Vi vil ikke stå stille ved nogen grav

Grethe: ”De siger, de skal have 500 kr. for at lukke porten op.”
Jeg: ”Nå, jamen det får de vel så.”
Grethe: ”Og 250 kr. mere, hvis vi bliver derinde mere end en time.”
Jeg: ”Ok. Fint nok, men mon ikke også, det kan klares på en time?”

I 2022 er det 150 år siden, at Grundtvig døde. Han døde den 2. september 1872, en uge før sin fødselsdag den 8. september, og blev næsten 89 år gammel. Ved hans begravelse fulgte et kæmpestort følge efter kisten, der skulle fra Vor Frelsers Kirke på Christianshavn til ’Claras Kirkegård’ ved Køge. Redaktionen på Grundtvigsk Tidende (jeg selv og Grethe Tornberg) er i anledning af 150-året fulgt i hælene og har forhandlet sig adgang til gravstedet, der normalt er lukket for offentligheden (man kan besøge graven hvert år på Grundtvigs fødselsdag).

Der er dog noget lidt underligt ved at ’fejre en død’. Og derfor er det heller ikke Grundtvigs død, det skal handle om i 2022, men snarere Grundtvigs 150 år lange ’levende virkningshistorie’, og at diskussionen af hans tænkning stadig er i gang. I det spor kommer 2022 til at byde på en perlerække af arrangementer, debatter, udgivelser m.m. I oversigten her i artiklen er der nævnt en del af det – men helt sikkert ikke det hele.

Det skidne kildespring

Også i Grundtvigsk Tidende vil du kunne forvente at komme dybere ned i en række emner og diskussioner om Grundtvig og hans betydning i anledning af 150-året. Og et af de emner, vi vil dykke mere ned i, har at gøre med en anden, der også er død – og endda på ganske brutal vis. I 2022 er det nemlig samtidig 250 år siden, at lægen Johann Friedrich Struensee blev henrettet og parteret. Dommen blev eksekveret den 28. april 1772 på Øster Fælled under overværelse af tusindvis af mennesker.

Historien om Struensee er et helt specielt kapitel i Danmarkshistorien. Det er på den ene side historien om en mand, der på ganske kort tid gjorde sig til nærmest enerådende diktator. Og det er på den anden side historien om en mand, der inspireret af oplysningstænkningen indførte en hel stribe af reformer, hvoraf mange af dem for en moderne betragter må siges at være særdeles fornuftige og humane: Afskaffelse af brugen af tortur, indførelse af tildeling af embeder efter fortjeneste og ikke efter stand og rang, højere grad af lighed for loven og mindre vilkårlighed i  retsplejen, afskaffelse af retten til uprovokerede husundersøgelser, afskaffelse af dødsstraf for tyveri, afskaffelse af straf for sex uden for ægteskabet. Med meget mere. De fleste af reformerne nåede dog dårligt at blive indført, før Struensee ved et kup, orkestreret af kongens stedmor, blev fjernet fra magten og arresteret.

En af de reformer, som nåede at blive indført, var afskaffelsen af censur. Som det første land i verden indførte Danmark i 1770 fuld trykkefrihed (også ved anonyme udgivelser, hvilket var meget udbredt), og trykkefriheden havde en kort og interessant levetid i årene 1770-1773 (beskrevet nærmere i storværket GROV KONFÆKT – Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73 af Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfelt, der udkom i 2020). Trykkefriheden betød så også – i hvert fald ifølge den knap 30-årige Grundtvig, der skrev om det i 1812 – at ”alskens uhumskhed navnløs udstrømmede af sit skidne kildespring”, hvilket – igen ifølge Grundtvig – endte med at ”Struensee selv måtte skælve for Danmarks løste tunge” (N.F.S. Grundtvig, Kort begreb af verdens krønike, 1812). Dette beskrev Grundtvig flere steder som en retfærdig straf, og det kan man da kun beklage, eller også kan man glæde sig over, at man kan hente meget hos Grundtvig uden at behøve at overtage alle hans synspunkter. Senere ændrede Grundtvig i øvrigt sit syn på spørgsmålet om trykkefrihed.

Sammenfaldet i døds-jubilæums-år er selvfølgelig blot en tilfældighed. Men ’samtalen’ mellem Grundtvig og Struensee kan give anledning til at diskutere en række spørgsmål af højaktuel karakter, herunder fx 1) Hvordan skal vi forstå os selv som rationelle individer med en række principielle frihedsrettigheder på den ene side og på den anden side som medlemmer af et fællesskab, der er formet af tradition, kultur, historie og teologi? 2) Hvordan skal vi forholde os til trykkefrihed i dag (er de sociale medier vore dages ’skidne kildespring’)? 3) På hvilke forskellige måder kan vi i dag tale om frihed (Grundtvig ville have fuld religionsfrihed og opdragelsesfrihed, Struensee holdt sig ikke tilbage fra at blande sig i kirkens forhold, men ville have fuld trykkefrihed)? En række artikler og interviews vil i løbet af året kaste sig over disse emner og flere til.

Jeg vil ikke stå stille ved nogen grav

Grundtvig var reformator, ikke revolutionær. Han byggede på det, der var, eller rettere: Han gravede fortiden frem bl.a. i form af sagn og sange og tænkte om nogen historisk: Vi fødes ind i ’noget’, ind i et sprog, en tradition, en tilværelsestydning. Men, påpegede Grundtvig samtidig, vi fødes også til et nyt liv og lever i en tid, der kommer os i møde, og måske er Grundtvig derfor et meget godt eksempel til efterfølgelse, når det drejer sig om at ’håndtere’ 150 års virkningshistorie. Selv kaldte han sig fx ’Luther hin lille’ og påpegede det interessante sammenfald, at han var født præcis 300 år efter den store reformator (Luther: 1483, Grundtvig: 1783), og alligevel foretog han også et opgør med arven fra Luther.

”Ja, mine venner! Jeg er ingenlunde af dem, der mener, at vi skal stå stille ved hvad Morten Luther gjorde for 300 år siden; thi kun døden står stille, livet er altid i bevægelse,” sagde han, og tilføjede: ”Jeg vil ikke blive stående ved nogen grav, ikke selv ved Herrens,” (N.F.S. Grundtvig, Tale til Luthers minde, 1842).

Det vil vi så heller ikke.