Er Grundtvig racist?

I Deadline den 15. april 2026 fandt en efterfølgende meget omdiskuteret debat sted, som handlede om, hvad der definerer danskhed – og referencer til citater af N.F.S. Grundtvig (1783-1872) indgik fra begge sider af bordet. Det fremstod ud fra citaterne, som om Grundtvig både kan trækkes ind som et argument for en åben, inkluderende danskhed og som argument for en racistisk forståelse af danskhed. De to citater var endda taget fra det samme Grundtvig-digt, nemlig ’Folkeligheden’ fra 1848, der i dag kendes som sangen ’Folkeligt skal alt nu være’, som står i Højskolesangbogen i en forkortet version.

Det er i sig selv interessant, at vi i Danmark har en tænker fra fortiden, som tilsyneladende altid og fra alle sider af det politiske spektrum kan trækkes ind i samtalen som en slags ’facit’ på, hvad der er det sande – nutidige – danske samfund. Altid i form af korte citater taget ud af sammenhæng og nogle gange i øvrigt fejlciteret. Der er ingen andre fortidspersoner, der bruges på samme måde – hverken H.C. eller Benny Andersen gør det samme for os. 

Det betyder så også, at man ofte har lyst til at sige: ”Ja, ja, Grundtvig siger så meget,” fordi nogen igen-igen har brugt Grundtvig som argument for et synspunkt, man ikke selv deler.

Og ja, Grundtvig skrev og sagde meget. Han levede og tænkte i næsten 90 år og udviklede sine tanker gennem livet – og skiftede også ind imellem mening. Men i stedet for altid blot at affeje diskussionen ved at beskrive ham som et festfyrværkeri af ord i alle retninger, kan det være umagen værd at grave sig bare et lille stykke ned i, hvad han faktisk skriver.

Et folk kan ikke bygges på luft eller stål

Jurist Rasmus Munch Søndergaard, der er en drivende kraft i forhold til Borgernes Partis udlændingepolitik, trak dette citat med ind i diskussionen i Deadline: ”Byrd og blod er folkegrunde.” Derved satte han lighedstegn mellem Grundtvigs syn på folkelighed og raceteori.

Men kan man det? 

Citatet af Grundtvig stammer som nævnt fra sangen ’Folkeligheden’ og den følgende sætning lyder:

”Byrd og blod er folkegrunde
ikke luft og mindre stål,”

De grunde eller det fundament, et folk bygger på, sættes altså i modsætning til ’luft’ og ’stål’, og dette er helt afgørende for forståelsen af citatet. ’Luft’ eller ’luftkasteller’ bruger Grundtvig nemlig ofte som betegnelse for den tyske idealisme, som han ofte stiller sig vældig kritisk overfor, eller han bruger ordet mere generelt om ideer og forestillinger uden jordforbindelse, ofte udtænkt af en elite. Han opponerer altså her imod en forståelse af det folkelige som noget, der kan konstrueres på et skrivebord uden at være i kontakt med de levende, historiske mennesker, der rent faktisk udgør folket. Og ’stål’ hentyder til stormagter med en stærk hær – som fx det daværende Rusland. Pointen med citatet er altså, at et folk udgøres af levende mennesker; en gruppe mennesker bliver ikke et folk via luftige ideer eller en stærk hær.

Men hvorfor udtrykket ’byrd og blod’? Byrd betyder fødsel (som i det engelske birth). Og ’byrd og blod’ er et fast udtryk, som på Grundtvigs tid blev brugt om de adelige og de kongelige – sådan som vi i dag ind imellem taler om det at have ’blåt blod i årerne’ eller være af ’fin byrd’. Men Grundtvig vender udtrykket om og siger, at det er folket – og ikke adelen – der er bærer af en helt særlig værdighed. Derfor udtrykket ’byrd og blod’ – som altså ikke har med raceteorier at gøre.

Folket bliver myndigt

Det er afgørende for forståelsen af digtet at vide, at det er skrevet på et tidspunkt, hvor spørgsmålet om nationalstaten stadig står til forhandling. ’Det gamle Europa’ bestod ikke af nationalstater, men af fyrstestater, hvor landegrænserne var definerede udelukkende af fyrstens magt, og hvor det stort set var ligegyldigt, hvem der boede i landet. Fyrsten kunne få mere magt ved at udkæmpe krige og vinde territorier, som så kom ind under hans magt, eller han kunne indgå alliancer med andre fyrster – fx ved at gifte sig eller bortgifte en datter. Prinsessernes og de adelige unge kvinders ’byrd og blod’ indgik dermed i magtspillet i Europa, men folket – eller undersåtterne, som de ret beset bare var – betød ikke noget. 

Med Den franske revolution (1789) spredte en ny tanke sig, nemlig at folket – ikke kongen eller adelen – kunne udgøre en myndighed og et fællesskab, der var definerende for et lands grænser. Og det er også, hvad Grundtvig her siger: At folket, der bor, hvor de bor, er betydningsfuldt og har en særlig værdighed. Dette er hans pointe. Det handler ikke om gener og race. Men det er fx begrundelsen for, at Grundtvig i 1840’erne argumenterer for, at den danske grænse ikke skal gå helt ned til Ejderen. Den danske grænse skal gå til det sted, hvor de dansksindede bor.

Når han bruger slægt- eller familieudtryk om det fællesskab, som folket udgør, er det i øvrigt ikke anderledes, end når vi taler om ’fædreland’ og ’modersmål’, hvilket Grundtvig også ofte gør, eller når man i Frankrig taler om ’frihed, lighed og broderskab’. 

Grundtvigs folkelighed

For en god ordens skyld: Der kan være gode grunde til at problematisere og diskutere Grundtvigs opfattelse af, hvad et folk er. Ikke mindst fordi netop det spørgsmål er helt aktuelt. Grundtvig forestiller sig – inspireret blandt andet af den tyske filosof Herder – at alle verdens folkeslag hver for sig har dybe historiske rødder, som viser sig i sproget, i mytologien, i fortællingerne og i historien. Og at denne dybde bor i hver af os, sådan at det at være dansk er noget, vi bærer med os i hjertet, og som man ikke bare lige kan hoppe ind og ud af. Det er derfor ikke så nemt sådan lige at blive dansker.

Samtidig er det i det samme digt, hvor citatet om ’blod og byrd indgår’, at der står de ofte citerede linjer, som idehistorikeren Kristoffer Bayer citerede i debatten i Deadline:

”Til et folk de alle hører,
som sig regne selv dertil,”

Som fortsætter sådan her:

”har for modersmålet øre
har for fædrelandet ild.”

Ifølge Grundtvig er det altså sådan, at hvis man selv opfatter sig som dansker, så hører man til. Men det er dog afgørende, at man taler dansk og er loyal over for – eller brænder for – fædrelandet. Grundtvig siger samtidig i en af sine taler i Rigsdagen, at han godt er klar over, at man kan være dansk, selvom man ikke kan tale dansk, og at man også kan være u-dansk, selvom man taler sproget. Men sproget, som for Grundtvig knytter sig til et menneskes hjerte, er ikke desto mindre afgørende.

Alt dette føder den dag i dag ind i en kæmpe – og aktuel – diskussion: Hvad vil det sige at tilhøre et nationalt fællesskab? Den diskussion er vigtig. Grundtvig kan bruges i den diskussion. Men ikke som fortaler for et racistisk synspunkt. 

Hvorfor er verset udeladt?

Digtet ’Folkeligheden’ er på 14 vers. Det er lige i overkanten for en højskolesang – omend slet ikke en ualmindelig længde for Grundtvig. Og det er ikke så underligt, at man har skåret i sangen, således at den version, der står i Højskolesangbogen (nr. 83 i seneste udgave) kun har syv vers. Det er heller ikke så underligt, at man har taget det vers ud, hvor sætningen om ’byrd og blod’ står. For i dag er det svært at høre sætningen uden at tænke på nazisternes udtryk ’Blut und Boden’ (blod og jord). Netop derfor er det vigtigt, at man graver sig lidt mere ned i den sammenhæng, hvori Grundtvigs udtryk optræder. 

Anvendt litteratur

’Folkeligheden’, N.F.S. Grundtvig 1848, trykt i ’Danskeren’ den 30. august 1848, her citeret fra www.grundtvigsværker.dk

’Grundtvig og danskhed’, Flemming Lundgreen-Nielsen, i: Dansk Identitetshistorie, bind 3, C.A. Reitzels Forlag 1992