle scenarie: “Hvor nemlig ikke tamp og spanskrør er de egentlige skolemestre, der er dog sædvanlig lutter døde ting: Bøger, tavler, blæk og penne hovedsagen, og menneskerne både de store og de små, kun til i skolen for at læse i bøgerne og sige hvad der står, skrive på tavlerne og papiret og se efter, om det står som det skal.” (N.F.S. Grundtvigs tale om skolevæsenet, 21. september 1841, Foreningen ’Danske Samfund’, København)

”Oplyst læsning stiller mennesker ansigt til ansigt med virkeligheden.” Sådan kunne vi med en Hal Koch-pastiche også vælge at modernisere allusionen en anelse. Den pointe har folkeskolen tilsyneladende misset i befippelse over de internationale læseundersøgelser, der i 1990erne begyndte at dumpe danske elevers læseevner. Som lærerstuderende dengang husker jeg afmagtsfølelsen. Fra seminariets trygge svøbe af grundtvig-koldske formede skoleidealer, der anså oplysning som en oplysning for livet, betragtede vi hjælpeløst mediernes dækning af de evidensbaserede resultater, som var danske skolebørn atleter i et adfærdspsykologisk OL i undervisningsresultater.

Selv med Grundtvig og Kold i ryggen evnede vi som seminarister ikke at formulere et modsvar til det individfokuserede læringsdogme, der kom til at definere de følgende årtiers uddannelsespolitik. Vi blev lærere i skyggen af PISA-testene og lærte at sætte kvantificerbare mål og delmål for elevernes læsning. Vi kom ud til en ny virkelighed i folkeskolen, hvor vi testede, som gjaldt det nu livet. Afkodning, hastighed og forståelse blev målestokken for, hvordan det stod til med læsningen blandt danske skoleelever. Nu står dagens skolebørn så med lorten. Ja, læs bare, hvad lektor Simon Skov Fougt ved Danmarks Pædagogiske Universitet udtaler til en artikelserie i Politiken om ’læsehad’ blandt børn og unge: ”Nationale tests er noget lort fra ende til anden. Det må du gerne citere mig for” (Politiken, 23. januar 2025). Fougt er forskningsleder på den internationale undersøgelse PIRLS, som undersøger elevers læsning i 4. klasse. Hans universitetskollega, professor Jeppe Bundsgaard, supplerer i samme artikel: ”Hele tanken om, at det handler om at læse hurtigt, er absurd. At læse hurtigt er en bivirkning af, at man læser meget, og det gør man, hvis man har lyst. Men vi er med til at lære børnene, at læsning er en pinsel.”

Al litteratur handler om døden

Andetsteds i Politikens spalter møder man flere gange ugentligt en skikkelse, som gennem hele sit liv har forholdt sig aktivt til læselyst. Det er Bo Tao Michaëlis, som nok mest er kendt som litteraturkritiker. Selv kender jeg ham bedst som min dansklærer i gymnasiet – andre møder ham som litteraturunderviser på universitet. Som 15- årig matematisk 1.g’er på Birkerød Gymnasium i slutfirserne følte jeg hverken særlig lyst eller lede ved læsning, men det ændrede Bo Tao fra sin position ved katederet på. Hans undervisning grundlagde min efterfølgende livslange læselyst. Så jeg opsøger ham som kilde til en forståelse af læsningens natur. Måske ikke så overraskende bliver det en samtale om sprog og litteratur.

Modsat min artikels indledning, åbner Bo Tao interviewet med en rap replik: ”Al litteratur handler om døden!” Hvadbehager? Hvordan har dødsdrift givet dig lyst til at læse gennem et langt liv? ”Jo, man kalder det Sherezade-komplekset. I rammefortællingen om 1001 nats eventyr fortæller Sherezade historier for at holde sig i live. På samme måde er læsningen en livsforlængende aktivitet, som kan holde eksistentielle kræfter i skak. Selv læser jeg for at flygte fra virkeligheden. Så længe vi læser, er vi i live,” proklamerer han begejstret – og højlydt - på den lille københavnercafé, vi har indtaget som scene for interviewet.

Litteratur mod fake news

Jeg ser det for mig på det første forældremøde i børnehaveklassen: ”Det er vigtigt, at jeres børn lærer at læse, fordi al litteratur handler om døden. Her på skolen uddanner vi små eskapister.” Tankegangen står i (befriende) kontrast til de pædagogiske dagsordener, som har domineret i et par årtier indtil for nylig: Det 21. århundredes kompetencer og 'real world problem solvning'. I det berømmede essay Retten til at læse (1992) beskriver den franske forfatter og skolelærer Daniel Pennac ” … læsningens paradoksale værdi, som er at trække os bort fra verden for at give den mening.” Et essay han i øvrigt skrev som kommentar til en tilsyneladende læsekrise blandt franske børn, blandt andet som konsekvens af øget tv-sening.

Men der er mening med galskaben, forklarer Bo Tao, når jeg spørger hvad eleverne får ud af litteraturundervisningen i dette eskapistiske perspektiv: ”De bliver eksistentialistiske og analytiske i deres læsning. Med eksistentialistisk mener jeg, at selvom litteraturen foregår på Tahiti eller i det gamle Rom, kan eleverne se, at den siger noget om deres liv her og nu. Analytisk betyder, at de bliver bedre til at gennemskue mange af de løgne og fake news, de møder i dag, fordi meget litteratur er skrevet af en forfatter, som vil have dem et sted hen. Eller at teksten har sin egen intention.”

Med tilføjelsen af de nuancer bliver budskabet nok nemmere at sælge til forældrene. Men hvad med eleverne? Hvordan kan læreren arbejde med det indbyggede skisma, at eleverne i skolen har pligt til at læse, men at forskningen nu siger, at lysten er det vigtigste?

Vi bager rugbrød om aftenen og boller om morgenen

”Man skal fare med lempe og ikke præsentere eleverne for Tove Ditlevens ægteskabsproblemer eller Herman Bangs syn på kvinder, før eleverne er modne til det. Der gik mange år før min egen søn læste igen, efter han blev trukket gennem Ved vejen. Hvorfor skal jeg læse om en konflikt, jeg slet ikke kan forstå? Så hellere tage Bjarne Reuter eller noget andet, som afspejler elevernes eller deres forældres verden. I første instans skal du læse litteratur i øjenhøjde med eleverne. Der er ikke noget galt med en bog om ridepigen Gerda, som er nervøs inden hun skal deltage i en konkurrence med sin hest,” forvirrer Bo Tao mig nu, for hvordan hænger det sammen med litteraturen som netop øjenåbner til verden omkring dem? Men også denne iboende selvmodsigelse er der svar på. For jo dygtigere du bliver til at læse, des mere melder lysten sig til det også: ”En dygtig læser kan se, at enhver tekst består af flere tekster. Hvis du ser tekster som et hus, så er der forskellige lejligheder i det. Selv de mest primitive tekster kan du få flere lag ud af. I mange år var der en lillebitte kaffebar nede på Grønningen med et skilt i vinduet: ’Vi bager rugbrød om aftenen og boller om morgenen.' Den slags semantiske far-jokes river Bo Tao af sig gennem hele interviewet. Undervisningen må gerne være underholdende og engagere til læsning gennem andre modaliteter. Som eksempel på hvordan han har haft held med at vække læselysten hos elever fra ikkeboglige hjem, nævner han spilbaseret undervisning eller popsange som initialt tekstvalg for at komme i gang med litteraturlæsningen.

Dansklærerne har været for vage

Jeg kan skrive under på, at man kun sjældent kedede sig i Bo Taos dansktimer. Men forudsætningen for at eleverne udvikler sig til dygtige elever, handler mere om hårdt arbejde, forklarer han: ”At læse er et arbejde du skal igennem. Det giver ikke det samme at lytte til en bog på Mofibo. Du skal selv afkode teksten. Der sker en bevidsthedsudvikling, og det er derfor, du kan blive træt, for du har faktisk arbejdet. Din hjerne er også en muskel, som du har brugt til at gå i dybden med en ting.” Bo Taos kritik af danskundervisningen forholder sig ikke udtalt til test-paradigmet. Men til hans eget segment i lærerstanden: ”Selv skidedygtige dansklærere har været for vage. De gav ikke faget den samme status som de naturvidenskabelige fag, hvor man turde sige: Hvis du vil være læge, så skal du kunne det og det. Dansk blev et snakkefag, hvor vi til gengæld slagtede eleverne til eksamen,” uddyber han og efterlyser fokus blandt dansklærerne på fagets evne til at højne elevernes kulturelle kapital som et redskab for mennesker til at opnå social status og adgang til magtfulde positioner i samfundet.

Er læsekrisen pædagogisk?

Det er nærliggende at hyle med i ulvekoret af testkritikerne og pege fingre ad læseundersøgelser og præstationskultur som årsager til den dalende læselyst. Det gør jeg gerne selv, hver gang lejligheden byder sig. Men det var måske mere relevant at beskæftige sig med, hvad vi som dansklærere egentlig forstår ved læsning. Hvad er dens natur? Hvorfor var det nu, at læsning er så vigtigt? Og så i øvrigt bede journalisterne skrue ned, når de skriger læsekrisen op. ’Læsehad’ hedder den artikelserie i Politiken, som fik redaktionen på sporet af emnet til artiklen. Alene ordet vækker min semantiske afsky, men det er måske også det journalistiske formål med prædikatet. Efter samtalen med Bo Tao forstår jeg nu bedre, at det ikke bare er en læsekrise, vi står i. Det er en pædagogisk krise i forståelsen af, hvad læsning er – og hvad vi vil med den.

Ifølge Bo Tao kan man ikke overfortolke en tekst. ”Selv en mærkelig fortolkning rykker. Der findes ikke en autoriseret fortolkning af teksten. Hvis du mener det, reducerer du teksten. Mange unge dansklærere annammer officielle fortolkninger af værker og så underviser de i dem. Men vi skal lære vores elever at stille spørgsmål til teksten, som åbner den på en ny måde. Spørgsmål, som teksten ikke umiddelbart har svar på. Det er det, litteraturen kan. I modsætning til film. De vil jo gerne have, at vi fik rundet af med en god slutning, inden vi går ud af biografen.” Med fare for at trætte læseren (!) kan jeg ikke lade være med at afrunde artiklen med endnu et grundtvigsk ekko. Opråbet til lærere, forældre og politikere kunne lyde: Bøgerne får først liv, når vi lærer eleverne at læse dem med ånd.”