Balladen om en sang: Ikke fin nok til nationalsang

Skal vi nu til at høste flere nationalsange? DRs Min sang til Danmark har over efteråret forsynet nationen med sange, som måske, måske ikke, kan synges til fællessang. Der har altid været sang i Danmark, men ikke altid den folkelige fællessang vi kender. Det er værd at vide om Danmarks to officielle nationalsange Kong Christian stod ved højen mast (1780) og Der er et yndigt land (1819), at den første oprindeligt ikke måtte afsynges. Censuren nedlagde nemlig forbud mod de første tre vers.

Sangen om Kong Christian IV er skrevet af Johannes Ewald, Danmarks første digter, der udelukkende levede af sin kunst. Ewald måtte søge alskens opgaver. Årene efter Struensees fald (1772) var præget af national begejstring, og på opfordring af Det Kongelige Teaters direktør skrev han et syngespil, Fiskerne, hvor kongesangen indgik. Sangen var skrevet til en ung fisker Knud som hyldest til alle danske søfolk. Men i enevældens tid kunne man altså “ikke have en simpel fisker til at synge majestætens pris!” Så skuespilleren måtte synge med fra sidste vers: ”Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav!” Ikke verdens mest muntre udsigt.

Almindelige danskere var ikke fine nok til at synge med. Men mange år gik ikke, før den patriotiske borgersang (en tidlig retning af dansk fællessang) brød frem. Små tyve år efter begyndte en af tidens populære skuespillere, Hans Chr. Knudsen, at synge hele Kong Christian og andre klubviser sammen med publikum i teatersale og under foredrag rundt i danske byer.

Forbuddet skyldtes altså ikke, at nationen skildres i voldelige vendinger (”gotens hjelm og hjerne brast”; ”Fly, skreg de”; ”fra vallen hørtes vrål”), som man ellers måske kunne tænke sig i dag.