Det skidne kildespring – Grundtvig, Struensee og trykkefriheden

I Verdenskrøniken fra 1812 mente Grundtvig, at Struensee havde sat sig for at ”udbrede Vantro og Ryggesløshed”. Trykkefriheden førte til, at ”alskens Uhumskhed navnløs udstrømmede af sit skidne Kildespring”. Verdenskrøniken 1812 er stærkt præget af Grundtvigs kristelige vækkelse, der modsatte sig oplysningens ideal, og selv om han senere fik et bedre forhold til oplysningen, mildnedes hans syn på Struensee kun lidt. I det fjerde af de berømte Mands Minde-foredrag, som han holdt for et større publikum i 1838, nævnte Grundtvig Struensees fald som en ”Befrielse”, som danskerne med rette kunne glæde sig over. Grundtvig var ikke så meget for denne tysker, der bare ønskede at ”spille Kejser” i det små.

Trykkefriheden blev indskrænket ved Struensees fald for 250 år siden, men teoretisk set aldrig afskaffet. Det vil sige, at der principielt ikke fandt censur sted – bortset fra en række bestemmelser, der i praksis genindførte den. I den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 blev principperne for publicistvirksomhed samlet. Navnet er ironisk, for den satte indskrænkningen af trykkefriheden i system. Den fremhæves ofte som et typisk udtryk for den sene enevældes ønske om at slå hårdt ned på enhver kritik af styret, og det er da også sandt, at forordningen med trussel om fængsel på vand og brød forbyder ”at skumle med Bitterhed over Regieringen”. I grovere tilfælde var straffen landsforvisning, og hvis man opfordrede til oprør mod monarkiet eller kongen, krævede loven ligefrem dødsstraf.

Struensees fiasko som politiker

Bestemmelser som disse har fået mange til at karakterisere den sene enevælde som et despoti, men man skal være opmærksom på flere forhold for at forstå, hvordan styret var skruet sammen. Det byggede ikke mindst på et klientilistisk system af gensidig afhængighed, forbindelser og slægtskab. Der var altid et personligt hensyn at tage, og der var forskel på, hvad forskellige mennesker kunne tillade sig. Det var også denne forudsætning, som gjorde, at Struensee var en fiasko som politiker. På papiret havde han diktatoriske beføjelser, men det var netop kun papir. Han udstedte en strøm af love og forordninger ud fra principper og ideer, som han fandt rigtige. Han havde imidlertid intet begreb om at skabe sig stærke alliancer eller lade sig informere om, hvem der faktisk blev påvirket af beslutningerne. Hans fald viser, hvor skrøbeligt systemet i virkeligheden var, hvis det ikke blev håndteret med sans for de mennesker, der skulle styre og styres. Endvidere var bekæmpelsen af ”skrivefrækheden”, som Frederik 6. kaldte det, i kraft af Trykkefrihedsforordningen lagt ud til domstolene. Det var en fortsættelse af tidligere bestemmelser, at det ikke længere var politimestrene, men domstolene, der havde det sidste ord. Det satte en grænse for den vilkårlige myndighedsudøvelse, fordi domstolene ikke kunne dømme efter andet end lovene.

Kodificeringen og bureaukratiseringen af enevælden efterlod kongen selv i den gunstige position, at de fleste af de beslutninger, som han traf personligt, var udtryk for nådes- og gunstbevisninger. Domstolene dømte, men kongen kunne benåde og formilde. Frederik 6. omstødte rutinemæssigt dødsdomme til fængsel. Kongen kunne endvidere tilstå enkelte borgere privilegier, titel og rang, kalde dem til offentligt embede eller lade dem komme på offentlig understøttelse. Det vil sige, at kongen kunne knytte folk til sig i et personligt loyalitetsforhold.

Grundtvigs hidsige pen og kongelige understøttelse

Grundtvig beskrives ofte som en oprører og intellektuel dissident. Det skyldes hans noget hidsige pen. Da han skulle prøveprædike i 1810 (den såkaldte dimisprædiken), benyttede han lejligheden til at beskylde den danske præstestand for at være vantro, og da han gerådede i en pennefejde med teologiprofessor H.N. Clausen i 1825, kom han for skade at sige det samme om Det teologiske Fakultet. Grundtvig var langt fra altid sin egen sags bedste advokat. Sagen mod Clausen er eksemplarisk, fordi den illustrerer hvordan Trykkefrihedsforordningen virkede. Beskyldninger om embedsmisbrug skulle prøves som injuriesager. Det vil sige, at både embedsmænd og borgere havde mulighed for at få deres sag hørt ved domstolene, og det var ikke givet på forhånd, hvem der fik ret. Sager ført i henhold til Trykkefrihedsforordningen førte ikke sjældent til frikendelse. I sagen Clausen mod Grundtvig fik Clausen dog ret, og Grundtvig blev i overensstemmelse med Trykkefrihedsforordningens bestemmelser som følge heraf underlagt livslang forhåndscensur.

Grundtvigs oppositionelle natur har fået lov til at skygge for den omstændighed, at han i lige så høj grad var systemets mand, forstået på den måde, at han var afhængig af kongen som patron. Det kom stærkest til udtryk i den fortsatte strøm af de såkaldte kongedigte, som Grundtvig lod flyde til ikke mindst Frederik 6. Det er sådan set forståeligt nok, for Grundtvig skyldte kongen det meste af sit udkomme, mest udtalt i form af den kongelige understøttelse, som han nød fra 1818 og flere år frem. Kaldelsen til præst var imidlertid også at betragte som en kongelig gunstbevisning, og det skete for Grundtvig i 1821, da han blev præst i Præstø-Skibinge. I december måned året efter blev han kaldet til embedet som præst i Vor Frelser Kirke i København, en stilling som han selv sagde op i forbindelse med konflikten med Clausen. Igen må man konstatere, at Grundtvig ikke altid gjorde det lettere for sig selv.

Under indtryk af Julirevolutionen [fransk revolution 27.7.-29.7. 1830, red.] udgav Grundtvig tidligt i 1831 en pamflet, Politiske Betragtninger, som besynderligt nok passerede den forhåndscensur, han stadig var underlagt. Heri gjorde han sig nærmest til talsmand for en forfatningsmæssig adskillelse af Slesvig og kongeriget. Konteksten er den, at en embedsmand i hertugdømmerne, Uwe Jens Lornsen, i november 1830 udgav et skrift, der foreslog en selvstændig forfatning for Slesvig og Holsten. For det fik han et års fængsel, en relativt hård straf. Langt de fleste, der blev anklaget i henhold til Trykkefrihedsforordningen fik bøder. Kun ganske få blev landsforvist og ingen blev henrettet for skrivefrækhed.

Når Grundtvig kunne slippe afsted med at påstå noget tilsvarende som Lornsen havde skrevet få måneder tidligere, hænger det antagelig sammen med, at han ivrigt talte for det bestående politiske systems fortræffeligheder, hvor Kongernes Konge garanterer for Kongeloven: Danmark “har en misundelsesværdig Patriarchalsk Forfatning, garanteret af den Allerhøieste, som har baade Rigers Lykke og Kongers Hjerte i sin Haand, og leder dem som Bække hvorhen Han vil!”

Dannelse til at deltage i den offentlige debat

Der er ingen grund til at betvivle oprigtigheden, når Grundtvig i 1831 modsatte sig repræsentative forsamlinger, eller når han mente, at adgangen til den offentlige debat burde være begrænset til de modne og dannede: ”Pøbelen og Peblingerne har nemlig giort megen Ulykke i Læse-Verdenen”. Men det er også værd at bemærke, at Politiske Betragtninger i dag må betragtes som det første af Grundtvigs højskoleskrifter, fordi han havde det intellektuelle mod til at drage den konsekvens af sine egne betragtninger, at hvis almuen, altså bønderne, ikke var dannet nok til at deltage i den offentlige debat, måtte man sørge for at danne dem. Det var denne tanke, der i de følgende år udviklede sig til ideen om den folkelige højskole.

Grundtvig lagde i 1831 ikke skjul på, at han anså sig selv som tilhørende de dannedes og de modnes kategori, og han anglede helt uskrømtet efter at få ophævet den forhåndscensur, som han var underlagt, og kongen var ikke uimodtagelig for andragendet fra en så trofast undersåt. Men i praksis lod det sig først gennemføre i forbindelse med en generel lempelse af trykkefriheds- og censurbestemmelserne i 1837. Det var så også den umiddelbare anledning til, at han gav sig af med at holde de berømte foredrag om Verdens og Danmarks historie i Mands Minde.

Selvom Grundtvig var imod repræsentative forsamlinger, blev han meget glad for stænderforsamlingerne. Den 28. maj 1839, på otteårsdagen for bekendtgørelsen af de rådgivende stænderforsamlinger, skrev Grundtvig et digt, hvis første linjer han ofte siden citerede: ”Konge-Haand og Folke- Stemme,/ begge stærke, begge fri”. Pointen var, at kongemagten skulle være stærk og fri, altså fortsat enevældig, men at den skulle lade sig oplyse og retlede af den frie folkerøst, der blandt andet hævdede sig i stænderforsamlingerne.

Grundtvigs hyldest til Frederik 6.’s vise regering faldt præcis samtidig med, at han blev udnævnt til præst i Vartov Hospitalskirke. På dette tidspunkt var han allerede i gang med at opbygge et nært og fortroligt forhold til det kommende regentpar, Caroline Amalie og Christian 8., der begge var stærke allierede. Den nye konge kvitterede med at gøre Grundtvig til ridder af Dannebrogordenen i sit første regeringsår – samtidig med Grundtvigs fætter Henrik Steffens i øvrigt.

Grundtvig udviklede i de følgende år sit syn på både trykkefrihed og folkestyre, og han blev som medlem af både Den grundlovgivende Rigsforsamling, Folketinget og Landstinget en fortaler for væsentlige frihedsrettigheder. Det har gjort ham mere spiselig for den eftertid, der har set Struensee som et forbillede, men nogen fan af Struensee blev Grundtvig aldrig.