Der er noget, vi skal sammen, fordi vi er noget sammen

Christian Egander Skovs bog kom som sendt fra himlen. Et par uger inden udgivelsesdagen på arbejdernes internationale kampdag, udspandt der sig en efterhånden berømt og berygtet debat i DR’s Deadline om danskhed (15. april 2026), og om hvornår man tilhører det danske folk. I debatten indgik også en sætning fra Grundtvigs digt ’Folkeligt skal alt nu være’ – netop titlen på Egander Skovs bog. Til at begynde med ærgrede det ham, at vi nu skulle til at diskutere, om danskhed ligger i generne – i Deadline eksemplificeret ved, om du kan tåle mælk eller ej. Men efter at have tænkt over det, måtte han anerkende, at debatten i det mindste har den fordel, at den er med til at bekræfte, at vi er et ’vi’: ”Vi kom alle sammen til at diskutere, hvad det her ’vi’ er, hvad det vil sige at være et folk. Hvis vi var ligeglade, kunne vi jo bare sige til laktoseentusiasterne: ’Okay fint nok, så siger vi, at mælk er med til at definere, om du er dansk eller ej. Men danskhed er ikke noget, vi er en del af. Vi er bare os selv’. Det er der mig bekendt ikke nogen, der har sagt,” siger Christian Egander Skov.

Den folkelige revolution

Vi skal tale om folkelighed, og hvad det vil sige at være et folk. Det er ikke noget nyt tema, for det har med forskellig styrke præget den offentlige samtale lige siden Grundlovens indførelse i 1849. ”Hvis den folkelige bevidsthed automatisk sprang ud af et objektivt grundlag som en fast kulturel manual, ville der ikke være et behov for at tale om den. Men der er en grund til, at Grundtvig stort set brugte hele sit liv på en folkelig vækkelse,” siger Christian Egander Skov.

Han har derfor skrevet sin bog om folkelighed ud fra et ønske om at revitalisere en måde at tænke og tale om folk og folkelighed på. Vi skal genopdage noget, som har været definerende for Danmarks historie, og som vi aktuelt har stærkt brug for. Så hvem er det ’vi’, Christian Egander Skov taler om? Og som netop har at gøre med folk og folkelighed. De to begreber hænger ifølge Egander Skov sammen og siger noget om, hvilken status folket har i dag: ”Der har altid været folk i den forstand, at der altid har været en idé om, at vi er bundet sammen af kultur, historie osv., men folket har altid stået under fyrstens magt, som i gamle dage var indsat af Gud. Men det nye, der begynder med den franske revolution i 1789, er, at folket pludselig bliver det, magten udledes af. Og jeg vil faktisk sige det endnu stærkere: Folket bliver det eneste, magten kan udledes af.” 

Og sådan er det stadig, gør Christian Egander Skov opmærksom på – til trods for at de frie demokratier i verden i dag er under pres: ”Ideen om, at den eneste legitime magt udgår fra folket, er ikke på retur, det er tværtimod noget, som ekspanderer. Hvis vi ser på et verdenskort, kan vi konstatere, at så godt som alle lande i verden hævder, at den magt, eliterne besidder, er afledt af folket. Det gælder fra Kina og Rusland til Sverige og Danmark. Og den historiske proces, hvor man går fra folket som det, der er undergivet magten, til det, som magten skal udledes af, kalder jeg i min bog for den folkelige revolution: Folket ændrer status fra undersåtter til at blive et ’folkeligt folk’.”

Vi skal skændes med hinanden i fred

Historien viser også, at der er en risiko for, at folkelige revolutioner æder sine egne børn: ”Groft sagt opstår der lynhurtigt en tanke om, at folket er én ting, og hvis folket er én ting, så har folket én vilje. Og hvis det kun har én vilje, så er det måske bedst, at den kommer til udtryk gennem én person,” siger Egander Skov og fortsætter: ”Hvis der så er folk i folket, som har andre viljer end folkeviljen, hvad er deres vilje så? I hvert fald ikke folkeviljen. Og så begynder han, der hævder at tale på folkets vegne, at udrense dem, der tænker anderledes.” Totalitære og autoritære regimer vokser således også ud af den folkelige revolution. ”Men uden de folkelige revolutioner havde vi heller ikke haft de liberale demokratier, der bygger på magtdeling,” understreger han.

Skal man følge grundtanken i den folkelige revolution, peger Christian Egander Skov således på to elementer, der hører uløseligt sammen: ”Det ene har at gøre med, at vi gør noget sammen. Det vil sige folkestyre som en levende praksis, som vi kender det fra Hal Kochs tanker om demokrati som livsform, der er andet og mere end et kryds på stemmesedlen hvert fjerde år. Det andet element har at gøre med, at vi er noget sammen. Heri ligger en identitetsmæssig og kulturel komponent i folkebegrebet, der er grundet i vores historie, kultur og sprog.” Det er ifølge Egander Skov vigtigt at holde de to komponenter sammen: ”Vi gør noget sammen, fordi vi er noget sammen. Men hvis vi ikke gør noget sammen, så holder vi også op med at være noget sammen. Når de to ting spiller sammen, så er det en god cirkel, men hvis de skilles ad, så ender man i en ond cirkel, hvor vigende folkeligt engagement fører til en svækkelse af den folkelige identitet, der yderligere svækker engagementet. Endestationen er folkestyrets afvikling.”

Når vi knytter folkebegrebet til folkelighed, opdager vi meget hurtigt, at det er et pluralistisk begreb, som Christian Egander Skov siger: ”Folk handler ikke om, at der er én folkevilje. Folk handler om, at vi skændes med hinanden i fred.” Det minder om teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981), der beskrev demokrati som en skikkelig måde at være uenig på. ”Dermed er folket i kraft af folkeligheden et pluralistisk begreb, hvor vi deler os efter anskuelser og skændes med hinanden om, hvad vi skal. Men der er allerede et vi, som er grundpræmissen for den samtale, vi har. Og det er i diskussionerne og samtalerne, at folkeligheden omstiller sig til en demokratisk praksis,” påpeger han.

Folket er ånd

”Folket er ånd,” sagde Grundtvig i sin tid. Vil Christian Egander Skov sige det samme? Han svarer: ”Når vi taler om et folk, så kan det godt henvise til nogle objektive kriterier. Der er en historie, som rent faktisk har fundet sted. Der er et sprog, vi rent faktisk taler. Der er en kultur, som godt nok altid er lidt svær at beskrive, fordi der er mangfoldige praksisser, men den er der,” siger han. ”Men det afgørende er, at vi selv står i et forhold til historien, sproget, kulturen, osv. Og det kan vi kun gøre gennem vores bevidsthed. Så i sidste ende er folket et forhold til os selv som en del af et folk. Og det kender jeg ikke andre måder at beskrive på, end at det må have med ånd at gøre." Han tilføjer: "Der er samtidig en vaghed i åndsbegrebet, noget uafsluttet. Men for mig at se er vagheden en styrke. Vagheden holder samtalen gående.”

At folket er ånd, betyder ifølge Egander Skov mindst to ting: ”Det står i modsætning til det, jeg kalder blod og blæk,” siger han og uddyber: ”Blodsdefinitionen, som vi har set hos hele den etnonationalistiske fløj, vil gerne lægge vægt på, at det nationale og det folkelige er noget objektivt. Nogle gange tildeler de ånden en rolle, men den går udelukkende ud på at bekræfte det objektive grundforhold.” Men folk og ånd står også i modsætning til det, Egander Skov kalder ’blæk’ eller juridisk formalisme: ”Det er problematisk, når man siger, at folket kun eksisterer i kraft af den juridiske status som et udslag af statsborgerskabet. For det fjerner enhver substans fra det folkelige og gør det til en ren formel ting. Samtidig er det også problematisk af den grund, at det er staten, der giver statsborgerskaber. Hvis folket kun findes i kraft af det formelle statsborgerskab, så er folket ikke længere noget, der kan stå i modsætning til den magt, der tildeler statsborgerskabet. Så er folket blot afledt af den til enhver tid gældende magtkonstruktion. Både blod- og blæk-logikken er derfor åndeligt talt at udslette folket,” siger han.

Kapitalisme og civilsamfund

Civilsamfundet er fundamentet for det hele, mener Christian Egander Skov: ”Det har til opgave at stråle ud i de andre sfærer af samfundet,” siger han. Og dermed kommer vi til at tale om kapitalismens – eller markedets – forhold til civilsamfundet. Det er et emne, Egander Skov berører i sin bog. Han er selv rundet af borgerlige ungdomsmiljøer, men har siden tænkt, at han i sin tid i Konservativ Ungdom nok opfattede markedet og civilsamfundet som to sider af samme sag. Den opfattelse er han siden gået væk fra, for ”i markedet handler vi på baggrund af vores egne præferencer, vi køber ting, og vi sælger ting, og når vi gør det, kan det have nogle afledte positive effekter. Men vi handler grundlæggende på baggrund af vores egen nytte,” siger han og peger på, at det forholder sig anderledes i civilsamfundet: ”Her gør vi noget for andre, fordi vi er skyldige at gøre noget for andre. Og derigennem gør vi selvfølgelig også noget for os selv, når vi fx tager en tørn i den lokale borgerforening. Men vi kunne være blevet hjemme og se fjernsyn i stedet for, og når vi lægger et offer på fællesskabets alter, betyder det, at der rent faktisk er et fællesskab at lægge det på. Og det er jo det rum, vi lever i.”

Der opstår derfor et problem, når markedet koloniserer civilsamfundet, forklarer Christian Egander Skov: ”Hvis civilsamfundet ophører som en selvstændig sfære, og vi internaliserer kapitalismen som et nyt selvforhold, så bliver vi til forbrugere fremfor borgere.”

Han uddyber: ”Vi sender vores børn til noget sport og henter dem nogle timer senere, hvor de kommer hjem ti procent gladere – og så har vi købt en ydelse. Det er den måde, vi meget let kommer til at tænke om vores forhold til både det politiske og civilsamfundet på,” siger han og pointerer, at det risikerer at tømme begge områder for mening: ”I stedet for at forholde os til vores ansvar som borgere, opfatter vi politik og civilsamfund som en vare på linje med et køb på Amazon, som vi returnerer, hvis varen ikke er, som vi forventede.”

Danmark er ikke et værdifællesskab

Skal man så abonnere på nogle bestemte værdier for at kalde sig både dansk og folkelig? Det modsætter Christian Egander Skov sig på det kraftigste: ”Jeg kan ikke fordrage den måde at tænke danskhed på, for jeg mener ikke, vores identitet er et sæt af værdier som på en kanonliste. Danmark er ikke et værdifællesskab. Danmark er et folk. Vi er enige om, at vi er et ’vi’. Og resten kan vi, groft sagt, skændes om.”

Han anerkender, at der til enhver tid er nogle værdier, som er mere udbredte, og som vi opfatter som integreret i det at være dansk. ”Det er både naturligt og fornuftigt, at det forholder sig sådan. Men vi kan ikke reducere folket til et værdifællesskab,” siger han og tilføjer: ”Når man kommer hertil udefra, er det jo et praktisk spørgsmål, hvordan man bliver en del af det her folk, som man ikke som udgangspunkt deler historie med. Og vi har alle mulige kriterier som sprogtests, hvor mange år du har været i landet osv., og derfor kan man godt sige, at man kun vil have folk ind, der deler de værdier, der pt. bliver opfattet som afgørende for vores fællesskab.”

Det betyder dermed, at Christian Egander Skov ikke er imod ideen om sindelagssamtaler. ”Men man skal finde en måde at gøre det på rent administrativt, så det ikke bliver til det vilde vesten. Men ideen om, at man kun vil lukke nogen ind i sit hus, som man føler en eller anden form for fællesskab med, synes jeg egentlig er fair nok. Jeg tror bare, vi skal passe på, at vi ikke i den proces kommer til at gøre folkelighed og folk til et snævert værdifællesskab, for så ryger pluralismen ud af folkebegrebet.” Han forestiller sig som eksempel, at han pludselig fik nogle meget ’udanske’ værdier og fx begyndte at mene, at kvinder ikke bør være på arbejdsmarkedet, eller at man godt må slå børn. ”I givet fald, så håber jeg da ikke, der er nogen, der vil tage mit ’medlemskab’ af det her folk fra mig.”

Han tilføjer: ”Når vi tænker over det, så opfatter vi heller ikke i praksis et folk som et værdifællesskab. Det ville være en fattig måde at tænke om folk og folkelighed på.”