De kolde hænder fra Preussen

Fuld artikel af forkortet udgave trykt i Grundtvigsk Tidende 3/2022

”Flere varme hænder og færre kolde” – siger politikerne, hvad enten de hører til rød eller blå blok. Og ordet ”afbureaukratisering” præsenteres i dag som en indiskutabel positiv og nødvendig politisk opgave, det kun kan gå for langsomt med at få gennemført. Men samtidig er den grundige og på mange måder velfungerende administration – hvad end det er i kommune eller stat – vel en af grundene til, at Danmark er et af de mest retfærdige og mindst korrupte lande i verden.

En velfungerende administration var også målet for mange af Johan Friedrich Struensees reformer, som han gennemførte i den korte – og vanvittig interessante – periode af Danmarkshistorien fra 1770-1772, hvor han i praksis var Danmarks diktator. Struensee skrev ikke dagbog og har i det hele taget ikke efterladt sig meget på skrift ud over nogle korte artikler fra ungdomsårene og et forsvarsskrift, efter han var blevet fængslet. Og så det berømte ’Omvendelsesskrift’ (Bekehrungsgeschichte des vormaligen Grafen Struensee, 1772), som handler om hans omvendelse til kristendommen og er skrevet af præsten Münter på baggrund af samtaler med Struensee – kort før dennes henrettelse.

Struensee gennemførte noget i retningen af 2000 love i den korte periode, han var ved magten, hvoraf mange af dem set med moderne øjne var åbenlyst fornuftige, humane og retfærdige. Men vi ved ikke meget om, hvad der drev ham. En af dem, der imidlertid har dykket ned i fænomenet Struensee, er professor Frederik Stjernfelt. Ham har jeg fået lov at besøge i hans bogoverfyldte lejlighed med udsigt til Københavns søer.

Den yderliggående morfar

Stjernfelt tillægger bl.a. Struensees morfar, der også var læge, en stor betydning. Og ikke mindst morfarens ’radikalpietisme’: ”Struensees morfar, Johann Samuel Carl, foregreb jo Struensees karriere som læge for en dansk konge, for han var livlæge for Christian VI,” fortæller Frederik Stjernfelt, ”og så var han antikirkelig radikalpietist. Radikalpietisterne var – i modsætning til statspietisterne – imod lutheranerne, som de mente bare havde lavet et nyt pavedømme. Og de var imod hele ideen om, at religion skulle bestå af en række dogmer: Kristus afhørte jo ikke sine disciple i trosdogmer. De ville have kirken afskaffet og i stedet leve i en form for broderskaber, hvor det vigtige var den inderlige personlige gudstro. Og så arbejdede de for en række sociale og samfundsmæssige forbedringer. Dette gjaldt i øvrigt også statspietisterne, der bl.a. lavede vajsenhuse, skoler for børn og trykkerier.”

Men er det det, der driver Struensee?
”Nej, men det var det, der drev hans morfar. Og den sjove fortælling er, at han åbenbart er en dygtig livlæge, for han får has på nogle af kongens og dronningens lidelser. Men så skriver han en bog, der hedder Hofmedicin, hvori han anbefaler, at rige mennesker skal underkastes nogle diæter. Og bogen har et appendiks, som i realiteten er et politisk kampskrift, hvor han raser over tilstanden i de kristne stater: Man hjælper ikke de fattige, og det er teologernes og deres forfærdelige lutherske vranglæres skyld.”

”Det kan kongen og hans statspietistiske embedsmænd selvfølgelig ikke se igennem fingre med,” fortsætter Stjernfelt. ”Alligevel når han at udgive endnu et skrift, inden han bliver fyret i 1740. Så rejser han hjem til Halle og bosætter sig hos sin datter og svigersøn, Adam Struensee, og helliger sig opdragelsen af sit lille barnebarn, Johann Friedrich.”

Stjernfelt beskriver det modsatrettede barndomshjem, som den lille Struensee må være vokset op i. En statspietistisk far, Adam Struensee, der fik en gigantkarriere i den danske kirke: Først provst i Altona og senere biskop af Slesvig-Holsten. Og så en radikalpietistisk, socialt indigneret og antikirkelig morfar. ”Det er selvfølgelig kun et gæt,” siger Stjernfelt, ”men jeg tror, Struensee fik noget af sin samfundskritik fra sin morfar – som han også tilegnede sin disputats.”

Kombineret med oplysningsidealer?
”Ja, for så kommer han jo så til Altona som 19-årig, fordi faren bliver provst der, og faren trækker i nogle tråde, så den unge Struensee kan blive stadslæge i byen,” fortæller Stjernfelt.

Skift navn og tag til Altona

På Struensees tid er Altona den næststørste by i Danmark-Norge efter København og en by med en helt særlig tiltrækning. Byen kommer med i det danske rige i 1640, men allerede før det, havde man besluttet, at der skulle være trosfrihed i Altona, og dette varer ved også efter dansk overtagelse af byen. ”Selvfølgelig ikke af oplysningsidealistiske grunde,” siger Stjernfelt, ”men af økonomiske – for at tiltrække dygtige håndværkere: Jøder, katolikker, menonitter med flere – hvoraf mange kunne have fået hovedet hugget af, hvis de var kommet til København. I løbet af 1700-tallet bliver Altona således en frihavn for nordtyske dissidenter. Folk vidste, at hvis de kom i knibe på grund af afvigende synspunkter, så kunne de skifte navn og tage til Altona.”

I dag kan man stadig fornemme lidt af ’fristaden Altona’. Det afslører sig fx i gadenavnene: Grosse Freiheit og Kleine Freihet. ”De gader var nærmest de eneste, der ikke blev bombet under krigen,” siger Stjernfelt. ”The Beatles huserede på Grosse Freiheit i 1960, da de lavede deres berømte 10.000-timers koncerter – dengang de var gode og før de blev rigtig gode. Og i dag er det jo Reeperbahn, altså luderkvarter. Så den gade har meget på samvittigheden,” tilføjer han.

Mageskiftepolitik

Man ved ikke meget om Struensees personlige liv. Men man ved ifølge Stjernfelt, at han var et socialt gemyt – og at det fx blev sagt om ham, at han altid havde ekstra tallerkner fremme til frokost i fald det skulle udvikle sig til et selskab. Det må det ofte have gjort, for mange af de mennesker, som Struensee siden tilkaldte til det danske hof, mødte han i Altona. Og det er højst sandsynligt gennem disse, at han er blevet informeret om oplysningsideerne. I Altona møder han blandt mange andre juristen og hofmanden Enevold Brandt, som ender med at blive henrettet sammen med Struensee, og han møder rigsgreven og officeren Schack Carl Rantzau, som anbefaler Struensee som læge for kong Christian den VII: Den skøre danske konge skal nemlig på udlandstur og har brug for en livlæge.

Men én ting er, hvor Struensees ideer kom fra, noget andet er hvorfra ambitionen om politisk indflydelse kom. Og for at forstå det, skal man ifølge Stjernfelt en omvej om ad den danske ’mageskiftepolitik’:

”I 1761 var Danmark jo lige ved at komme i krig med Rusland. Hærene stod klar til slag i Pommern, og det var kun fordi zaren døde og Katrine den Store overtog tronen, at der ikke kom krig. Danmark havde indkaldt en erfaren fransk general, der hed Saint-Germain, og gjort ham til generalfeltmarskal. Han skulle reformere den dansk-norske hær. Og han satte straks gang i en hel masse ting: Klare kommandolinjer, centralisering af økonomien, nedlæggelse af irrelevante kaserner og en masse andre reformer – som selvfølgelig skabte surhed, som det jo altid gør, når folk laver ting om,” tilføjer Stjernfelt.

Saint-Germains reformer fik opbakning fra nogle af de danske topofficerer, som Struensee senere mødte i Altona. Og de begynder at tale om, at de radikale ændringer i hæren bør følges op ad lige så radikale ændringer i staten:

”Det anspændte forhold til Rusland relaterer sig til den såkaldte ’mageskiftepolitik’,” forklarer Stjernfelt. ”Kongen af Danmark-Norge var jo samtidig hertug af Slesvig-Holsten – eller en del af Holsten – samt greve af Oldenborg og Delmenhorst, der ligger ikke så langt fra Holland. Men Holsten var et gammelt og ondartet problem. For i Kiel sad hertugen af Gottorp, som også var hertug af Holsten. Og den russiske zars arvelinje var nu blevet giftet ind i hertugen af Gottorps slægt. Men så fandt den danske stat på at foreslå et bytte: Rusland kunne få Oldenborg og Delmenhorst, og så skulle Danmark have de gottorpske dele af Holsten. Så ville man få et smukt afrundet areal og ’løse’ det holstenske problem. Det var gehejmeråd Bernstorffs store plan.”

”Men det udnyttede russerne ved hele tiden at holde det der mageskifte frem for næsen af det danske hof som et løfte, der samtidig fulgte en masse krav med. Og Bernstorff blev mere og mere presset. Men det kunne de der generaler ikke lide. De tænkte: Vi skal da ikke være en lydstat under Rusland, hvad er det for noget ynkeligt noget?” Siger Stjernfelt.

Struensees parti

Der er skrevet romaner, film, teaterstykker og musicals om Struensee. Og disse medvirker til at understøtte myten om den visionære mand fra Tyskland, der kommer til København, laver samfundet om på rekordtid og scorer dronningen. Men i virkeligheden skal man ifølge Stjernfelt snarere opfatte Struensee som del af en slags politisk parti, og han undrer sig over, at det fylder så lidt i fortællingerne om Struensee:

”Man har været så fortryllet af det der med ’a stranger comes to town’, men i virkeligheden bør man snarere tale om en slags ’Struensees parti’, hvor ikke mindst Saint-Germains ideer var bærende. Man kan se af deres korrespondance på kryds og tværs, hvordan ideerne udvikler sig. Og i et berømt brev fra Saint-Germain til den danske officer – og Struensees topembedsmand – Peter Elias von Gähler, skrevet lige efter, at Struensee har fået magten, kan man nærmest læse hele Struensees regeringsprogram,” siger Stjernfelt.

Og hvad er det så for ideer? Stjernfelt nævner en lang række: Statsrådet skal nedlægges, for adelsmændene sidder bare og meler deres egen kage. I stedet vil man have kabinetsstyre, således at der regeres direkte fra kongens kabinet. Indførelse af meritokrati, så stillinger tildeles efter evner og erfaring og ikke efter, hvem rang og titel. Lighed for loven i forhold til domstolene, så kongen fx ikke bare kan omgøre eller skærpe domme efter forgodtbefindende. Afskaffelse af supplikantsystemet: At alle borgere kunne skrive en supplik til kongen og bede om et eller andet. I stedet ville man have et ordentligt fattigvæsen, hvor fattige også sættes i arbejde. Afskaffelse af hoveriet på landet, så bønderne kunne blive frie – og mere produktive. Klare retningslinjer for, hvad der hører hjemme hvor, så det ene ministerium ikke bare blander sig i, hvad det andet laver. Og samling af forskellige ’kasser’ til en fælles statskasse – og dermed indførelsen af et finansministerium. Med meget mere – eller med andre ord: Man ønsker sig en velfungerende retsstat. Og forbilledet var Frederik den Stores Preussen.

”Det meste kommer altså fra andre end Struensee,” siger Stjernfelt, ”og har især med opbyggelsen af et effektivt, gennemsigtigt og retfærdigt administrativt system at gøre. Det, Struensee selv tilføjer, er navnlig trykkefrihedsloven – og så de mere moralske reformer, der angår privatlivet.”

Indførelse af både offentlighed og privatliv

Struensees reformer må have kommet en masse mennesker til gode. Alligevel sidder han kun ganske kort tid ved magten, inden han væltes. Men hvorfor har han så ringe succes?

”Han handler jo over hals og hoved,” siger Stjernfelt. ”Han var jo kun diktator i 16 måneder, og i de måneder gennemfører han næsten 2000 nye lovgivninger. De var selvfølgelig ikke alle lige så gennemgribende som trykkefrihedsreformen, men der er mange interessante love iblandt.”

Stjernfelt opremser igen: Den første dag – den 14. september 1770 – indføres trykkefriheden og meritokratiet, hvoraf det sidste mere er en hensigtserklæring end en egentlig lov, men en væsentlig hensigtserklæring: Rang og titel er ikke længere nok til at sikre en god stilling. I løbet af efteråret afskaffes statsrådet. Juleaften indføres udenrigsministeriet. Nytårsaften får toldmyndighederne forbud mod uprovokeret at undersøge folk i deres eget hjem. Og han afskaffer tortur. Opretter en enkekasse og en ’babykasse’, hvor mødre, der har født et uønsket barn, kan aflevere barnet.

Og så i løbet af foråret 1771 kommer hele sædelighedsreformen: Lov efter lov efter lov, som alle sammen intenderer at sige, at sædelighed og sex må folk selv finde ud af. Det skal staten ikke blande sig i.

”Man kan sige det på den måde, at trykkefriheden opretter en offentlig sfære, og parallelt hermed vil Struensee så også oprette en privatsfære,” siger Stjernfelt. ”Der skal være en zone for individet, hvor det er beskyttet mod statens arbitrære luner. Fx får han vedtaget, at der ikke skal være andre forbud mod ægteskab end dem, der står i Bibelen. Dvs. folk må fx gerne gifte sig med deres kusine eller fætter. Og han indfører ligestilling mellem ’ægte’ og ’uægte’ børn. Og forbud mod at tredjeperson kan anlægge sag om utroskab, det er kun den krænkede part, der kan det. Dvs.: Hvis jeg ser, at naboen er utro, så kan jeg ikke gå hen og melde det. Politiet har ikke længere ret til at kontrollere folks privatliv, i særdeleshed ikke hvorvidt kvinder lever alene – det blev set som en opfordring til prostitution. Og så selvfølgelig ikke mindst, at sex uden for ægteskabet bliver afkriminaliseret. Sædelighedsreformen indfører dermed en form for skel mellem jura og moral. Det er noget, som præsterne kan tage sig af at vejlede i, men det skal ikke dikteres af lovgivningen.”

Var han dum?

Sædelighedsreformen bliver kort efter brugt imod Struensee i anklagen om hans egen mangel på moral: At han egentlig bare ville legitimere sit eget udsvævende liv. Det giver anledning til en hel pamfletstorm imod ham, som er med til at vende stemningen imod ham i løbet af 1771. Men forklaringen på hans fald skal nok også findes i hans totale mangel på sans for politiske processer. Og Stjernfelt mener, at der er en sammenhæng mellem hans lægegerning og hans tilgang til samfundet: Hvis kroppen er syg, skal sygdommen jo behandles. Hvis samfundet er sygt, må man gøre det samme. Og hvis man finder en svulst, skal den fjernes omgående. ”Det virker,” siger Stjernfelt, ”som om Struensee troede, at når man havde lavet en lov, og kongen havde skrevet under på den, så var det allerede sådan. Han har ikke forståelse for, at loven også skal gennemføres. Og at man fx skal have nogle embedsmænd til at forstå, hvorfor loven skal gælde, for ikke at tale om de berørte parter. På en måde havde han en forestilling om, at suveræniteten var mere suveræn, end den på en vis måde var. Han havde ikke forståelse for, at en lov skulle implementeres, og at folk skulle bringes til at forstå og acceptere, hvorfor en lov var gavnlig.”

Udover manglen på sans for politisk proces, så virker det også til, at han i det hele taget ikke har haft sans for taktik og magtspil. For han indfører reformer med lynets hast, hvoraf mange af dem helt åbenlyst har trådt magtfulde mennesker over tæerne. Var han lidt dum, spørger jeg:

”Ja, jeg tror han var dum på den måde, at han var ret utaktisk. Med en læges hast indfører han reformer, der vil sikre, at alle borgere behandles ens. Og det er antageligt en af grundene til, at han skaffer sig en del uvenner – herunder Rantzau, der jo oprindeligt havde skaffet ham stillingen som livlæge. Bl.a. vedtager han en lov om, at gældsinddrivelse skal foregå uden persons anseelse, og at man altså ikke som adelsmand kan hævde at være hævet over dette. Det har helt sikkert ikke været populært alle steder. For Rantzau, der var dybt forgældet, var det en katastrofe.”

Han har vel heller ikke haft megen politisk erfaring?
”Intet.”

Men hvorfor ville han så have politisk indflydelse?
”Jeg ved det ikke. Jeg har tit diskuteret det med Ulrik Langen, som jo har skrevet en bog om Struensee. Og Ulrik siger, at han efterhånden synes, han forstår alle personerne omkring ham – undtagen én: Struensee selv. Der vedbliver at være noget gådefuldt over ham.”

En kristen begravelse?

I begyndelsen af 2022 besøgte jeg Struensees grav i den tyske kirke i København, Sankt Petri, hvor en kiste med det, der (måske!) er Struensees og Brandts knogler står under gulvet. Men en egentlig begravelse fik han aldrig, fordi han jo blev henrettet som forbryder. Jeg foreslår, at man i anledning af 250-året for hans død retter op på denne mangel (Tordenskjold blev fx begravet i 1995):

”Ja,” siger Stjernfelt, der snarere synes, han skulle have et solidt monument – måske en blivende version af Morten Modins kæmpeskulptur af hans afhuggede hoved. ”Det forudsætter jo så, at man tror på den bekendelse til kristendommen, som Struense afgav til Münter kort før sin henrettelse. Men der er noget meget gådefuldt ved den bekendelse. For efter 300 sider skrevet af Münter, så har han bedt Struensee selv skrive en rapport om sin omvendelse, som står bag i bogen. Den er meget dydig, men den slutter på en fuldstændig ekvivok måde. For han afslutter nærmest med at resumere, hvorfor han oprindeligt var imod religion: Han iagttog, at der var så mange hyklere, der sagde en masse fromme ting og overhovedet ikke opførte sig efter deres påstande. Og så skriver han: ”Det, der for mig er en god kristen, det er ham, der handler efter pligt og retfærdighed.” Slut,” tilføjer Stjernfelt.

”Det er de sidste ord vi har fra Struensee i live,” siger Stjernfelt. ”Alt det, Münter gennemgår på de 300 sider med sonoffer og syndsforladelse, er væk. Kristendom er alene at gøre sin pligt i situationen. Det kunne jo lige så godt være sagt af Cicero.”

Men kunne det ikke lige så godt være morfarens teologi?
”Ja. Det kunne det da.”

Oprettelsen af udenrigsministeriet og finansministeriet samt hof- og stadsretten er blandt de få af Struensees mange initiativer, der ikke blev trukket tilbage, efter han var væltet fra magten. Afskaffelsen af forhåndscensuren blev heller ikke ændret, men trykkefriheden blev indskrænket med andre midler.

Grundtvig blev aldrig en beundrer af Struensee (se artiklen om Grundtvigs forhold til Struensee i Grundtvigsk Tidende 2/2022, skrevet af Jes Fabricius Møller). Og selvom han gik fra at være trykkefrihedsmodstander til at være indædt trykkefrihedsforkæmper, kom han aldrig til at se positivt på ’trykkefrihedstiden’ 1770-1773. Sammen med Ulrik Langen og Henrik Horstbøll udgav Frederik Stjernfelt i 2020 et omfattende tobindsværk – ’Grov Konfækt’ (Gyldendal) – om de tre år med trykkefrihed. En engelsk udgave med titlen ’The World’s First Full Press Freedom’ (De Gruyter) udkommer i 2022.

Struensee blev sammen med Enevold Brandt henrettet den 28. april 1772 på Øster Fælled. Det er i år 250 år siden.