"Vi har brug for at sige noget i folkekirken, der er helt anderledes end det, der står i de lutherske bekendelsesskrifter"

Det handler om at tale om tro og kristendom på en måde, så det er både nærværende og relevant i den tid, vi lever i. At bruge den tradition, vi står på og i til at åbne for nye fortolkninger fremfor at lukke dem ned. Og her er de lutherske bekendelsesskrifter, ifølge professor i dogmatik, Anders-Christian Jacobsen, en hindring: ”Confessio Augustana (i det følgende forkortet CA, red.) er skrevet i en helt specifik historisk situation henvendt til Rigsdagen i 1530 for at gøre rede for ligheder og forskelle mellem de evangeliske og de katolske og forskelle internt blandt protestanterne. Derfor er artiklerne i CA meget mere specifikke og skarpvinklede i forhold til, hvad den nye evangeliske teologi er, og derfor også vanskeligere at bringe ind i en ny tid uden at komme til at sige noget, der er helt forskelligt fra det, der står. Men vi har brug for at sige noget, der er helt anderledes, end det der står i CA og Luthers lille katekismus.”

Han uddyber ved at henvise til de artikler i CA, der fx omtaler arvesynden som noget, der fører til evig død for dem, der ikke genfødes i dåben, at dåben er nødvendig til frelse, og at man skal pines uden ende, hvis ikke man bliver døbt.

”Der er mange, der siger, at man bare skal fortolke det, men i min optik er fortolkning noget, der ligger i forlængelse af og bringer det, der står, videre i en ny formulering. Men det er ikke længere nogen fortolkning, når man siger det modsatte. Det er det, der er problemet med de lutherske bekendelsesskrifter. Der ligger en dyb negativ bestemmelse af mennesket, som er meget svær at komme udenom og forklare på en anden måde, hvis man beholder de tekster,” siger Anders-Christian Jacobsen, og er samtidig klar over, at synden – den kan man ikke sådan afskaffe: ”Det ville jo være helt urealistisk – vi kan bare slå op i en avis eller se på os selv. Synden er en realitet i verden, men man kan godt tale om den på en anden måde. Og det er der jo også rigtig mange, specielt præster, der gør. Men hvorfor skal vi så sige, at det er en fortolkning af CA. Hvorfor kan vi ikke bare sige: Helt ærlig – vi siger noget andet. Vi er hele tiden nødt til at forholde os til CA, for den ligger på bordet – også når vi i øjeblikket taler om ændringer i liturgien. Det er nødvendigt, at vi får skabt luft og rum til faktisk at sige noget mere relevant. Noget, der giver mening nu.”

Grundtvig, poesien og de oldkirkelige skrifter

Der er, ifølge Anders-Christian Jacobsen, noget paradoksalt i, at vi har de lutherske bekendelsesskrifter fra 1500-tallet, som er normgivende, men som vi omgås tyst, og så Grundtvig på den anden side, der har haft en enorm indflydelse på dansk kirke og kultur, men som ikke har været normgivende, når vi taler om det, der binder folkekirken sammen: ”Man kunne gå Grundtvigs vej og sige, at det, der binder os sammen, bare er en ramme for kristne menigheder af forskellig art. Så er det en ren formel administrativ ramme, som kan kræve kirkeskat ind. Men man kunne også sige – og det er nok den vej, jeg gerne vil gå – at vi har Bibelen og de oldkirkelige bekendelser. Det tror jeg, ville være nok. Der er jo en klar treenighedsteologi og Kristusbekendelse i dem. Og de oldkirkelige bekendelser er meget mere åbne for fortolkning.”

Det handler især om det rige billedsprog og den poetiske sans: ”Der er i teksterne et fokus på liv og død, lys og mørke og eksistens, som bare er nærmere på den virkelighed, folk lever i nu. Det tror jeg, der er meget mere liv i end det lutherske. Det med at få talt i et billedsprog i stedet for begreber og dogmer, vil åbne kristendommen for en bredere skare,” mener Anders-Christian Jacobsen og fortsætter: ”Metaforer som lys og mørke kan tale ind i mange sammenhænge, der vedrører menneskelivet. Vi oplever helt konkret i det daglige, at dag og nat skifter, årstiderne gør det. Det har med sindstilstande at gøre, og i et lidt større perspektiv, handler det om liv og død overfor hinanden. Så man kan gå mange flere forståelige veje med et billedsprog. Vi er jo privilegerede ved at have en Grundtvig her i landet, for der er virkelig noget at gribe fat i, både i hans eget billedsprog, men også når han lader sig inspirere af den græske oldkirke og dens tekster. Jeg oplever tit, når jeg er ude og holde oplæg i forskellige sammenhænge, at folk siger: Nå, er det også kristendom. Det er sådan, vi gerne ville have sagt det, men det troede vi ikke helt var det rigtige. Der er mange forskellige lag i det oldkirkelige, og også nogle som indeholder kristen mystik.”

Der er forskel på tradition og tradition

Der er med andre ord ressourcer at hente i den grundtvigske og oldkirkelige tradition: ”Da Grundtvig fandt ud af, at det var vigtigt med traditionen som bærer af tro og kristendom, gik han jo tilbage og gravede i det oldkirkelige, det angelsaksiske og det nordiske og vakte noget af det til live i en ny fortolkning af kristendommen. Og den måde at bruge traditionen på som en konstant nyformulering er noget andet end Luthers opgør med traditionen. For Luther var det vigtigt at gøre op med traditionen, fordi den var et opgør med et bestemt hierarki, hvor det var embedshierarkiet, der var den rette bærer af traditionen. Der var noget i det opgør, som også gjorde sig gældende for Grundtvig. Når Grundtvig fx kaldte rationalisterne for eksegetiske paver, så var det også et opgør med et embedshierarki, der satte sig på traditionen og sagde: Vi er dem, der kan forstå den, vi er dem, der kan fortolke og føre den videre. Dér er Grundtvig enig med Luther. Men det fik ham ikke til at sige, at der ikke er noget brugbart i traditionen. Traditionen er for Grundtvig noget meget mere levende og noget meget mere åbent,” fortæller Anders-Christian Jacobsen, og kobler samtidig denne forståelse til det almene præstedømme: ”Hvis man forstår tradition som noget, der hele tiden udvikler sig, og som alle har adgang til, så kan alle jo inddrages i samtalen om brugen af den, fx som det sker i salmerne. Der kommer hele tiden nye billeder og et nyt sprog, hvis man bruger traditionen mere levende.”

Anders-Christian Jacobsen peger også på bønnerne som et sted, der har rod i en tradition, men som samtidig kan pege frem til den tid, vi lever i nu: ”I bønnerne kan gamle formuleringer give nye billeder. Nutid og fortid spiller sammen og bliver forståelige i lyset af hinanden.”