Kan folkekirken holde til ærlighed?

”Det er både forfriskende og skræmmende,” siger Peter Nord Hansen, vicegeneralsekretær hos Indre Mission, ”for jeres bog har fået mig til at tænke, at hvis vi siger tingene, som de er, og ikke taler udenom eller taler tågesnak, så kan det udfordre sammenhængskraften i folkekirken. Og måske har I ret i jeres fornemmelse af, at I taler på mange præsters vegne.”

Jeg har inviteret Peter Nord Hansen og Liselotte Horneman Kragh til en fælles samtale om folkekirkens bekendelsesgrundlag. Anledningen er udgivelsen Må vi være her?, som Horneman Kragh er en blandt tre forfattere bag.

De teologiske bukser sprak

Horneman Kragh har igennem flere år været landsbysognepræst. Det var hun på mange måder glad for. Men hun oplevede det også, som om hun stod ved en flod med det ene ben på land og det andet i en båd, der sejlede længere og længere ud. ”Og til sidst begyndte de teologiske bukser altså at sprække,” siger hun. Så sagde hun op.

Det, hun især havde problemer med, var ordlyden i sakramenterne, dåb og nadver, der bygger på en luthersk teologi, hvor mennesket er en fortabt synder, der skal frelses gennem dåben, og hvor nadveren er gentagelsen af Kristi død på korset for vores synders skyld. Dermed efterlades vi med et Gudsbillede, hvor en dømmende Gud siger: ”Nogen skal betale en pris, hvis jeg overhovedet skal have med de her skabninger at gøre,” som Horneman Kragh udtrykker det. Et sådant Gudsbillede er der for hende intet livsmod at hente i.

Så hvad ønsker du i stedet, spørger jeg: ”Vi er blevet beskyldt for at ville lave cancel culture,” svarer Horneman Kragh, ”men det handler selvfølgelig ikke om, at vi vil afskaffe fortiden. Men den lutherske teologi er jo del af et langt større kalejdoskop af teologier, som udtrykker en mangfoldighed af tilgange både i forhold til gudsbilledet og menneskesynet. Det kalejdoskop vil jeg gerne have åbnet meget mere for.”

Kirken som hjemstavnsmuseum

”Det er symptomatisk for alle religiøse institutioner,” fortsætter hun, ”at de står mellem to impulser. Den institutionelle impuls siger: Vi vil cementere, vi vil udstikke retningslinjer. Sådan gør enhver institution for at overleve frem til næste generation. Og så er der den anden impuls, der siger: Jamen, sådan tænker vi jo slet ikke mere. I det krydsfelt står vi altid i fare for at blive museale, og derved mister vi relevans. For Helligånden er jo ikke en statisk institution.”

Horneman Kragh peger på præstekjolen, som et komisk eksempel på det, hun kalder folkekirkeinstitutionen som hjemstavnsmuseum: ”Luther sagde: Præsten skal ikke skille sig ud som en særlig slags menneske, hvorpå vi i dag – musealt – holder fast i en borgerdragt fra 1500-tallet, som vi vandrer rundt i her i 2022. Men vi har altså en dyb forpligtelse til at spørge os selv: Holder det vand? Kan jeg være ærlig, når jeg står i det. Det er jo det protestantiske princip. Og det gælder i meget andet – og i langt større spørgsmål – end i forhold til præstekjolen,” siger hun. Peter Nord Hansen nikker.

Den tekst, Horneman Kragh har allermest behov for at udsætte for det protestantiske princip, er Confessio Augustana, som er et af de fem folkekirkelige bekendelsesskrifter. Ifølge Horneman Kragh forholder vi os meget lidt til, at det samtidig er et enstrenget politisk dokument fra 1500-tallet, der understøttede fyrstens ønske om at smide katolikkerne på porten.

Hvad vil det sige, at en tekst er forpligtende?

I debatten om bogen Må vi være her? har flere røster klandret forfatterne for at læse bekendelsesskrifterne for bogstaveligt. Også hos Indre Mission bliver man ofte beskyldt for ’bogstavelig læsning’, men hvad vil det egentlig sige? Ord skal vel altid holdes sammen med liv gennem en fortolkning, så er det ikke mere en diskussion af, hvad det vil sige at opfatte en tekst som forpligtende?

”For mig er bekendelserne ikke grundlaget for min tro på Kristus. Det er Bibelen,” siger Peter Nord Hansen. ”Og den prøver jeg at forstå og fortolke, så godt jeg kan. Jeg oplever bekendelsesskrifterne som gode landkort, der hjælper mig med at overskue og se sammenhænge i det store bibelske landskab. I øvrigt savner jeg, at I siger noget om forholdet mellem bibel og bekendelser i jeres bog. Det er et væsentligt forhold for mig.”

Han fortsætter: ”Jeg synes, I laver en karikatur af den lutherske teologi. Jeg kender ikke større befrielse end den, jeg møder i den lutherske sammenfatning af det bibelske budskab. Jeg mener ikke, den opfordrer mig til at tale mennesket ned, men til at sige det, som det er. Og den rammer en erfaring, som jeg vil mene, at alle mennesker – hvis de er ærlige – kan genkende: At vi er syndere, der svigter hinanden. Men også at Gud kommer mig i møde, elsker mig og rækker mig alt det, jeg har brug for. Med det afsæt har jeg selv skrevet under på præsteløftet med åbne øjne. Jeg tilslutter mig helhjertet og med glæde den evangelisk- lutherske teologi.”

Ikke længere mit hjem

Præsteløftet er én af de ting, Horneman Kragh vil have ændret. Og jo før, jo bedre. Egentlig ønsker hun en grundlovsændring – vel vidende at det næppe sker lige i morgen – så der ikke står et personnavn på den fælles folkekirke i grundloven: ”Hvis kirken er nogens, er den vel Kristi Kirke – ikke Luthers,” siger hun. Og så ønsker hun, at folkekirkens grundlag udelukkende skal være Bibelen og de to første oldkirkelige bekendelsesskrifter. Ikke for at afskaffe alt andet, men for at åbne for flere teologier. Fx ønsker hun, at der blev skrevet en ny katekismus, som kunne sige noget andet end Luthers. Og hun henviser til Grundtvig, der heller ikke gik ind for, at folkekirken blev defineret som ’evangelisk-luthersk’ i grundloven.

Jeg spørger Peter Nord Hansen, hvad det ville betyde for ham, hvis vi forestillede os, at Horneman Kraghs ændringsønsker blev gennemført: ”Personligt ville det betyde, at folkekirken ikke længere ville være mit hjem,” siger han. ”Og det ville også betyde, at folkekirken ville miste sin identitet.” Han tilføjer: ”Jeg er helt med på, at Liselotte ville sige: Selvfølgelig kan du være her. Men det ville ikke længere være mit hjem. Jeg ville søge et andet sted hen.”

Men selvom Peter Nord Hansen stiller sig kritisk over for den Lutherudlægning, som han læser i Må vi være her?, så har han den allerdybeste respekt for forfatternes insisteren på ærlighed: ”Jeg synes, det er en styrke, at vi har en bred folkekirke, der rummer store forskelligheder. Men hvis ikke vi taler om tingene, som vi rent faktisk ser dem, så er det ikke en styrke,” siger han. ”Det er derfor, jeg siger, at jeres protest er både forfriskende og skræmmende.”