Kristendommen hitter: Hent inspiration hos Ditlev Tamm

Ditlev Tamm: Kristendommen blev frigørende, den dag jeg blev ældre end Søren Kierkegaard

Da Søren Kierkegaard var 33, havde han skrevet filosofiske hovedværker nok til, at han – sidenhen – kunne blive verdensberømt. Det overraskede ham, at han blev ældre. Han havde forventet at dø i samme alder som Jesus.

Da jurist og forfatter Ditlev Tamm i 1989 fyldte 43, var han dermed blevet ældre, end Søren Kierkegaard var, da han døde. Og det oplevede han som en stor lettelse: ”Hos Søren Kierkegaard er der et du skal, du skal, du skal, som er meget voldsomt,” siger han. ”For det er ikke et ’du skal’, som minder om det, man kan møde i lovreligioner. Det er et umuligt ’du skal’! Det er nemt nok at spise en bestemt slags mad, men det er sværere at elske på kommando. Derfor bliver Kierkegaards ’du skal’ meget mere kompliceret og tyngende. Især fordi man som yngre kan tro, man skal forsøge at leve op til det, og det kan man jo ikke. Det er overmenneskelige krav, der stilles.”

Ditlev Tamm, der i dag er 80, læste Søren Kierkegaard i en alder, hvor han var jævnaldrende med den berømte filosof, og hvor han kunne gøre sig forestillinger om at leve i et parallelt forløb: ”Når man aldersmæssigt når ud over det, så sker der en vis frigørelse. Det er ganske banalt, men i det øjeblik jeg var ældre end både Jesus og Kierkegaard, kunne jeg ånde lettet op.”

Tamm er i dag taknemmelig for at have fået Søren Kierkegaards filosofi og teologi med sig i bagagen og kalder forfatterskabet "kolossalt i både sprog og tankekraft." Samtidig rummer det en destruktiv kraft, som for den spekulativt anlagte kan gøre livet og troen til en umulighed: ”Jeg er gradvist nået frem til den erkendelse, at kristendommen ikke siger ’du skal’, men siger ’det går nok, selvom du ikke kan’. Det er det, der ligger i, at Kristus er død for vores synders skyld.”

Han fortsætter: ”Det er ikke meningen, at man skal tynges ned af livet. Man skal være glad for, at man bliver ældre, og man skal være glad for alt det, man får mulighed for. Der er jo mange hundrede varianter af kristendom, men man kan også helt forenklet sige, at der på en måde findes to varianter: En kristendom, hvor dette liv er en prøvelse, der skal overvindes, og en kristendom, hvor dette liv er en gave, der skal tages imod og leves. Jeg har taget noget af Kierkegaards alvor med mig, men jeg nærer også en dyb beundring for livets og skaberværkets storhed.”

Nørder har det sjovere

Ditlev Tamm finder trøst og glæde i at læne sig ind i en kristendom, der fortæller ham, at han ikke skal bære hele verden på sine skuldre. Men at han samtidig er kaldet til den opgave, vi ifølge Tamm allesammen har, nemlig at bruge vores evner: ”Jeg ser det som min opgave at bruge mine nådegaver: At bruge de gaver – de evner – jeg har fået givet.”

En af Ditlev Tamms nådegaver er glæden ved at læse: Nerds have more fun – som han siger: ”Min kloge datter, der er psykolog, siger, at i det lange løb er det nørderne, der vinder. Det kan godt betale sig at sidde alene og læse bøger og ikke tilbringe så meget tid på fodboldbanen. For så bygger man et modtage- og forståelsesapparat op, der gør, at man fanger utrolig meget mere, end hvis man er et rent naturmenneske.” 

Han skynder sig at tilføje, at det selvfølgelig er både dejligt og glimrende at være knap så boglig som han selv, og at vi jo alle har forskellige nådegaver. Og kontrasten mellem det spekulative og det umiddelbare er i øvrigt netop det, han fortsat har med sig fra Søren Kierkegaard: ”Hos Kierkegaard er troen et spring, noget man ikke kan arbejde sig frem til: Uanset hvor meget man udvikler sig som menneske, og hvor meget man tænker over tingene, er tro noget, man kaster sig ud i.”

Verdens største onde hedder uvidenhed

Alligevel mener han, det er et dannelsesproblem, at der i dag er så få, der sætter sig lidt grundigere ind i kristendommens dybder og store historie: ”Verdens største onde hedder uvidenhed og dumhed snarere end ondskab,” siger han. ”Og i forhold til kristendommen er det et alvorligt problem, at det ofte er svært at føre en seriøs samtale om kirke og tro, fordi der savnes en helt elementær forståelse af, hvad kristendommen egentlig er.”

Han er klar over, at kristendommens budskab om Guds nåde og kærlighed henvender sig til alle – og at det netop ikke er en forudsætning, at man har læst teologi og filosofi for at være med på holdet: ”Det er selvfølgelig urimeligt og vil være helt forkert at sige, at det skal være en forudsætning, at man sætter sig ind i hele traditionen. Men hvis man kender kirkehistorien og nogle af de store kristne tænkere og digtere, så får man altså lidt mere ud af det hele. Samtidig er det kristendommens store styrke, at én ting står totalt fast: Kristus er død på korset, har båret vores synder og er opstanden. Det har vi alle sammen svært ved at forstå – uanset om vi læser en masse bøger eller ej. Men det er det helt grundlæggende budskab.”

Katolske forbilleder

Ditlev Tamm beskriver sig selv som den type kirkegænger, der også går i kirke, når han ikke går i kirke: ”Når jeg ikke går i kirke, så tænker jeg over, at jeg ikke har været i kirke. Der kan godt være dage, hvor det kan knibe, men så prøver jeg at finde en radiogudstjeneste, og hvis jeg er i udlandet, så finder jeg et sted, hvor man lige kan gå ind en stund og tænke over, at det er søndag.”

Ditlev Tamm kan som mange andre beklager kirkebruddet i 1500-tallet. Noget gik tabt, men det er svært, når man en gang har sat sig ind i Luthers tankegang at ønske en kirke med en pave som overhoved. For med Luther bliver tro et anliggende mellem den enkelte og Gud. Dermed nedtones også betydningen af at have en fast religiøs praksis og fx gå regelmæssigt i kirke, til gengæld skærpes kravene til selv at sætte sig ind i troens væsen. Ditlev Tamm peger dertil på, at protestantismen i opgøret med den katolske helgentradition har mistet ideen om, at enkeltpersoner kan være et forbillede for andre: ”For mig at se hænger det lutherske lidt i luften,” siger Tamm. ”Det er blevet en intellektuel øvelse i at forstå, hvordan man kommer til Gud. Det er nok rigtigt, at vi ikke behøver en pave, og vi behøver heller ikke helgenerne som nogen, vi skal henvende os til. Men vi har været for grundige med at benægte vigtigheden af de store formende skikkelser. Og det er nok ikke lige her, den danske folkekirke har sin styrke for tiden.”

I anledning af 800-året for Frans af Assisis død har Ditlev Tamm i år læst op på ’Den hellige Frans’: ”Han har givetvis haft sine egne kampe at slås med, men der er alligevel noget fascinerende ved mennesker, der virker til at være helt i overensstemmelse med det, der er meningen med kristendommen, og som ubesværet bliver et forbillede for andre. De går ikke tænkningens vej, men går den mere umiddelbare vej. Det er meget interessant for én, der selv sidder i hjørnet og tænker og tænker.”