Tiden kalder ikke på spørgsmål om kølig kontra varm kirke, men om meningsfulde fællesskaber

”Selvfølgelig skal alle kunne komme i kirken præcis som de er, hvad enten det er for at sidde på bageste række og ubemærket liste ud, eller det er for at tage aktivt del i gudstjenesten og menighedsfællesskabet. Det er der vel ingen, der kan være uenige i. Jeg synes bare, det er vigtigere at tale om, hvad det er, vi er sammen om, fremfor at diskutere, hvordan vi har det med at sidde i kirken. Tiden kalder ikke på spørgsmål om kølig kontra varm kirke, men om meningsfulde fællesskaber.” Ordene er Louise Højlund Franklins, som mener, at når udvalgte styrelsesmedlemmer i magasinet Grundtvigsk, som udkom som en særudgave til menighedsrådsmedlemmer 2021, taler om vigtigheden af at holde kirken kølig, så får de ikke talt om, hvad det er, der definerer os som kirke, og hvad vi er fælles om: ”Danmark er på ingen måde et samfund, hvor man er i fare for at få overophedede fællesskaber. Men med dette ’kølige’ fokus undgår man at tale om tro, og hvad det er vi er der for sammen,” siger hun og fortsætter: ”Det at forstå sig selv som mennesker på vandring er centralt for kristne. Og mennesker på vandring går jo på en eller anden måde i den samme retning. Og så diskuterer man undervejs, hvor bred vejen skal være, og hvornår vi skal nå frem osv. Men man bruger ikke tiden på at diskutere, om alle skal have mulighed for at gå i alle retninger,” siger hun og sammenligner med et skib: ”Vi sidder i et skib, og et skib er, mens det sejler, på vej i en fælles retning.” Derfor mener hun, det er skibets retning, det er meningsfuldt at diskutere og ikke så meget den enkeltes frihed til at kunne være sig selv i kirken – eller på skibet for nu at blive i billedet: ”Det sidste giver ligesom sig selv.”

Individets tid er forbi

Individets tid er forbi, og det vigtigste har vi til fælles. Derfor vender Louise Højlund Franklin tilbage til det, vi er sammen om: ”Kristendommens grundpointe er jo, at vi alle sammen har noget til fælles. At vi alle sammen er forbundne, og at de ting, vi oplever som adskilte, kan vi finde ind til en fælles kerne om. Hvis ikke der er det, får du ikke nogen til at smide deres fiskegarn og gå med. Evangeliet vil netop have dig til at reagere på en bestemt måde. Det er at ville Guds rige på jord,” siger Louise Højlund Franklin, som mener, det må være en logisk konsekvens, at man starter med at lytte til folk, hvis kirken skal være der for folkets skyld: ”Det kræver lydhørhed overfor, hvor folk er mentalt og at tage det alvorligt. Hvis folk blev klar over, hvad det er for et bekendelsesgrundlag folkekirken hviler på, så ville de løbe skrigende bort. Så opgaven er jo at få formuleret, hvad det så er, vi er fælles om i dag. Og tage den indflydelse, der har været fra Grundtvig med, som netop ikke er en del af det nuværende bekendelsesgrundlag. Den opgave er der jo ingen, der har taget på sig.”

Hun savner, at man i Grundtvigsk Forum taler om, hvad det er for en retning, vi som folkekirke skal i og kvalificerer den retning. Ikke for at skulle være enige om alting, men fordi der er fundet en stor nok fællesnævner til, at vi har lyst til at gå i fællesskab som et Guds folk, som hun siger: ”Hvordan finder vi i gudstjenesten en stærk nok fællesnævner til, at folk føler sig beriget og tager noget med videre i de øvrige fællesskaber, de også er en del af uden for kirken. Det er jo en dannelse, der sker, og det sker i et fællesskab. Alle mulige andre steder er man i det grundtvigske optaget af den dannelse, som vi mener noget med og engagerer os i. Men lige her i forhold til gudstjenesten, er det faktisk ligegyldigt. Der har vi ingen ambitioner.”

Der er forskel på et mysterium og på, at noget er mystisk

Ordene spiller, ifølge Louise Højlund Franklin, en stor rolle, når man som kirke lytter til, hvor folk er: ”Hvordan får vi flere små ord ind og bruger dem til at give udtryk for og forstå helt almindelige menneskers tro?” Hun understreger, at det vel at mærke ikke er udtryk for en forfladigelse af sproget og kristendommens mysterium: ”Der er forskel på et mysterium og på, at noget er mystisk. At mærke mysteriet, at blive ført ind i vores fælles grund og dybder, står ikke i modsætning til at bruge almindelige ord.” Hun er optaget af, hvordan vi netop får almindelige ord nok ind i gudstjenesten til, at vi har en meget bredere fællesnævner, så vi med de små ord forstår, hvad Guds rige handler om og ikke føler os dumme. ”Hele Jesu forkyndelse er at komme tæt på folk i den kontekst, de kender. Budskabet skal oplive og opvække os her oppe i det kolde nord, så vi går ud og gør kristelige bedrifter. Og derfor giver det ingen mening at tale om, at kirken skal være kølig,” siger hun.

Det kræver, ifølge Louise Højlund Franklin, en afprofessionalisering af kirken, som gør, at menigheden også tager del og tager ansvar for, om der fx bliver ringet til gudstjenesten. At menigheden bidrager med det, de kan og har lyst til: ”Som det er nu, er der ikke plads til at almindelige mennesker kan lægge stemme til evangeliet.” Det kræver ikke mindst liturgisk gehør fra præstens side, ja faktisk kræver det mere end ’bare’ at være uddannet: ”Ritualer er noget, der skal afprøves, samtidig med at liturgien skal have en form, som så mange som muligt kan befinde sig godt i. Der er ikke nogen, der vil trives i det formløse. Som præst har du en særlig forpligtelse til at finde den der balance mellem at folk skal kunne sidde på bageste række men også, at de som vil, kan blive inkluderet og engageret.”