Kristendommen hitter: Hent inspiration hos Amalie Langballe
Kristendommen hitter. Ikke mindst online, hvor man kan støde på ord som Fitnesskristendom og ReligionMaxxing, og hvor muskuløse mænd prædiker selvoptimering og cølibat med inspiration fra Paulus. Men kristendom kan – ved Gud – komme til udtryk på mange og modstridende måder. Grundtvigsk Tidende kommer derfor i dette nummer med to alternative bud på forbilleder for dig, der er nysgerrig på kristendommen eller gerne vil gå mere i kirke: Forfatter og journalist Amalie Langballe og jurist, crossdresser og forfatter Ditlev Tamm. Læs interviewet med Amalie Langballe her
Amalie Langballe: Kristendommen udfordrer vores trang til at gøre alting – venskaber, familie, bolig, sex – til et regnskab, der skal gå op
Der var en pige i gymnasiet, som Amalie Langballe gerne ville være veninde med. Hun var medlem af Konservativ Ungdom, så Amalie meldte sig ind i Konservativ Ungdom. Hun var også meget glad for at gå i kirke, så Amalie begyndte at gå i kirke. Hun kunne godt lide rummet og salmerne, men vil i dag ikke karakterisere teenageudgaven af sig selv som ”særlig modtagelig.” Hun kom mest i kirken for at være sammen med sin konservative veninde. Sådan begyndte Amalie Langballes forhold til folkekirken.
Kærlighed til markedspris
Amalie Langballe er født i 1992, hun er journalist, litteraturanmelder og forfatter og hendes seneste roman Elskende (2025) modtog stor opmærksomhed. Nu er hun aktuel med bogen Nye dyder (2026). Elskende handler om en adelskvinde, hvis mand sætter hende til at arbejde på et bordel som sexarbejder som straf for, at hun ikke bliver gravid, og foregår i en ubestemmelig tid, der kunne minde om renæssancen, men er lige så meget en nutidig undersøgelse af ’transaktioner’:
”Elskende er en anakronistisk roman,” fortæller Amalie Langballe. ”Man tænkte ikke sådan i begyndelsen af renæssancen. Men jeg ville undersøge, hvad der sker, når man reducerer alle relationer til noget transaktionelt. Det bliver meget konkret i sexarbejdet, men det er i det hele taget gennemgribende for, hvordan vi ser verden.”
Sexarbejde kaldes ’verdens ældste erhverv’, omend ingen ved, hvilken vare eller ydelse der indgik i verdens første transaktion. Til gengæld kan man i nutiden konstatere, at der hele tiden kommer nye ydelser til – det bliver fx mere og mere almindeligt at tjene penge eller optjene point i sin bolig ved at udleje den eller låne den ud i ferier. Og på platformen OnlyFans kan du tjene penge på billeder af dig selv eller på intime samtaler med andre: ”Vi er åbenbart gennemgribende enige om, at man er en kæmpe idiot, hvis ikke man forsøger at tjene så mange penge som muligt på sin tid, sit nærvær, sin kærlighed, sin intimitet, sin bolig, sit hjem,” siger hun. ”Ingen stritter imod.”
”Alle taler om, at boligpriserne i København er for høje. Men tænk hvis nogen faktisk sagde: Jeg synes, min lejlighed er 3,5 millioner værd – det gav jeg selv for den, og jeg har også sparet penge op i den, så nu sælger jeg den til den pris, selvom det er under markedspris. Det er fuldkommen utænkeligt, at nogen ville have den moralske eller politiske holdning at fravælge indtjening – medmindre man er i familie med køberen.”
Men regnskabslogikken findes også i de nære relationer: Venskaber, familierelationer, parforhold. Amalie Langballe sidder med et interview fra New York Times, hvor en gruppe velhavende singlekvinder dater mænd med en dårligere økonomi end dem selv, men foretrækker at få børn alene. For hvorfor have en partner, der ikke kan drifte sit eget liv: ”Fair nok, at man ikke vil finansiere et andet voksent menneskes liv,” siger hun, ”men der er noget interessant i forventningen om, at det kan gøres op på den måde.”
“Alle taler om, at boligpriserne i København er for høje. Men tænk hvis nogen faktisk sagde: Jeg synes, min lejlighed er 3,5 millioner værd.”
Det går ikke op
Der tikker en sms ind på Amalie Langballes telefon. Hendes søster skriver, at hun er nødt til at hente noget medicin til deres far, som er dement: ”Mine to søstre og jeg er ved at være godt slidt ned. Vi er fem søskende i alt – tre søstre og to brødre – og tre af os har haft vores far på fuld tid. Det går ikke op, men det er man nødt til at slutte fred med.”
”Mange, jeg taler med, har en retfærdighedssans på mine vegne. Men jeg er tiltalt af den tanke, at jeg ikke behøver stille mig op og råbe, at nu skal I kraftedeme tage over, for nu har jeg brug for et halvt års pause. Jeg må godt lægge fokus over på min far.”
Amalie Langballe taler om det som forskellige virkelighedsopfattelser. Den virkelighedsopfattelse, at regnskabet ikke går op, og at man kan give, selvom man har underskud, henter hun i kristendommen:
”Kristendommen matcher min virkelighedsopfattelse bedre. Der er noget befriende i at slutte fred med, at det ikke skal gå op. Jeg har haft venskaber, hvor min omgangskreds har sagt til mig, at jeg blev udnyttet, at det ikke var sundt for mig, jeg blev ikke værdsat nok. Og det har været dejligt at finde en modvægt, en forståelsesramme hvor mine relationer kan give mening.”
Hun kalder kristendommens idé om tilgivelse for radikal. Den bryder med vores retfærdighedssans og regnskabslogik: ”Faren til den fortabte søn siger jo ikke: Jeg har tænkt meget over det – jeg kan mærke, at vores relation er usund for mig.”
Hun understreger, at der selvfølgelig findes mennesker, der skal hjælpes ud af usunde relationer: ”Men hvis jeg skulle leve efter en model, der satte mig selv og min egen trivsel forrest ud fra tanken om, at hvis ikke jeg har iltmaske på, kan jeg ikke hjælpe andre, ville jeg hele tiden løbe ind i, at det ikke er sådan, virkeligheden er. Og hvis jeg skulle kæmpe for den virkelighed, ville det gøre mig mere skade end gavn.”
“Faren til den fortabte søn siger jo ikke: Jeg har tænkt meget over det – jeg kan mærke, at vores relation er usund for mig.”
Jeg skal mærke tiden gå
Amalie Langballe genoptog sin ungdomsvane med at gå i kirke, mens hun skrev på sin første roman. Hun beskriver det som en kaotisk tid med uoverskuelig meget ustruktureret tid til rådighed, og at gudstjenesterne gav hende en tiltrængt rytme: ”Mange af mine venner var på udveksling, og jeg var simpelthen så ensom og havde virkelig svært ved at komme ud af sengen. Så begyndte jeg at gøre det til en fast vane at gå i kirke om søndagen, for så vidste jeg, at jeg kom op og kom i gang med dagen.”
”Jeg ved ikke, om det er almindelig menneskeligt, men en stor del af min trivsel kan bindes op på, om jeg mærker tiden gå. Det var meget ubehageligt, at hverdage, weekender, uger og måneder bare flød sammen.”
Hun kommer ikke i kirken fast hver søndag, men ugens, årets og højtidernes rytme er ikke desto mindre noget af det, der virkelig tiltaler hende ved gudstjenesten. Og så tiltaler det hende, at gudstjenesten åbner for en anden samtale end det, hun kalder ’psykologsnak’: ”Jeg har stor respekt for psykologien, men de sidste 10-20 år har vi afkrævet psykologien flere svar, end den kan give os. Og vi har ladet psykologsproget flytte ind i alt for meget: Vi taler om selvoptimering, at vi skal være den bedste version af os selv og drage omsorg for os selv. Logikken er, at du skal være et bestemt sted mentalt, før du kan gå ud og møde verden. Det er en logik, jeg selv har brugt meget tid på at rykke væk fra.”
”Kristendommen kommer med en anden fortælling om at være menneske. At man kan komme i underskud, men at man i alt sit underskud stadig har noget at tilbyde verden. For mig er det en sundere måde at se mit liv på. Ellers ville jeg bare sidde hjemme og vente på, at ting blev bedre.”
Kristendommen er dårlig til at give svar
Amalie Langballe påstår ikke, at enhver idiot kan blive præst. Hun holder af at høre bibelteksterne udlagt, og hun ved – fordi hun selv i bogen Nye dyder (2026) har prøvet kræfter med at sætte bibelteksterne i forhold til eget liv – at teksterne er gådefulde og holder på deres betydning. Alligevel siger hun, at det i hendes optik er mindst lige så vigtigt med en god organist, og at det, hun især holder af, er at nå til det punkt, hvor gudstjenestens rytme sidder på rygraden, og hun bare gennemlever det, der foregår: At synge, at rejse sig, at sætte sig.
”Der er et nærvær, som jeg ikke er i på andre tidspunkter i ugen. Det er lidt som at være i operaen: Jeg er både til stede og samtidig fjern. Selve rytmen er meningsfuld.” Men at være fjern er ikke det samme som at slå hovedet fra: ”Jeg er fuldkommen med på, at religion er et magtfuldt redskab. Og i det øjeblik, der ikke er plads til diskussion eller til forskelle, så overgår det i mit hoved fra et religiøst fællesskab til noget sekterisk. Det er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville reagere på.”
Hun fortsætter: ”Det er noget af det interessante og også lidt trættende ved at tale med folk, som ikke har religiøse erfaringer. Jeg skulle interviewes til Zetland af en super dygtig journalist, men det var svært at tale hende fra den overbevisning, at det ikke handlede om at få nogle svar, jeg kunne rette mig efter. Hun havde en tese om, at jeg var en 12-tals-pige, der godt kunne lide, at der var udstukket en klar retning, og kunne slet ikke gå med på, at det for mig handler om at have rum for tvivl og de helt store spørgsmål og overvejelser – fx over hvilken slags menneske jeg gerne vil være.”
”Jeg har ikke brug for svar og slet ikke for nemme svar. Og kristendommen er også et dårligt sted at kigge hen, hvis man gerne vil have nemme svar.”
Amalie Langballe (f. 1992) debuterede i 2019 med romanen Forsvindingsnumre. Hun er uddannet journalist, skriver om litteratur og teater i Weekendavisen og har senest udgivet romanen Elskende (2025) og bogen Nye dyder (2026), hvor hun er i samtale med Bibelen om sit eget liv. Og er kirkegænger.