Hold folkekirken kølig

Ind imellem befinder man sig til et bryllup, en konfirmation eller noget helt tredje og har absolut intet til fælles med den bordherre eller borddame, man er blevet sat ved siden af. Man prøver desperat at finde på samtaleemner, men intet skaber en forbindelse. Og alligevel er der jo noget, vi er fælles om. For vi er fælles om at være til bryllup. Min sidemand og jeg er altså med andre ord til stede i noget, der er fælles, selvom vi ingenting har til fælles.

Det kan virke banalt at gøre opmærksom på, at der jo også i mange andre sammenhænge er forskel på det, der er fælles, og det vi har til fælles. Men noget tyder på, at jo mere optagede vi bliver af identitet og tilhørsforhold, jo mindre opmærksomme bliver vi på, at det fælles ikke kun handler om identitet, men også kan være det, vi er fælles i, og som udfordrer et snævert begreb om identitet.

Folkekirken kunne være en vigtig del af denne udfordring. Men det er ikke den vej, det går. I stedet fungerer den i større og større grad som igangsætter af fællesskaber mellem mennesker, der ligner hinanden: Tirsdag formiddag mødes de barslende middelklassemødre til babysalmesang. Onsdag eftermiddag mødes en gruppe ældre (kvinder), der strikker, spiser blødt brød og lytter til et folkeligt foredrag. Onsdag aften er der spaghettigudstjeneste for børnefamilierne – igen primært middelklassen. Torsdag aften er der klassisk orgelkoncert, hvor de lokale P2-lyttere møder frem. Fredag nat er der natkirke for de unge og spirituelt søgende. Lørdag er fyldt ud med private arrangementer: bryllupper eller dåb. Dertil kommer, at migrantmenigheder de seneste år i stigende grad har fået plads i folkekirken (og godt for det). Disse får så tildelt en af de ledige tider, der er tilbage; den filippinske menighed spiser og holder andagt sammen tirsdag aften og den ghanesiske menighed får tid om torsdagen. Osv.

Søndag er der så højmesse, hvor stort set ingen af dem, der har været i kirken tirsdag-lørdag, møder op. Men i modsætning til alt det andet, der i ugens løb er foregået i kirken, så er højmessen ikke på forhånd tiltænkt en bestemt målgruppe. Den er i princippet for alle.

I praksis er det bare overhovedet ikke alle, der kommer. Nogle steder kommer der næsten ingen. Og præsten kan altså se tilbage på en uge fyldt op med aktiviteter, der skaber fællesskaber mellem mennesker, som ligner hinanden, efterfulgt af en søndag for alle, hvor ingen kommer.

Kølig kirke

Denne kronik handler imidlertid ikke om at få flere mennesker til at gå til højmesse. Det må de ret beset selv om. Men den handler om den bagvedliggende grund til, at alle disse mennesker ikke kommer. De kommer ikke, fordi det ikke forventes af dem.

Med en temperaturmetafor kan man kalde det, at folkekirken er kølig. Folkekirkens kølighed viser sig bl.a. ved, at der ikke er en forventning om, at man ved at møde op også vil indgå i et mere varmt – klubagtigt – fællesskab. Denne kølighed viser sig især ved højmessen om søndagen, og i mindre og mindre grad i kirkens og præstens aktiviteter resten af ugen. Men om søndagen kan du stadig de fleste steder komme og gå, som det passer dig, der er ingen, der står i døren og siger: ”Det er lige præcis dig, vi har ventet på” eller ”vi savnede dig sidste søndag, hvor var du?”

Men at køligheden er svær at fastholde viser sig i mange af de nyere forsøg på at få flere til at komme til højmesse. Man inddrager måske konfirmanderne eller børnekoret, eller man sætter medlemmer af menigheden på forskellige opgaver, så de i højere grad føler det som deres gudstjeneste. Dermed får man etableret en forventningsrelation til en masse mennesker; konfirmandforældre eller forældrene til børnene i koret føler sig nu forpligtet på at møde op. Samtidig oplever andre præcis det modsatte – fordi man ikke er involveret, er man nu blevet en fremmed gæst. I forhold til migrantmenighederne er der dertil den udfordring, at nogle af de nye danskere er vant til et kirke- og menighedsliv, der også er deres sociale netværk. De oplever måske deres første (og sidste) møde med en dansk højmesse som ikke bare en kølig, men en kold og afvisende oplevelse. Så hvordan holde fast i køligheden og samtidig invitere indenfor?

Folkekirken er ikke et identitetsfællesskab

Sagt forenklet er den kristne grundfortælling en fortælling om mobning: Alle vender sig mod én, og denne ene viser sig at være Kristus. Fordi denne fortælling er omdrejningspunktet, kan man som kristen ikke slippe for at vide, at fællesskaber er lige så farlige, som de er vigtige. Den letteste måde at få mennesker til at føle sig trygge på, er ved at bringe dem sammen med nogle, der ligner dem selv (endnu lettere går det, hvis man samtidig kan mødes om at være imod nogle andre). Men trygge og varme fællesskaber er dermed også ofte fællesskaber, som ikke er for alle. Og trygge og varme fællesskaber er også ofte fællesskaber, som er svære at vriste sig fri af. Det forventes, at man kommer tilbage, at man leverer ind til gruppen.

Mennesker har brug for tilhørsforhold og identitet. Men kirkens primære funktion må ikke ende med at være at bringe mennesker, der ligner hinanden, sammen og dermed bidrage til en stigende polarisering i samfundet. Snarere må det være kirkens opgave at holde fast i forskellen mellem det fælles og det, vi har til fælles, bl.a. ved at finde gudstjenesteformer hvor man kan være i det fælles med mennesker, med hvem man intet har til fælles. På den lidt underspillede måde bliver folkekirken dermed også en vigtig spiller i samfundet. Den bliver til den hukommelse, der kan minde os om, at der ved ethvert varmt fællesskab vil være nogen, der er udenfor.

Sat på kort formel kan man beskrive folkekirkens kølighed sådan her: Folkekirken er ikke et fællesskab mellem mennesker, som har noget til fælles. I folkekirken kan du ikke forvente at møde mennesker, der har det ”lidt ligesom dig selv”. Folkekirken er ikke et fællesskab, hvor du kan møde dig selv i andre. Fordi folkekirken ikke er et identitetsfællesskab, forventes du ikke at tilpasse dig for at høre til. Dette betyder også, at du ikke forventes at reagere, føle eller tænke på en bestemt måde i forhold til kirkens ritualer. Du kan være der både som skeptisk, kritisk, begejstret eller indifferent. Du er også velkommen til at kede dig.

Nogle spørgsmål

Der ligger for os at se en vigtig opgave i at bevare folkekirkens kølighed. Men som antydet er dette selvfølgelig ikke uden komplikationer. At bevare folkekirkens kølighed behøver fx ikke betyde liturgisk konservatisme. Selvfølgelig kan man forny gudstjenesten uden samtidig at gøre den til en lukket fest, men det kræver en del omtanke.

Man kan også godt gøre sig umage for at byde nye danskere velkommen (det bør man faktisk gøre!). Men der ligger en opgave i at vise, at der også kan være noget befriende ved en kirke, hvor du ikke forventes at komme igen næste søndag. Der ligger en opgave i at give køligheden videre som en frigørende måde at være kirke i samfundet på.

Selvfølgelig er det heller ikke helt ukompliceret med en kirke, der siger, at man ikke behøver at komme. For gudstjenesten udtrykker sig i et sprog og en symbolik, der åbner sig langsomt, og som man de første mange gange måske ikke får noget ud af. Så hvordan fortælle folk, at det godt kan give mening at komme igen – men det står dig helt frit for at lade være?

Disse vanskeligheder og spørgsmål betyder imidlertid ikke, at der set fra vores perspektiv skal gives køb på køligheden. Kirken skal ikke være kold. Og den skal åbne sig både for kirkefremmede og nye kristne danskere. Men det er helt afgørende, at det ikke sker på bekostning af køligheden. For kølighed er faktisk også en måde at sige, du er velkommen. Endda også dig med hvem vi intet har til fælles.