Et venskab ud over døden
KLUMME. Et dødedigt kan være mere end et minde om den, der er død. I denne udgave af Grundtvig skriver går Kirsten Vad tæt på Grundtvigs digt til ungdomsvennen Povel Dons – et usædvanligt ærligt portræt af et venskab præget af både hengivenhed, mørke og afstand. Men hvad sker der, når et digt bliver det, der holder et menneske og en relation i live – længe efter døden?
Povel Dons, Grundtvigs ungdomsven, døde den 8. april 1843. Til hans minde skrev Grundtvig et digt, der bar hans navn. Der skulle dog gå 24 år, før det blev udgivet. Da digtet endelig så dagens lys i 1867 – i en velgørenhedsantologi til fordel for Slesvig – var Povel Dons allerede ved at glide ud af erindringen. Men digtet trak ham tilbage. Og gav venskabet et efterliv.
Måske havde det ligget i skuffen så længe, fordi det var for ærligt. Det tegnede ikke kun et smukt portræt, men viste også de mørkere sider af Dons’ liv. Netop den ærlighed kom til at sætte spor.
I digtet diagnosticerer Grundtvig Dons som “Gjennemrystet, gjennemsuset, Gjennemluet, overspændt,” og beskriver, hvordan han “Svimled” som en “Beruset” og ”Blussed’ som en Selvantændt”. Dette hentyder til Dons sindstilstand og alkoholmisbrug – noget som man nedtonede offentligt, men som der findes hentydninger til i breve mellem familie og venner.
Grundtvig skriver
Mange henviser til Grundtvig. Langt færre læser ham. Men hvad står der egentlig på de ca. 35.000 sider, han skrev i løbet af sin levetid? I serien ’Grundtvig skriver’ tager en filolog fra Center for Grundtvigforskning os med ind i et lille udsnit af Grundtvigs forfatterskab. Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet, udgiver Grundtvigs Værker: En tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab, der udgives med korte indledninger til hvert værk. Den ligger frit tilgængelig på www.grundtvigsværker.dk
“Lundgreen-Nielsen slutter med den spidse bemærkning, at digtets eneste svaghed er dets hovedperson – en skikkelse, man næppe ville interessere sig for, hvis ikke netop dette digt fandtes.”
Allerede i 1875 udkom Til Minde om Povel Dons, Grundtvigs og Ingemanns Ungdoms-Ven. Bogen var et efterladt arbejde af Kristian Køster (litterat og Grundtvigs hjælpepræst i Vartov fra 1862 til sin død i 1871) og senere udvidet og udgivet af højskolemanden Ludvig Schrøder (1836-1908). Køster døde i 1871 og nåede ikke at afslutte sit arbejde med udgivelsen. I det indledende mindeord om Køster fortæller Schrøder, at det netop var Grundtvigs udgivelse af dødedigtet, der inspirerede Køster til at begynde på mindebogen.
Værket fungerer altså både som et mindeskrift over Dons, og som et eftermæle over Kristian Køster – og dertil kommer det faktum, som Schrøder nøgternt bemærker, at udgivelsen i højere grad handler om Grundtvig og B.S. Ingemann end om Dons. Dermed gør mindebogen Dons til anledningen snarere end hovedpersonen.
I sin artikelserie om Grundtvigs dødedigte kalder litteraturforsker Flemming Lundgreen-Nielsen Povel Dons for ”et af Grundtvigs bedste stykker lyrik overhovedet,” og han navngiver artiklen efter et vers derfra, nemlig: ’Rød og hvid i Billedsalen’. Lundgreen- Nielsen slutter med den spidse bemærkning, at digtets eneste svaghed er dets hovedperson – en skikkelse, man næppe ville interessere sig for, hvis ikke netop dette digt fandtes.
I det lys bliver Povel Dons ikke bare et dødedigt, men et vidnesbyrd om et venskab. Digtet fastholder en relation, der gled ud i stilhed, og giver den et efterliv, som siden har forgrenet sig i en mindebog og nye fortolkninger. Måske er det derfor, digtet stadig er værd at læse. Ikke kun for Dons’ skyld, men for venskabets.