Hvornår har du sidst givet din kollega fordybelsestid?

”Har du set min mail?” siger jeg. Og prikker dermed til en kollega, der måske har været så heldig at bruge formiddagen på andet end en mail fra mig. Samtidig tikker en notifikation ind om, at der igen er lus i 3.b. 

Forskningen diskuterer, om vi er blevet dårligere til at koncentrere os, end vi var i gamle dage. I hvert fald er der i dag mere, der forstyrrer os og forsøger at tage vores opmærksomhed end tidligere. Og det er ikke kun de techgiganter, der tjener penge på vores opmærksomhed, der står for forstyrrelserne – vi forstyrrer også hinanden.

Det skal vi selvfølgelig blive ved med. Men spørgsmålet er, om vi også har en opgave med at give hinanden koncentrationstid og mulighed for fordybelse? Ofte siger vi velmenende til en presset kollega, at hun skal huske at passe på sig selv – men skal vi også ’passe på hinanden’? Har vi et ansvar for de andres tid og ro? Og er fordybelse en sag for folkeoplysningen?

Hvad er fordybelse?

Grundtvigsk Forum har fra 2023-2026 stået bag to projekter om fordybelse i fællesskab. I projekterne har indgået en række arrangementer, hvor fordybelse er omdrejningspunktet, og det har involveret en række lokale fællesskaber rundt i landet.

Men hvad er egentlig fordybelse? Og skal vi overhovedet have mere af den? Det har Kristiane Hauer, der har forsket i fordybelse, nogle bud på:

”Der er ikke en endegyldig definition på fordybelse,” siger hun. ”Men jeg forstår fordybelse som en oplevelse, hvor vi er stærkt opslugt eller indlevet i noget. Som oftest noget, der opleves som positivt og meningsfuldt. Samtidig er fordybelse også noget, der kræver en særlig opmærksomhed og en vis vedholdenhed. Man kan altså både tale om fordybelse som en oplevelse, man nærmest bliver suget ind i, og som en indsats, der kræver noget af os.”

Hun tilføjer: ”Hvad det så er, vi er fordybet i, kan være meget forskelligt. Det behøver ikke kun handle om romanlæsning eller dyb filosofisk tænkning. Vi har alle sammen fordybelseserfaringer, og på en måde er der derfor noget meget demokratisk ved fordybelsen. Vi er ligestillede, når det gælder fordybelse: Man kan fordybe sig i en fysisk aktivitet, i sit arbejde, i naturen, spille et instrument, være fordybet alene eller sammen med andre. Og så kan man selvfølgelig også læse en bog.”

Kristiane Hauer har dertil en tilføjelse, som hun ikke er stødt på i fordybelsesforskningen, men som hun finder afgørende: ”Der er noget i fordybelsen, vi tager med os videre. Noget kvalitativt. Fordybelsen har et ’eftertryk’, noget ’bundfælder’ sig i én. Netop de ord, vi bruger her, er sigende. De siger noget om, at fordybelse har langtidsvirkning.”

”Det, tror jeg, er en af grundene til, at vi værdsætter det. Fordybelse giver en oplevelse af mening.”

Romaner er farlige

Kristiane Hauer vil altså både svare ja og nej på spørgsmålet, om vi befinder os i en fordybelseskrise. Men det hænger også sammen med, at hun ikke mener, man kan konkludere, at fordybelse er noget entydigt positivt. Det er fx selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad vi fordyber os i, og det er ifølge Kristiane også afgørende, at vi kan komme ud af fordybelsen igen.

Hun peger på, at dengang romangenren brød igennem, var det almindeligt at mene, at læsning af skønlitterære romaner som Don Quixote og Madame Bovary kunne være farligt, fordi de trak læseren ud af virkeligheden. Det svarer til den måde, vi i dag taler om mennesker, der er blevet så optaget af et computerspil, at de har svært ved at træde ud af fiktionen eller kende forskel på fiktion og virkelighed. Ifølge Kristiane Hauer skal vi med andre ord tale om fordybelse som et spektrum, hvor både for meget og for lidt kan være problematisk.

Hun mener samtidig ikke, man kan kalde tre timers passiv scrolling på sociale medier for fordybelse, selvom man godt kan have fornemmelsen af at være væk: ”Der mangler det, jeg kalder ’eftertrykket’,” siger hun. ”Man går sjældent derfra med en fornemmelse af at bære noget vigtigt med sig videre.”

Det kræver mod at give afkald

Som nævnt taler vi imidlertid om fordybelse på to forskellige måder: som en oplevelse eller en indsats – og ofte uden at opdage det: ”Når vi går glade fra en god fordybelsesoplevelse, så taler vi ofte om selve oplevelsen af at blive draget ind i noget, der optager os, men når vi taler om en fordybelseskrise, så er det en bekymring for vores manglende evne til at koncentrere os, det handler om,” siger Kristiane Hauer. 

Og der er noget ved fordybelsen, der kan være krævende. Det er ikke altid, man automatisk bliver suget ind. Først og fremmest kræver det, at man kan give afkald på alt det, man ikke bruger tid på, når man bruger tid på én ting. Derfor er det udbredte fænomen FOMO – fear of missing out – også en udfordring for fordybelsen: ”Især mange unge opfatter det som deres sociale forpligtigelse at være orienteret mod de andre,” siger Kristiane Hauer. ”Jeg skal være til rådighed, jeg skal svare tilbage, hvis ikke jeg svarer, har jeg afvist relationen. Og hvis jeg er for længe nede i én ting, bliver jeg hægtet af. Så står jeg der på perronen, og måske har jeg satset forkert.”

”Det kan med andre ord kræve mod at trække sig ud af denne stillen-sig-til-rådighed,” siger Kristiane Hauer.

Fordybelse kan give os et moralsk kompas

Dermed er Kristiane Hauer også enig i, at fordybelsen har eller kan i hvert fald have en demokratisk og moralsk betydning: ”Det har en demokratisk værdi, at vi en gang imellem kan trække os tilbage og tænke os om. Og heldigvis er vi i et land, hvor også politikerne ind imellem stadig virker til at have tid til det. For det er afgørende for vores moralske kompas, at vi kan tænke over tilværelsen, mærke efter hvad der er rigtigt og forkert.”

Noget lignende skriver Michel Steen-Hansen i endnu en sms, der tikker ind: ”Fordybelse er forudsætningen for at kunne gennemskue sandt fra falsk. Uden tid og ro til at tænke efter bliver vi let ofre for forenklinger, manipulation og misinformation,” skriver han.

Og han bliver ved – nok særligt i forhold til læsning: ”Fordybelse giver os mulighed for at læse – ikke kun teksten, men også konteksten. Den giver os forståelse – evnen til at læse bagud og indenad, se nuancerne og sammenhængene. Og den skaber empati – evnen til at sætte sig i andres sted og forstå perspektiver, der ikke ligner ens egne. Så ja, fordybelse er ikke en luksus. Det er folkeoplysningens kerne,” skriver han. Stadig fra sit møde.

Fordybelse som et politisk anliggende

Jeg fortæller Kristiane Hauer, at vi i foreningen Grundtvigsk Forum har inviteret til arrangementer, som deltagerne endda har været villige til at betale entré for, hvor de selv skulle medbringe en bog og så sætte sig ned og læse. Godt nok har de fået en drink eller en kop kaffe, men Egentlig har de ikke fået noget, de ikke selv kunne arrangere derhjemme. Det undrer hende ikke:

”Jeg tror, vi kan have brug for rammesætning. Der er en støtte i, at det at være alene om noget bliver sat i scene som meningsfuldt. Måske medfører det, at man tør gøre det, man længes efter,” siger hun og tilføjer: ”Og måske savner vi også at være til stede sammen med andre om noget dybere end overfladisk kommunikation.”

Men hvis fordybelse kræver mod og fremmes af, at nogen stiller rammer til rådighed. Og hvis det endda har demokratisk nødvendighed, at folkeoplysningen gør en indsats for fordybelsen, er det så ikke også et politisk anliggende?

Det mener Lotte Rod fra De Radikale: ”Det er politisk skabt, at der er blevet dårligere vilkår for fordybelsen – især i folkeskolen, hvor der har været et meget stort fokus på målstyring, resultater og test, og hvor lærerne dårligt har tid til at forberede sig ordentligt, herunder fx selv have ’læst bogen’. Og nu er det et politisk ansvar at gøre noget ved det,” siger hun og nævner, at hun har gode forventninger til fagfornyelsen i folkeskolen, men hvis det virkelig skal rykke noget, så er der også brug for at se på lærernes tid: ”Der er en kamp lige nu for at vinde tilbage, at skole i det gamle Grækenland betød ’fri tid’, tid til at undersøge verden lidt på afstand og i en slags boble.”

Heller ikke Lotte Rod er overrasket over, at folk gerne vil komme til arrangementer, der egentlig bare handler om, at de skal sætte sig ned og læse: ”Der er en længsel efter at være forbundet med andres virkelighed og med historien. Og jo mere tech og AI buldrer derudaf, jo vigtigere er det, at vi bliver i stand til at være i verden som mennesker. Man kan altid få ChatGPT til at lave et resumé af en bog, men det at blive rørt eller forarget eller få grineflip over noget, man er dykket helt ned i – det er jo uvurderligt,” siger hun. 

Fordybelse i protest – og som identitetsmarkør

Fordybelse kræver mod. Mod til ikke at være til rådighed og mod til at gå glip af alt muligt, der også kunne være vigtigt. Og fordybelse er et politisk anliggende og en sag for folkeoplysningen. Og så kan fordybelse også nærmest tage form som en stille protest, der popper op rundt omkring i gadebilledet. Andreas Harbsmeier, der er tidligere redaktør på Højskolebladet og nu forlagschef på forlaget A Mock Book fortæller:

”At insistere på fordybelse er også et spørgsmål om magt. Det handler om at generobre retten til sin egen tid og sin egen opmærksomhed i en kultur, der konstant forsøger at beslaglægge begge dele. I den forstand bliver fordybelsen også til en stille, men bevidst protest mod distraktionens økonomi.”

Men ligesom Kristiane Hauer, der peger på nuancer i fordybelseskrisen, ser Andreas Harbsmeier fordybelsesprotesterne som andet end oprør. Det kan også (bare) være selveksponering: ”Den samme bevægelse er så også ved at forvandle fordybelsen til kulturel kapital – en identitetsmarkør. Når telefonen i toget eller på caféen erstattes af en bog, som man ser det mere og mere for tiden, er det ikke kun et valg af nærvær, men også et signal. Fordybelsen balancerer derfor på en hårfin grænse: Mellem oprør og iscenesættelse, mellem indre nødvendighed og ydre positionering,” siger han.