Lærere uden grænser

En film om en skolelærer i det, der i filmens intro præsenteres som verdens mest forurenede by, løb i år med en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm. Og filmen, Mr. Nobody against Putin (2025), handler ikke om forurening i fysisk forstand, men om hvor hurtigt krigspropaganda kan sive ind i alle kroge på en skole og blive hverdag. I filmen følger man læreren Pavel Talankin, kaldet ’Pasha’, der også er medproducer på filmen. Pasha får til opgave at dokumentere, at hans kollegaer overholder statens krav om at viderebringe propagandaen til eleverne – hvilket giver ham mulighed for at følge og dokumentere indoktrineringen.

Her i foråret gjorde Københavns Lærerforening et scoop, da det lykkedes dem at invitere Pasha, som i dag er gået under jorden, til samtale og filmfremvisning for de københavnske skolelærere ved et eksklusivt arrangement. Og Grundtvigsk Tidende fik det særlige privilegium at interviewe Pasha.

Katrine Fylking, der er forperson for Københavns Lærerforening, stod bag initiativet. Hun fortæller, at når københavnske skolelærere skulle se denne film, handler det selvfølgelig ikke om, at de direkte kan spejle sig i Pashas virkelighed. For filmen foregår i et krigsførende diktatur, ikke i et dansk demokrati. Derimod mener hun, det vigtigt at insistere på et fællesskab mellem lærere, der går på tværs af landegrænser: ”Vi er fælles om at være del af lærerprofessionen. Man står på nogle fælles værdier og en fælles faglighed, når man er lærer. Man vil noget af det samme. Det gælder også, selvom lærere i Danmark selvfølgelig samtidig er forpligtede på de værdier, der specifikt gælder for den danske folkeskole.”

For Katrine Fylking var der ingen tvivl om, at den særlige stemning, der var ved arrangementet i Grand, handlede om, at det var et møde mellem lærere: ”Solidariteten i rummet var tydelig,” siger hun: ”Lærere i verden har meget forskellige arbejdsvilkår, men vi er fælles om at gå på arbejde hver dag for at være sammen med vores elever og undervise. Vi er fælles om at ville noget med andre mennesker, fælles om at påtage os den vigtige samfundsopgave at være lærer. Og for at vi kan støtte hinanden på tværs af landegrænser i det, vi er fælles om, har vi brug for at vide noget om, hvilke forskelle der er, når man er lærer i forskellige lande.”

Det handler om undervisningsfrihed

Det internationale perspektiv på lærerprofessionen er ikke nyt. I Danmarks Lærerforening, som Københavns Lærerforening er en kreds af, har der i mange år været et samarbejde med forskellige lande. Arbejdet går især ud på at hjælpe med at opbygge fagforeninger og faglige fællesskaber: ”Det handler ofte om løn og arbejdsvilkår, men det handler også om at være en del af et professionsfællesskab på tværs af grænser,” siger Katrine Fylking, der udover af være forperson for Københavns Lærerforening også er medlem af Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening.

Når københavnske lærere skulle inviteres til at møde Pasha, var det altså først og fremmest et ønske om at styrke båndet mellem lærere i verden – og styrke forståelsen af, at det at være lærer sætter dig i en særlig forbindelse til andre lærere i verden. Samtidig mener Katrine Fylking også, der er noget, vi bør tage med os fra Pashas historie i forhold til en dansk sammenhæng. Og det handler om undervisningsfrihed: ”Når man ser filmen og lytter til Pasha, bliver ens tanker ledt hen på, hvad det er for vilkår, man selv arbejder under som lærer i Danmark. Man kan hurtigt komme til at tage for givet, at man kan undervise frit, at vi har undervisningsfrihed og ytringsfrihed. Men filmen viser en forandring, som sker på ganske kort tid: Fra at lærerne kan undervise frit, til at al undervisning faktisk er dikteret oppefra,” siger Katrine Fylking.

Det betyder ifølge Katrine Fylking ikke, at vi skal være bekymrede for russiske tilstande i Danmark, men det skærper vores blik for, at vi – også i Danmark – skal værne om undervisningsfriheden.

Jeg beder Katrine Fylking komme med nogle eksempler på, at undervisningsfriheden er under pres i Danmark:

”Det ser jeg for eksempel, når lærere interesserer sig for egen praksis og gerne vil udvikle og måske forske i egen praksis og stille vigtige spørgsmål. For hvis du skal have finansiering, tid og rum til det, skal du som regel være en del af et større projekt der kommer oppefra, hvor der måske også er indgået en aftale med en fond. Og de store projekter og fondene kan have et andet formål end de spørgsmål, der satte læreren i gang,” siger hun.

”Der er rigtig mange, som gerne vil samarbejde med kommunerne, skolerne og lærerne ofte finansieret af fonde. Og det kan ofte føre til gode projekter, så det er der i sig selv ikke noget galt i. Men problemet er, at det i dag ofte er lærernes eneste mulighed for at engagere sig i at udvikle praksis. Derfor bliver det svært at sige nej til at medvirke. Men det er vigtigt, at vi faktisk indimellem siger nej og siger, det her er ikke det, jeg som lærer har valgt, vi skal arbejde med i mit fag, eller det her er ikke noget som bidrager til skolens opgave eller formål.” 

”Skolerne skal fungere selvstændigt, hvor pædagogisk og didaktisk udvikling er finansieret offentligt. Her er brug for frihed og demokratisk kontrol. Det må ikke være sådan, at konsulenter eller fonde kan købe sig ind i skolen, og hvis de er der, så skal det stå helt klart, hvad formålet er, og hvad de bringer ind i skolens praksis.”

Vi må ikke holde på med at undervise

Et andet eksempel handler for Katrine Fylking helt konkret om, hvorvidt det er muligt for lærere at undervise i det, de har sat sig for at undervise i. For som lærer kan man blive mødt med et pres fra især forældrene, der gør det sværere at undervise i emner som fx køn, seksualitet eller religion. Den udfordring har hun selv gjort erfaringer med som lærer. Hun fortæller om dengang hun havde to parallelklasser i dansk, som begge skulle læse Yahya Hassans første digtsamling, YAHYA HASSAN fra 2013. I den ene klasse løftede ingen et øjenbryn, men i den anden mødte hun modstand fra nogle af eleverne og fra elevernes forældre. De mente ikke, Yahya Hassans digte hørte til i undervisningen – de mente faktisk slet ikke, de skulle være skrevet. 

Men netop fordi digtene skabte en samfundsdebat, så Katrine Fylking det som hendes opgave at kigge nærmere på dem i klassen – at etablere et undersøgende rum, hvor digtene og de spørgsmål, de affødte, kunne vendes og drejes. Hun peger på, at når man har været lærer over længere tid i en klasse og har opbygget en autoritet i klassen, så kan man ofte lykkes med at gøre klasserummet til et trygt rum, hvor emner kan tages op: ”Man kan gå ind i klasserummet og lukke døren. Og så har du noget tid med eleverne i et fælles rum, hvor det, der er uden for rummet, er holdt lidt på afstand.” 

I dette tilfælde var hun dog lige ved at opgive: ”Jeg overvejede oprigtigt talt, om det var en god idé at undervise i de digte, fordi der var nogle elever, jeg skulle passe på.”

Samtidig mener hun, at det er helt afgørende, at læreren kan gennemføre sin undervisning – og gør det: ”Det er vigtigt at holde fast i, at vi skal kunne undervise i det, som læreren vælger at undervise i. Det må vi ikke holde op med,” siger Katrine Fylking.

Men det kræver, at man kan føle sig sikker på, at man har en skoleledelse, der står bag dig – og også at man har et stærkt kollegialt fællesskab: ”Det havde jeg,” siger Katrine Fylking. ”Og det gik også godt. Jeg havde en række samtaler med nogle forældre, og jeg gennemførte undervisningen. Men jeg var oprigtigt i tvivl undervejs.”

Vi skal passe på skolen

Læreren skal passe på eleverne. Men læreren skal også passe på skolen. Det gentager Katrine Fylking flere gange i interviewet.

Skolen hænger selvfølgelig sammen med samfundet og er forpligtet på en opgave, den har fået af samfundet. Og eleverne hænger sammen med forældrene og med deres sociale liv uden for skolen. Alligevel er der ifølge Katrine Fylking en bunden opgave for læreren i at passe på skolen, det vil sige være opmærksom på, hvad der kommer ind udefra. Og nogle gange også forhindre det i at trænge ind – for at beskytte undervisningsfriheden.

For at gøre det har man som lærer brug for fornemmelsen af at være i et kollegialt fællesskab – også på tværs af landegrænser:

”Det gjorde et særligt stort indtryk på mig, at Pasha beskriver en meget stor ensomhed: Hans kollegaer opfatter ligesom ikke rigtig, hvad der sker med skolen. Han føler sig alene på skolen og føler sig alene i lang tid.” 

”Det synes jeg godt kan minde os danske lærere om, at vi skal være opmærksomme, når der kommer noget udefra, der vil ind i skolen. Vi har en meget vigtig opgave i at passe på skolen. En fælles opgave.”