Har det moderne begreb om frihed mistet sin tyngde?

Han understreger det flere gange. Både i sin seneste bog om The Care Dilemma (Omsorgsdilemmaet) og i dette interview: Nej, David Goodhart vil ikke have kvinderne tilbage til kødgryderne! Men han har forholdt sig til tilstrækkelig mange undersøgelser, der peger på, at et stabilt familieliv har afgørende betydning for både børn og voksnes trivsel, til at der er noget, vi skal tale om. Og det ’noget’ handler om, hvorvidt frihedens pris er blevet for stor, og om hvordan det moderne menneske i det hele taget forstår ordet ’frihed’.

Først pointerer David Goodhart, at der er en sammenhæng mellem den stigende mistrivsel blandt børn og unge og det faktum, at flere og flere familier går i opløsning og kun har én forsørger: ”Det er nemt at fokusere på økonomien og børns brug af skærme som årsager til mistrivsel, men meget sværere at fokusere på familiestrukturen,” siger David Goodhart og peger på, at mange undersøgelser siger, at ”der er en stærk sammenhæng mellem de mennesker, der uforholdsmæssigt lider af forskellige former for mental skrøbelighed og deres familiebaggrund.” Tal fra Storbritannien, hvor Goodhart bor, viser også, at næsten halvdelen af børn under 14 år ikke bor sammen med begge sine biologiske forældre. Og næsten en fjerdedel vokser op i husholdninger med kun én forælder. ”Og der er,” siger han, ”ikke nødvendigvis noget galt med det i de enkelte tilfælde – du kan sagtens være en succesfuld person og komme fra en enlig forsørgerfamilie: Bridget Phillipson, som er vores undervisningsminister, kommer fra en enlig forsørgerfamilie. Bill Clinton og Barack Obama gør også, men de er alle undtagelserne. Ser man på data, og jeg er sikker på, det er det samme i Danmark, så klarer folk fra enlige forsørgerfamilier sig dårligere i stort set alle målinger. De er mere tilbøjelige til at begå kriminalitet og komme i fængsel. De er mindre tilbøjelige til at klare sig godt i skolen, osv., osv.”

Frihed til fælles bedste – men hvordan?

Man kunne indvende, at når nu det moderne menneske lever, som det gør, med de konsekvenser, der er i form af flere skilsmisser, flere, der lever alene, og flere omsorgsopgaver uden for hjemmet, ja så ligger der måske et ønske om netop at leve sådan. Men her gemmer der sig, ifølge Goodhart, et paradoks: ”Alle de sociale holdningsundersøgelser siger, at et meget lille antal er enige i udsagnet om, at en mand skal gå ud og arbejde og at kvinden skal passe husstanden og børnene. Men samtidig er der en næsten lige så lille andel af folk, der mener, at den bedste måde at opdrage små børn på, især før skolealderen, er, at begge forældre arbejder på fuld tid. Alligevel arbejder begge forældre i omkring 40 procent af husholdningerne med børn i førskolealderen på fuld tid.”

Han mener, at også staten har en opgave i at understøtte småbørnsfamilierne ved fx at gøre det nemmere for den ene forælder at være mere hjemme, mens børnene er små: ”Det er en periode med meget høj stress, og mange forhold går i stykker på det stadie. Jeg siger ikke, at alle skal blive sammen, men jeg tror, at mange brud kunne være undgået, hvis ikke belastningerne var så store. Og undersøgelser viser som sagt, at det som udgangspunkt er langt bedre for børn at have begge forældre i hjemmet under hele opvæksten.”

Han gør opmærksom på, at også fertilitetskrisen bliver stadig mere tydelig, og at regeringen og arbejdsgiverne derfor bliver nødt til at blive endnu mere børnevenlige. ”Det betyder, at der skal træffes endnu flere foranstaltninger for at sikre, at der er så lille en ’moderskabsbøde’ som muligt for karriereorienterede kvinder, men også at der tages hensyn til de mere familieorienterede kvinder og mænd, der ønsker at blive hjemme, mens børnene går i børnehave, og måske arbejde på deltid i de første skoleår. De fleste lande giver allerede forældre mulighed for at dele forældreorloven, og det bør gøres endnu nemmere.” Goodhart mener, at det i stigende grad bør anerkendes, at forældre, der opdrager børn, udfører et yderst vigtigt og samfundsnyttigt arbejde, og der derfor bør være en bred accept i samfundet af en deltidsarbejdskultur for både mødre og fædre i parrets frugtbare år. ”Det vil ikke være billigt, men det vil være endnu dyrere at løbe tør for arbejdskraft!” som han siger.

Men hvordan undgår vi, at det ikke især bliver kvinderne, der bliver hjemme for at passe børnene, og at understøttelsen af familierne fører til mindre ligestilling, kunne man spørge. David Goodhart svarer: ”Selvfølgelig skal mændene tage mere ansvar for børnepasning og husarbejde. Selvom der allerede har været en betydelig bevægelse i denne retning, især i de skandinaviske lande, bør det anerkendes, mere end det lige nu er tilfældet. Men det betyder ikke, at mænd og kvinder er ens, selvom de er lige. Det er ikke fornuftigt at stræbe efter fuldstændig ligestilling mellem kønnene i både det offentlige rum og familien. Det kan vi se i det såkaldte ligestillingsparadoks, hvor kvinder selv i de mest ligestillede samfund, vælger at specialisere sig i mere omsorgsfulde/opdragende erhverv. Og hvis vi ønsker at hæve familiens og moderskabets status, er et ensidigt fokus på ligestilling i det offentlige rum – hvad man kunne kalde mandlig standardfeminisme – ikke en fornuftig tilgang. Det burde ikke være kontroversielt at sige dette, men er det desværre!”

Men nedenunder spørgsmål om statistik, ligestilling og statslig hjælp til trængte børnefamilier ligger et andet presserende spørgsmål, som David Goodhart gerne vil stille – nemlig, om frihedens pris er blevet for stor. Det gælder både på det personlige plan og på et samfundsmæssigt plan. ”Jeg tror, at undervurderingen af den hjemlige sfære og familien ligger bag mange af vores problemer. Ikke kun den mentale skrøbelighedskrise, men også statens finanspolitiske krise. For når familien skrumper eller splittes, så er staten eller markedet nødt til at træde til. Og så har du udgifter til ældrepleje, til velfærd, udgifter til handicapydelser osv. Svage familier er lig med en større stat, fordi den så bliver nødt til at overtage mange af de funktioner, der plejede at blive udført i familien,” siger han og tilføjer, at vi undervurderer mange af de evner, der er forbundet med familien i hjemmet som pleje, omsorg og empati: ”Vi fejrer disse evner lidt abstrakt, men hvis vi værdisatter dem på en mere konkret måde, ville de, der arbejder i plejesektoren – i børnehaver og på plejehjem – få højere løn end dem, der sidder på kontorer og skriver e-mails hele dagen.”

Frihed er ikke bare mangel på begrænsning

Der er altså en samfundsmæssig pris for de stigende omsorgsopgaver uden for hjemmet og familien, men hvad så med friheden for den enkelte?

”Den berømte idé fra den britiske filosof John Stuart Mill (1806-1873) om, at man skal være fri til at gøre, hvad man vil, så længe det ikke forstyrrer andres frihed, er virkelig et utilstrækkeligt program for livet. Idéen om frihed som mangel på begrænsninger er simpelthen for snæver,” mener David Goodhart, der i denne sammenhæng også henviser til de faldende fødselsrater.

”Hvis frihed i snæver forstand betyder mangel på begrænsninger, er der jo intet, der gør dig mindre fri end at få børn. Alligevel,” siger Goodhart, ”er den tilfredsstillelse, man får ved at være forælder, meget sværere at måle end muligheden for at gå i biografen eller på restaurant, når du har lyst. Jeg tror, de fleste forældre vil sige, at glæden og tilfredsstillelsen ved forældreskabet overgår det hårde arbejde. Man går glip af nogle ting, men man vinder også en enorm mængde. Det, man vinder, er svært at beskrive og måle – specielt i et samfund, hvor alt skal måles og omdannes til data.”

Han mener, vi bør tænke mere over de ting, der er svære at kvantificere og forsøge at gøre dem mere kulturelt attraktive. ”Hvilket ikke er let,” siger han og fortsætter: ”Men jeg tror, vi er i en slags kamp mellem den mere snævre forståelse af frihed som mangel på begrænsninger og en mere fyldestgørende idé om, hvad velvære og trivsel er. Hvis den snævre opfattelse af frihed slår igennem, vil vi se, at fødselstallene fortsætter med at falde, og at skatterne og de offentlige udgifter bliver nødt til at stige yderligere, da et mindre antal arbejdstagere skal dække omkostningerne for et stigende antal pensionister med dyre sundhedsmæssige behov.”

Lidt mere Grundtvig, lidt mindre Kierkegaard

Interviewet foregår i Grundtvig-Biblioteket i Vartov i hjertet af København og har kunnet lade sig gøre, fordi Goodhart i forvejen var inviteret af Tænketanken Prospekt til at holde foredrag om vor tids familiepolitik, omsorgsdilemmaet og synet på frihed. Og Goodhart noterer sig, at Grundtvig med god grund fylder i omgivelserne. ”Var det ikke noget med, at Grundtvig var den udadvendte af ham og Kierkegaard? At han var den, der talte om ansvar for noget og at være nødvendig for nogen? Måske skal vi være lidt mere Grundtvig og lidt mindre Kierkegaard, for netop dette er så nødvendigt for din mentale sundhed,” siger han og tilføjer: ”Jeg tror, at efterhånden som den mentale skrøbelighedskrise mere og mere bliver en hindring for folks lykke, er det at blive mor eller far måske faktisk en af løsningerne på din mentale sundhed.”

Måske handler det at trives i livet i lige så høj grad om måden, vi taler om det at være et menneske på? ”Det relaterer sig i hvert fald til samtalen om tabet af religion, og om hvad vi erstatter religion med,” siger David Goodhart og uddyber: ”Vi har brug for et kollektivt sprog, der har en slags åndelig dimension – også selvom Gud ikke er en del af vores liv. Et sprog for, hvordan livet er. Selv i vores meget komfortable og rige samfund handler livet stadig ofte om lidelse. Livet er kompliceret, og det er langt, og du skal ikke altid dumpe skumfidustesten ved at gå efter den øjeblikkelige tilfredsstillelse og den kortsigtede nydelse. At være et modent menneske er ofte netop ikke at gå den nemme vej – uden det skal lyde, som om man ikke også må nyde livet.”

Derfor skal vi tale meget mere om omsorgsarbejdet og om forpligtelsen på hinanden: ”Omsorgsarbejde er lavtlønnede jobs med lav status. Det udføres overvejende af kvinder, og undersøgelser viser, at folk ofte er tilfredse med deres arbejde. For det med at udføre ansigt-til-ansigt omsorg kommer øverst i jobtilfredshedsundersøgelser, hvis du sammenligner med fx embedsmænd og revisorer, som befinder sig helt nederst på jobtilfredshedsskalaen. Igen: At have livet rettet ud mod verden, at have ansvar for noget og nogen er vigtige parametre i den mentale sundhed.”